Udgivet d. 23-04-2026
Mange marker er allerede tilsået med årets vårafgrøder. Dog mangler der stadig en del lave, kolde og tunge arealer, men vejrudsigten ser god ud og de sidste marker kan også snart etableres.
Vintersæden og især vinterrapsen står rigtig godt og ser ud til at kunne leve op til forventningerne om et godt udbytte og kun lidt skal sås om eller isås.
Svampesygdomme ses, men er på et forventeligt niveau i forhold til den regnfulde periode vi har været igennem. Meldug og skoldplet har udviklet sig og kan være noget som skal behandles. Du skal selvfølgelig holde øje med dine marker, om der er et behov for behandling.
Billede 1 Vinterraps d. 22. april 2026. Foto: Henrik Otto Clement
Mangan er stadig aktuel mange steder og vårsæd kan blive udfordret på de lette jorde som er ved at være relativt tørre. Husk at medtage mangan, hvor det er relevant.
Billede 2 Vårbyg d. 22. april 2026. Foto: Henrik Otto Clement
Vintersæd og vinterraps bør gødes færdig nu, hvis det ikke er sket. Mangler der den sidste tildeling, bør mængden genberegnes, ikke mindst pga. de stigende gødningspriser, men også i forhold til forventet udbytte og pris på afgrøden.
I vårsæd der ikke er sået endnu, vil det være oplagt at overveje, om der skal gødes fuldt ud som planlagt. Mængden af tildelt gødning skal svare til forventet udbytte. Prisen på kornet i høst, kan vi kun gætte på.
Situationen på gødningspriser er meget usikker. Når gødningen er en knap resurse ude i verden, kan det betyde at der spares på gødningen og at høsten bliver mindre samt at prisen på kornet måske vil stige. Men igen, så er det umuligt at vide hvordan det hele udvikler sig.
Hveden er senere udviklet i år sammenlignet med sidste år og vi finder kun meget lidt meldug og ingen rust, der kan udløse en tidlig behandling. Skal du køre nu alligevel med ukrudts-, eller vækstreguleringsmiddel, er det formentlige en dårlig ide at tage lidt svampemiddel med. Vent i stedet til skadestærsklerne for svampe er overskredet:
Alle de mest dyrkede sorter, undtaget SY Revolution er modtagelige mod gulrust der, sammen med brunrust er de potentielt mest tabsvoldende sygdomme i hvede. En oversigt over sorterne ses i tabel 1.
Septoria er i princippet først aktuel fra vækststadie 32, når 2 knæ kan mærkes. På dette tidspunkt er 3. øverste blad, som helst skal holdes sund, fremme. Udviklingen af planter varierer ofte i marken, så i praksis skal der holdes øje/vurderes nedbør ifølge tabel 2 fra vækststadie 31-32.
Tabel 1 De mest udbredte hvede-sorters modtagelighed for svampesygdomme. Kilde: SEGES
Tabel 2 To modeller for ”skadestærskler” for septoria, hhv. nedbørsmodel og bladfugtmodel. Hvis man går med bladfugt-modellen, kan data følges på CropManager.dk. NB hvis man planlægger at bruge Balaya, skal denne bruges senest vækststadie 40, FØR skridning uanset modellens anvisning. Kilde: SEGES.
Hvedebladplet, der typisk ses i større stil i pløjefri 2 års hvede, er mere varmekrævende end septoria og ses derfor ofte senere end denne. I de tidlige stadier, indtil vækststadie 32, udløser 75 % angrebne planter behandling. Midler med meget ”Proline”, Proline EC, Proline Xpert, Propulse m.fl. er bedst mod bladplet
I hveden, hvor flere behandlinger mod rust kan blive aktuelt, er det vigtigt at planlægge strategisk, så man ikke får låst mulighederne fremadrettet ved dårlige valg i de første behandlinger, se tabel 3.
0,3 l/ha af et middel med meget tebuconazol, Orius, Folicur X. og lign, i vækststadie 31, tæller 72-90 % triazol i ubejdset korn. Efter sådanne behandlinger er der ikke plads til fx. 0,5 l/ha Balaya i vækststadie 38 (33% triazol). Dertil kommer, at de fleste midler højst må bruges 2 gange pr sæson. Dermed kan mulighederne for effektiv behandling senere være begrænset, hvilket er ærgerligt, da det typisk er de senere behandlinger som i tabel 4 og 5 der er de mest rentable.
