Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 13

Udgivet d. 07-05-2026

MARK


Aktuelt i marken

Af planterrådgiver Henrik Otto Clement

Det er meget tørt nu. De arealer som ikke kan vandes, kræver særlig opmærksomhed nu.

Tørkestressede planter kan især ved vækstregulering tage skade. Det gælder også sprøjtninger med anden planteværn end vækstregulering og endnu mere mikronæringsstoffer.

Til toppen

IPM-tip

Under de tørre forhold vi har nu, er det vigtigt at anvende den bedste sprøjteteknik. Planter der er tørkestressede, er langt mere følsomme over for planteværn og der dannes mere vokslag på ukrudtet.

Nedenstående bør overvejes at overholde for at mindske risiko:

  • Sen aftensprøjtning eller sprøjtning inden kl. 8.00 ved høj luftfugtighed
  • Additiver er særlig vigtige under tørre forhold
  • Tilpas dosis
  • Vokslag bliver ”nulstillet” på få timer efter nedbør
  • Ved sprøjtning i vejr over 20 grader og lav luftfugtighed, øges vandmængden og der anvendes grovere dyser
Til toppen

Vinterraps

Vinterrapsen har mange steder passeret vækststadie 65, blomstring af hovedskud halvvejs. Er der endnu ikke udført en svampesprøjtning, er det tiden til det nu.

Vinterrapsen står godt og det ser ikke ud til at der er behov for skadedyrsbekæmpelse. Husk at der er nyttedyr, der går til, hvis der sprøjtes uden, at der er behov.

Vores vurdering er at der ikke er behov for en skadedyrsbekæmpelse, så længe tærsklen ikke er overskredet. Læs mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 11.

Til toppen

Vinterhvede

Hveden er nu i vækststadie 31-33, længst fremme i de sydlige egne. Der ses svedne bladspidser mange steder som for det meste skyldes den nattefrost, der har været over flere nætter, men symptomerne får næppe betydning.

Der ses en del marker med meldug over skadetærskel og da der samtidig kan være aktiv septoria, kan der ved behov anvendes et middel med effekt mod både meldug og septoria, f.eks. Proline eller Proline Xpert. TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 12.

Til toppen

Vinterbyg

Vinterbyggen har nået vækststadie 37. Skoldplet er ret udbredt og mange steder over skadetærsklen på 10 % angrebne planter på dette vækststadie. Der bør bekæmpes, hvor skadetærsklen er overskredet, med f.eks. 0,35 l/ha Proline Xpert, inden for den næste uge. Læs mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 10.

Til toppen

Vinterrug

Rugen er nu i vækststadie 37, på vej i 39, fra spidsen af faneblad ses til fuldt udviklet faneblad. Enkelte sorter på vej til begyndende skridning, vækststadie 40-41.

Skoldplet ser generelt ikke ud til at have betydning.

Brunrust, som ses på billede 1, er derimod flere steder under udvikling og bør behandles når skadetærsklen er overskredet. Læs mere til TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 12.

Billede 1 Brunrust i sorten KWS Rixor, hvor der er set angreb på op til 40 % angrebne planter langs hegn, hvor rust trives godt ved den lidt højere temperatur. Foto: Niels Holmgaard, SAGRO

Til toppen

Kerb 400 og LFS Propyzamid forbydes

Aktivstoffet propyzamid, mest kendt som Kerb 400 forbydes pr. 31. januar 2027. det vil sige at der kan anvendes Kerb til næste vinter, men det skal bestilles nu og være købt senest 31. juli 2026, hvorefter det er salgsforbud.

Salgsforbuddet gælder også de tilladelser der er til ”mindre anvendelse”.

Corteva, firmaet der producerer Kerb, oplyser at de forsøger at dække markedet af.

Vi har desværre ikke andre kemiske løsninger, der kan erstatte Kerb, så det bliver nødvendigt for mange at skifte strategi og nu anvende et jordmiddel med Clomazon-holdigt produkt efter såning, men før fremspiring. Derefter skal der følges op med Agil og/eller Focus Ultra, efterfulgt af Belkar, evt. i en splitbehandling.

Endelig kan nogen med fordel pløje og der kan sås på række, grubbesåning som muliggør radrensning. Ved grubbesåning er det vigtigt at nedvisne før såning.

Til toppen

REGLER OG TILSKUD


Brakarealer har slåningsforbud 1. maj - 31. juli

Perioden 1. maj til 31 juli er der slåningsforbud på alle brakarealer. Det er primært for at beskytte fugle- og dyreliv.

Til toppen

Vanding

Situationen er nu den, at der er et stort behov for vanding. Vanding kræver nu fuld opmærksomhed, her hvor vintersæden og især vinterrapsen dårligt tåler vandunderskud.

Som det fremgår af figur 1, så er der lige nu et vandunderskud på ca. 50 mm for vintersæd og ca. 25 mm for vårsæd fremspiret ca. 10. april. Første vanding i vintersæd er udløst og anden vanding følger snart, medmindre vejret slår om til mere nedbør. For vårsæd, så er det med at få det vandet første gang, så det passer ind i forhold til vintersæden.

Figur 1 Vandingsbehov fra Vandregnskab i MarkOnline.

Til toppen

ARRANGEMENTER OG KURSER

Download pdf