Udgivet d. 22-08-2024
Den forventede ukrudtsbestand er sammen med færdselsforholdene afgørende for strategien for ukrudtsbehandling. Belært af bl.a. sidste år, hvor nogle marker ikke blev behandlet med efterårsmidler, og heller ikke kunne behandles rettidigt i foråret, har vi i år øget fokus på efterårsbehandlinger. Der kan ofte ikke rettes op på mangelfuld efterårsbehandling i foråret!
Første trin i strategien er at undgå spredning af besværligt ukrudt med høstmaskiner. Brug derfor dagene imellem høst til at få renset mejetærskere og pressere lidt ud over den (forhåbentlig) daglige rutine med i marken: Renkørsel af tærskeværket for åbne luger/solde, samt afblæsning af skærebord, og andre steder, hvor frø kan lægge sig. Med denne indsats kan man faktisk fjerne 2/3 af smudset inkl. ukrudtsfrø. Hvis man har høstet marker med græsukrudt, kan en fugtig dag passende bruges til målrettet rengøring af dette: Grundigere gennemblæsning af tærskeværket og afblæsning med kompressor med høj ydelse.
Ved at høste ukrudtsbefængte arealer til sidst efterfulgt af en grundig ”vinter-rengøring” vil man ret effektivt kunne isolere ukrudtsproblemet.
Billede 1 Italiensk rajgræs i foragre ved indkørsel i mark. Er formentlig spredt med maskiner, da der ikke er set Italiensk rajgræs før i denne mark. Foto: Michael D. Fleng, SAGRO
Mht. såtid må vi igen i år konstatere, at tidlig såning ikke egner sig til marker med meget græsukrudt.
Brug hellere tiden efter høst til at etablere et falsk såbed: Hvis der er græs i marken, er det en god strategi at lade det gro til, for at blive nedvisnet før (sen) såning. Hvis man harver øverligt (1-2 cm) helst lige efter høst, kan en del arter, bl.a. hejre og spildkorn nemt bringes til spiring. Efterfølgende destruktion efter et par uger er ofte rigtig effektiv. Risikoen ved udsættelse af såtiden er, at man ikke får sået vintersæden. DB-beregninger viser dog i de fleste år, et bedre afkast af vårsæd, hvis alternativet er vintersæd med masser af rajgræs eller lignende aggressivt ukrudt.
I Vinterbyg er mulighederne for græsukrudtsbehandling både om efteråret og om foråret begrænsede. Vær derfor obs på, ikke at så byg på marker med græsukrudt og slet ikke inden 7. september!
1:Rajgræs, især italiensk er svær at bekæmpe. En del af dårligt virkende behandlinger skyldes for sen behandling. Der skal behandles mens de fleste af græsserne kun har 1-1,5 blade. Vores resistenstest fra 2023 viste høj grad ALS-resistens (mod Atlantis, Broadway og Cossack) og nogen resistens mod fob/dim-midlerne (Topik, Focus U.). Findes resistens i en given bestand, kan behandling på helt småt græs virke delvist, da resistensmekanismerne i ukrudtet ikke er helt færdigudviklede på dette tidspunkt. Et falsk såbed er dog ofte mere effektivt mod rajgræsser end målrettede ukrudtsmidler. Hvis der vel at mærke er frø på jorden.
Efter et vellykket falsk såbed kan næste hold rajgræs bekæmpes med 1,5- 2 l Boxer, gerne i blanding med f.eks. DFF når græsserne netop er fremspirede, typisk i kornets st. 10.
2: Væselhale. -skyder ofte igen selv efter tilsyneladende god bekæmpelse. Regn derfor med flere behandlinger som foreslået i tabellerne og lav gerne et falsk såbed som beskrevet ovenfor. Her er harvning dog overflødig, da væselhale spirer nemt uden videre efter høst. Bedste enkeltløsning mod væselhale er en blanding af høj dosis Mateno Duo og Boxer i st. 10, hvor væselhale netop er spiret. N.B. Denne kombination må ikke bruges i byg og rug. Da det desuden ofte er det dårligt ”Boxer-vejr” i september, er dette én af grundene til, at tidlig såning og græs er en dårlig kombination.
3: Enårig rapgræs er i de seneste år begyndt at udvikle ALS-resistens (mod Cossack, Hussar m. fl). Som resistensbryder er det derfor vigtigt med effektive doser af DFF, Boxer eller Mateno Duo også hvis der ikke er mere aggressive arter i dine marker. Vi har p.t. prøver fra 6 lokaliteter med mistanke om resistens til test.
Effektmæssigt er det bedste tidspunkt for ukrudtsbehandling i kornets st.10, når sprøjtesporene lige netop kan ses.
| OBS Ved varm jord er st.10 (sprøjtesporene kan lige netop ses) ofte kun ca. 10 dage efter såning |
MEN: Bliver marken hurtig ufarbar, er det sikreste at starte nogle få dage efter såning, når jorden har ”sat sig” med jordmiddel som beskrevet i tabel 2 og 3 .
Sidste år så vi, at især Mateno Duo i høj dosis eller sammen med Boxer var super-effektiv og desværre også påvirkede kornet en del, i det våde og lune efterår. Der er derfor god grund til at tilpasse dosis til både ukrudt og udsigt til meget nedbør efter behandlingen.