Tabel 3 Behandling under strækning, dvs. fra vækststadie 31. Her foretrækkes løsninger med nogen septoria- effekt i de fleste sorter
Tabel 4 Behandling på faneblad/før skridning
Tabel 5 Behandling under/efter skridning
Billede 3 Gulrust i (Pacman) hvede juni 2025. (Foto: Birgit Vestergård, SAGRO)
Billede 4 Hvedebladplet og septoria i 2. års pløjefri vinterhvede. Hvedebladplet er runde/aflange og med en anderledes farvet plet midti. Septoria er de mere uregelmæssige og større pletter. (Foto: Birgit Vestergård, SAGRO)
Nu, da mange rapsmarker er i begyndende blomstring, kan vi konstatere, at de fleste marker har fine grønne blade og at lys bladplet heller ikke blev et stort problem i år. Dermed kan vi fokusere på den ”typiske” svampebehandling, i starten af blomstringen, når 50-60 % af blomsterne på hovedskuddet er sprunget ud, som på billede 5. Når kronbladene falder og klistrer fast til bladfæsterne, dannes der en god indfaldsvej for knoldbægersvamp. Behandl gerne før bladene falder i større stil.
Billede 5 Vinterraps i vækststadie 65. (Foto SEGES)
Det gennemsnitlige brutto-merudbytte for svampebekæmpelse (0,35 l/ha Amistar + 0,45 l/ha Orius Gold st. 65) i 129 landsforsøg i årene 2005-2021 har været 2,8 hkg. 75 % af forsøgene gav rentable effekter.
Det bedste bud på dette er nok sammenstillingen i fig.1, hvor der ses en lille forøgelse i merudbytterne ved at køre 2 gange. Sandsynligvis fordi at 2 behandlinger dækker bedre af i forhold til, hvornår der er smitte. Knoldbægersvamp smitter ret tidligt, mens skulpesvamp udvikler sig senere. Køreskade, målt til 0,6-1% ved 24 m sprøjte, er dog ikke medregnet. Køres der 2. gang, er det 10-14 dage efter 1. behandling. Vær opmærksom på at Propulse m.fl. kun må bruges én gang pr. sæson og at mange andre midler har et krav om et interval mellem 2 behandlinger på ofte 14 dage som angivet i tabel 6
Figur 1 Svampebekæmpelse i vinterraps. Kilde SEGES
Som det ses af figur 1, er der ikke stor forskel på de afprøvede midler, så man kan med fordel gå efter de billigste løsninger i tabel 6. Joust, er en ny ”Proline-kopi”, der modsat Proline EC 250 er godkendt til raps.
Eller at benytte denne lejlighed til at få ryddet op på lageret, herunder få brugt op af Propulse, hvis der er rigeligt til kornet.
Tabel 6 Løsningsforslag til svampebekæmpelse i vinterraps. Hvis der er anvendt et af de anvendte midler i efteråret, skal der tages højde for begrænsninger i godkendelsen. Priser m.m. ifølge Kornbasen.dk.
Knoldbægersvamp hæmmer rapsen ved at blokere transport af næring inde i stænglen. Virkningen er den samme om denne blokering sker øverligt eller i bunden af stænglen. Planterne skal derfor dækkes effektivt med svampemiddel fra top til bund. Det ideelle er at bruge meget vand, så man får dækket hele planten også på de nederste blade. Med konventionel sprøjteteknik betyder det langsom kørsel og minimum 250 l vand, gerne 300-400 l vand pr. ha.
Glimmerbøsser regnes generelt ikke som et problem når rapsen blomstrer, snarere et nyttedyr, der bestøver. Raps sætter i forvejen rigeligt med knopper og en del vil under alle omstændigheder aborteres.
Skulpesnudebiller bør bekæmpes ved 1-2 biller pr plante. Der er desværre stigende problemer med resistens mod de godkendte midler, Lamdex og Kaiso Sorbie. Tabel 7
Har du dårlige erfaringer med brug af Lamdex eller Kaiso Sorbie mod snudebillerne, er de sandsynligvis resistente. I så fald er det bedre at ”gemme krudtet” til en evt. indsats mod galmyg, der i øvrigt også er mere tabsvoldende.
