Udgivet d. 12-09-2024
Der ses stadig snegle i markene, så det er vigtigt at vurdere omfanget og evt. sprede sneglekorn ved behov. Se TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 25
Bekæmpelse af spildkorn og græsukrudt er overstået i de tidligst såede marker, men stadig aktuel i sent såede marker. Tiden er nu til at vurdere, hvordan strategien skal være ved bekæmpelsen af tokimbladet ukrudt. Belkar er vigtig til denne opgave. Overvej om der skal laves en splitbehandling, eller der kan køres én gang.
Ved en splitbehandling køres der med 0,25 l/ha 2 gange. Første gang ved 2-3 blade og anden gang 3 uger efter. Hvis timingen passer, kan Kaiso Sorbie tages med mod rapsjordloppens larver, sammen med Belkar ved anden sprøjtning.
Ved én behandling, køres der med 0,35 – 0,45 l/ha. laveste dosis betinget af optimale sprøjteforhold, varme og god vækst. Også her kan Kaiso Sorbie medtages, hvis timingen passer.
Bekæmpelse af rapsjordloppens larver er typisk aktuel fra ca. 20. september til 15. oktober. Se TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 21
Meget vintersæd er etableret i et godt såbed og i en dybde på 2-4 cm. Hybridrug 1,5- 2 cm. Det giver robuste planter.
Det varme vejr vil give optimal effekt af ukrudtsbekæmpelsen, så pas på ikke at køre med for høje doseringer, så afgrøderne påvirkes uhensigtsmæssigt.
DFF og Mateno Duo kan i doseringer til den høje side, gøre skade på afgrøden. Brug derfor hellere max. 0,1 l/ha DFF som jordmiddel i tidligt sået og følg op senere med Mateno Duo, end højere dosis første gang. I vinterrug skal rugen farve skifte fra rødt til grønt skær inden der køres med Mateno Duo
I hvede, hvor man har brug for en høj indsats mod rajgræs eller væselhale, er blandingen af 0,5 l/ha Mateno Duo + 1,75 l/ha Boxer, mere skånsom og billigere end 0,7 l/ha Mateno Duo + 1,5 l/ha Boxer. Effekten er stort set ens af de to løsninger.
Blandingen af de to midler er normalt en dårlig løsning, da temperaturen i september vil være for høj for Boxer. Netop i de kommende dage, ser det ud til at være muligt i visse egne. Se TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 26
Find optimalt sprøjtetidspunkt med Spray Assist-appen som kan hentes i Play Butik og til IPhone.
Nedenstående er en liste som er udarbejdet for at anvende prosulfocarb på den mest optimale måde, både over for miljøet, men også for at få den bedste effekt i marken og på økonomien.
Kilde: SEGES Innovation
Når du skal i gang med at sprøjte med prosulfocarb, skal du gøre følgende:
Billede 1 Inversionsvejr er et almindeligt fænomen om efteråret, særligt ved næsten bar jord og vindstille. Inversionsvejr kendes også ved, at "mosekonen brygger". Undgå sprøjtning i sådant vejr, da små dråber fra sprøjtevæsken kan drive meget langt under sådanne forhold. (Kilde: SEGES Innovation)
Her efter høst er det vigtigt for det kommende års udbytte, at frømarken holdes kortslået hen over efteråret, hvilket normalt kræver 2-4 afpudsninger. Afpudsningerne stimulerer planten til at danne flere sideskud, hvilket giver flere aksbærende strå til høst.
I de kraftige fodertyper, der ofte gror kraftigt i efteråret, skal intervallet mellem afpudsningerne afstemmes med at der ikke dannes så meget plantemasse, så der dannes klumper/ striber af afklippet græs der ligger sig over udlægget. Det afpudsede materiale skal helst kunne falde ned mellem udlægsplanterne.
Afgræsning af udlægget er et rigtig godt alternativ til afpudsninger, men den 1. afpudsning lige efter høst er vigtigt at få udført, da det sikrer lys til udlægget. Afgræsningen kan foregå i perioden ultimo september og frem til februar. Husk at få en aftale om modtaget husdyrgødning, hvis du ønsker at få N-kvote til udlægget.