Billede 2 Svidning af hvede efter 0,5 l/ha Mateno Duo SC 600 + 0,5 l/ha Boxer. Marken er ren for ukrudt og med karakteristiske hvide plamager på kornet efter difflufenican-påvirkning. Der er 50 g difflufenican i 0,5 l Mateno Duo svarende til 0,1 l DFF/Legacy 500. I denne mark vurderes behandlingen dog ikke at have påvirket udbyttet nævneværdigt. Foto: Birgit Vestergård, SAGRO
Ved pløjefri dyrkning bør der ALTID gøres rent med glyphosat, helst kort før såning. Mod spildkorn eller enårigt rapgræs vil ca. 400 g aktivt stof ofte være tilstrækkeligt, mens der ved etablerede græstuer af grovere græsser bør bruges mindst 600 g aktivt stof, endnu mere mod buske af bredbladede arter. Tilsæt gerne sprede-klæbemiddel og 2 l/ha ammonium-sulfat, hvis sprøjtevandet er kalkrigt eller okkerholdigt.
I de pløjefri systemer ses i varierende grad nedsat effekt af jordmidlerne (DFF/Boxer/Mateno) på grund af det organiske materiale i overfladen. Det er dog typisk kun en mindre nedsættelse af effekten. Alternativet er brug af Atlantis eller Othello i efterårsbehandlingerne. Dette er nødløsninger, både fordi det udelukker efterfølgende brug en række andre minimidler (Cossack, Hussar, Accurate m.fl.) til foråret, og fordi det med stor sikkerhed øger mængden af resistent ukrudt.
Tabel 1 Relevante midler til efterårsbrug (priser er opdateret aug. 2024)
Afdrift af prosulfocarb kan, hvis man er uheldig koste over halvdelen af ukrudts-effekten. Det skal undgås- både af hensyn til din økonomi og til avlere af frugt og grønt.
Da man både skal undgå at bruge Boxer og andre prosulfocarb-holdige midler på dage med over 15 °C som middeltemperatur (18 °C som højeste) og undgå varme og tør blæst i dagene efter behandling, er det ikke smart at planlægge behandling med disse midler i september. Planlæg i stedet DFF/Legacy eller Mateno Duo på denne tid.
Lovkrav ved brug af Boxer og andre midler med prosulfocarb:
Herudover anbefales:
Figur 1 Hardi ISO Nano Drift 04
Figur 2 ID-120-040 fra Lechler
NB Vi har ingen seriøse forsøg, der viser, at additiver som f.eks. Bio ph Control kan mindske afdrift fra Boxer og lign.
Iblanding af et par l/kg manganprodukt kan ske uden nævneværdig forringelse af effekten. Især i vinterbyg, der er følsom for manganmangel, kan iblanding allerede være aktuel i st. 10-11. Her er optagelsen selvsagt minimal, men det kan i udsatte marker være værd at være på forkant. Efter den tidlige behandling må opfølgning forventes, da optagelsen er begrænset.
Flydende kvælstof: 10 kg N i fx N32 har i forsøg øget effekten af især ALS-midlerne, Atlantis, Cossack og Broadway mod græsser. Det har dog ofte været hård ved afgrøden og iblanding af flydende gødning anbefales ikke om efteråret
Evt. behandling mod bladlus, der overfører rødsot, med pyrethroider kan ligeledes kombineres med løsningerne, men bør dog vente til st. 13-14. Erfaringer fra tidligere år med heftige angreb viser, at lusene først skal nå at optage en del smitstof før de er smittebærere. En for tidlig behandling mod lus vil derfor i bedste fald give en falsk tryghed, i værste fald medføre flere resistente lus!
Bemærk, at vi har tabellen med løsninger til vinterbyg for sig, da løsningsudvalget her er stærkt begrænset. I rug er der også en del begrænsninger, men mest mht. dosis af nogle af midlerne, samt forbud mod blanding af Mateno Duo og Boxer. Dette beskrives ved bemærkninger og fodnoter i tabellerne.
Tabel 2 Løsninger til tidligt sået hvede, rug og triticale. Vi anbefaler ikke tidlig såning (før 15.sept.) af vinterbyg. Ukrudt med 0-2 blade. NB begrænsninger for brug af flere midler i rug ses under ”bemærkninger”.
Tabel 3 løsninger til VINTERHVEDE/RUG/TRITICALE, sået efter ca 15.-9. Moderat ukrudtsbestand, ukrudt med 0-2 løvblade. NB begrænsninger for brug af flere midler i rug ses under ”bemærkninger”.
Tabel 4. Løsninger til VINTERBYG. Moderat ukrudtsbestand, såtid efter d 15/9. Ukrudt med 0-2 løvblade.
Vi er nu efter 20. august som er sidste rettidige dag til etablering af de fleste typer efterafgrøder. Der er så mulighed for f.eks. at gøre brug af senere etablering, mod et mindre træk i N-kvoten, flyt af efterafgrøder, træk fra ”efterafgrøde banken” og tidlig såning. Tag en snak med din planterådgiver, hvis du har udfordringer med at opfylde kravet til efterafgrøder. Se TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 25.
Fælles for ændringer er, at de skal indberettes senest 10. september, men meld ind til din planterådgiver, så snart du ved, hvordan du får opfyldt kravet og gerne senest 7. september.
I tilfælde af kontrol, er det vigtigt, at der er overensstemmelse med, det oplyste i GKEA-skema og det der er etableret i marken. Ved uoverensstemmelse giver det træk i N-kvoten, bøde og i nogle tilfælde KO.
I forbindelse med afstandskrav generelt, men også til veje, stier, beboelse, institutioner og offentlige arealer, er det vigtigt dels at holde afstand i marken og dernæst at få det noteret korrekt i sprøjtejournalen. Arealet skal skrives ned til ”behandlet areal”. Læs altid på etiketten.
Der kommer ofte nye midler på markedet, så det er vanskeligt at holde en liste opdateret. Afstandskrav til veje, stier, beboelse, institutioner og offentlige arealer, er tiltaget de seneste år og vi bringer her et link til en liste med ca. 75 relevante produkter, udarbejdet af planterådgiver Cecilie Rasmussen, SAGRO.