Skulpegalmyg kommer fra sidste års marker. Da de ikke flyver særlig godt eller langt, er nabomarker til marker med svære angreb sidste år mest udsatte. De første 5-10 m af marken er ofte mest angrebet, og man kan overveje at nøjes med en randbehandling.
Galmyggene går på vingerne når antallet af graddage startende fra d. 1.-4. runder 80. Det er vi endnu langt fra i postnumrene i SAGRO-land. Bemærk at graddagsantallet kun siger noget om, hvornår myggene flyver, ikke noget om angrebsgraden, her må man selv vurdere risikoen ud fra ”raps-historikken” i nærområdet.
Tabel 7 Godkendte skadedyrs midler til raps i blomst. Begge midler er med bimærke og tidspunkt for behandling udenfor biernes flyvetid skal noteres i sprøjtejournalen. Kilde: SEGES
Fristen for etablering af blomster- og bestøverbrak er d. 30. april. Ordningen bestøverbrak er udgået i 2026. Det vil sige at der kun bør etableres brak som blomsterbrak.
Har du f.eks. 2. års bestøverbrak, kan det i stedet for fortsætte som blomsterbrak og derved have mere lempelige krav i forhold til antal arter pr. m2 som går fra tre til to. Tilskuddet for bestøverbrak er væk i 2026, så der alene kan opnås ca. 3000 kr. pr./ha inkl. grundbetaling.
Husk at der ikke må anvendes planteværn i hele kalenderåret, hvorfor det vil være en fordel at pløje forud for etablering, hvis der er meget græsukrudt. Sort jord og såning sidst i april sikrer de bedste forudsætninger for en god etablering.
Har du været forbi frøgræsmarken eller græsmarken for nylig, har du sikkert bemærket, at det ikke kun er frøgræs eller græs, der står derude.
Skræpperne er tydelige og svære at overse. De springer i øjnene og det er hurtigt at konstatere, at de fylder mere, end man kunne ønske.
Hvis det lyder bekendt, så er der en oplagt løsning: drone, databehandling og efterfølgende spotsprøjtning.
Lige nu er tidspunktet ideelt. De skræpper, vi ser i markerne nu, er nemme at registrere fra luften og det giver et præcist grundlag for en målrettet indsats. Med dronekortlægning kan vi lokalisere præcis, hvor problemet er og nøjes med at sprøjte dér. Det sparer både tid, kemi og penge.
Generelt: En hektar tager i gennemsnit ca. 1,25 minut i aktiv flyvetid ved 60 meters højde.
Det svarer til omkring 40-46 ha i timen og en omkostning på ca. 28 kr. pr. ha for selve droneflyvningen.
Ved flyvning med fokus på skræpper er der krav om en lavere flyvehøjde (ca. 40 meter) fra databehandlerens side. Det betyder, at kapaciteten falder til ca. 26–27 ha i timen.
Prisen er beregnet ud fra den aktive flyvetid. transport, markskift og anden passiv tid er ikke medregnet. Antal hektar pr. time afhænger af dronens flyvehøjde.
SAGRO-taksten er 1.055 kr. pr. time. Inkl. spotsprøjtningsfiler
På den sidste mark dronen var forbi, kan kunden forvente en besparelse på planteværn, på 82 % ved enkeldysse, se billede 6 og 65 % ved1 metersektion, se billede 7.
Har du marksprøjten, der kan håndtere disse filer og spotsprøjte, er du velkommen til at kontakte:
Philip Tinggaard
Mobil: 20166743
Telefon: 96296633
Mail: ptn@sagro.dk
Billede 6 Enkeldyse niveau
Billede 7 1 metersektion
Som det fremgår af figur 2, er der et vandunderskud på 27 mm. ifølge denne prognose for situationen d. 27. april. Vejrudsigten viser ikke tegn på nedbør af betydning måneden ud. En opstart af vanding kan derfor meget vel være aktuel inden for en uge.
Fordampningen i marker med fuld udviklet bladmasse, har en fordampning på ca. 3-3,5 mm pr. dag med de temperaturer der vil være i de kommende dage.
Det er vinterraps, græs- og frøgræs, vinterrug, vinterbyg og vinterhvede der er relevante til vanding i de kommende dage.
Gå en tur i marken og vurder på din egen mark, om der er behov for vanding. Vand gerne om natten og i moderate mængder, dels for at spare på vandet, men også energien.
Figur 2 Vinterraps og vinterrug. Vandunderskud på 27 mm d. 27. april.