I forhold til lys til afgrøden kan halmstrenge også være problematiske her efter høsten, hvis halmen endnu ikke er fjernet. Hvis halmen, grundet nedbøren, er svær at få bjærget bør halmstrengen flyttes med halmvenderen således at udlægget nedenunder får lys.
Er ukrudtsbekæmpelsen i udlægsåret lykkedes godt, er der ofte ingen behov for ukrudtsbekæmpelse i efteråret, men er der forekomst af store ukrudtsplanter af raps og kamille, bør det bekæmpes i september måned med:
7,5 g Express 50 SX + 0,05 l DFF/Legacy 500 SC + 0,15 l Contact/ha.
Ovenstående løsning til ca. 50 kr./ha kan anvendes i alm. rajgræs, ital. rajgræs, hybridrajgræs, hundegræs, rajsvingel og i strandsvingel. DFF-midlerne er godkendt til mindre anvendelse og må kun anvendes en gang pr. vækstår. Express 50 SX kan erstattes af 5 g Nuance Max 75 WG.
Græsukrudt af alm. rapgræs og vindaks kan i forårsudlagt alm. rajgræs behandles med 0,4 l Primera Super eller Foxtrot/ha + 0,4 l Contact i september, når græsset igen er i god vækst efter Express/DFF-behandlingen og har 3-5 blade. Ofte er der kun behov i de yderste meter, foragre og lavninger mod alm. rapgræs.
Begræns behandlingen til disse områder, da græsset påvirkes negativt af behandlingen.
Alm. rajgræs udlagt i renbestand kan behandles med 0,3 l Primera Super eller Foxtrot/ha + 0,4 l Contact i oktober mod alm. rapgræs og vindaks, hvis den foregående behandling med jordmidler ikke har virket tilfredsstillende. Primera Super og Foxtrot er godkendte til mindre anvendelse og må kun bruges en gang pr. vækstsæson.
Billede 2 En enkelt metode til at vurdere afpudsningshøjde, er at det skal være på højde med skosnuden, og ikke lavere. Foto: Niels Holmgaard, SAGRO.
Indsend gerne dine sprøjtejournal for 2023-2024 allerede nu. Det er særligt de håndskrevne, vi gerne vil have indsendt, men fører du sprøjtejournalen elektronisk i FarmTracking, vil vi også gerne have en klarmelding, når sprøjtejournalen er klar til indberetning.
Husk på at få den opdateret med glyphosat forbrug. Er du i tvivl om hvilken afgrøde, glyphosat i stubben hører til, så husk på, at det er høsten, der skiller en afgrøde fra den næste. Dvs. nedvisning af korn eller ukrudt foretaget, mens der er f.eks. hvede i marken, hører til hvede-afgrøden. Nedvisning af f.eks. spildkorn i stubben skal noteres på den efterfølgende afgrøde.
Bruger du FarmTracking kan du først notere for dette år, når der er sat en afgrøde på marken. Det kan din planterådgiver gøre for dig.
Husk altid at notere hele navnet på kemien ned i sprøjtejournalen sammen med registreringsnummeret som f.eks. Roundup PowerMax XXL, reg. nr. 18-684. Du skal altid sikre dig, at hele navnet med efternavn og reg. nr. passer sammen, så du undgår at notere et gammelt eller nyt middel i forhold til det anvendte i din sprøjtejournal.
Vækststadier bliver stadig mere vigtige at have styr på. Mange midler kræver, at der bliver opgivet et vækststadie for at pesticidkontrollen fungerer korrekt.
Husk også at dokumentere overholdelse af afstands- eller afdriftskrav. Dette gøres i FarmTracking ved at vinke en indlagt skabelon for sprøjteteknik af. Fører man journalen manuelt, kan det enten føres på selve journalen eller på miljøstyrelsens bilag 3 og 4:
Vælger man at dokumentere på Miljøstyrelsens bilag, kan man samle flere behandlinger i samme skema.
Får du lavet en sprøjteplan hos SAGRO, får du via den hjælp til at finde de rigtige vækststadier i forhold til sprøjtetidspunktet. Du kan se vækststadierne under fane 5 i din Markbog og et eksempel på hvordan sprøjtejournalen udfyldes.