Udgivet d. 14-11-2025
Der er stadig vintersæds marker der viser tegn på behov for mangan. Der er dog frost i vejrudsigten, så der må afventes en periode med mere gunstige vejrforhold.
I vinterraps ses der også enkelte marker med tegn på mangel af næringsstoffer. Med den vejrudsigt der er lige nu, må det forventes at væksten stopper og bladene trækker sig sammen, hvorved behovet for næringsstoffer reduceres. Se billede 1.
Sprøjtning med mangan kan gennemføres efter let nattefrost max. 1-3 °C frost, når blot planterne når at tø op i løbet af dagen. Udsprøjtning forud for kraftig nattefrost, under 4-5o C frost, kan give ganske betydelige svidninger. På regnvejrsdage med en meget høj luftfugtighed og lav lysintensitet, opnås den bedste effekt ved udsprøjtning i løbet af dagtimerne, mens sene aftensprøjtninger og morgensprøjtninger bør undgås.
Billede 1 De lyse pletter mellem bladnerverne tyder på mangel af næringsstoffer, formentlig magnesium- og manganmangel. Foto: Niels Holmgaard, planterådgiver, SAGRO
Når jordtemperaturen kommer under de 10 °C, er det tid til at bekæmpe græsukrudt mm. med Kerb 400 SC. Kerb 400 SC er en god resistens bryder og så er det muligt at tage mangan med, hvis der ikke er frost omkring sprøjtetidspunktet.
Temperaturen i jorden er stadig til den høje side til at anvende Kerb 400 SC, pt omkring 11 °C. Se figur 1.
Jordtemperaturen kan du finde i FarmTracking, hvis du har abonnement på FarmTracking. Du finder den på følgende måde:
Figur 1 På denne mark er jordtemperaturen i 10 cm. dybde 11 °C. Data kommer fra de samme data som før og dækker over postnummer områder.
Det er særlig vigtigt at bestille planteværn til kommende sæson netop i år. Der er mange midler der udgår i 2026 og der er salgsforbud allerede fra årets udgang, dog nogle først fra 28. februar 2026. Det drejer sig bl.a. om midler der indeholder DFF og derudover midler som Balaya og Propulse.
Kontakt din planterådgiver, hvis du ønsker hjælp til at beregne mængder af planteværn, du får brug for i kommende sæson og køb ikke mere end du kan få brugt i tide. Se den komplette liste og læs mere her.
Hvis du har sået hjemmeavlet udsæd, skal der betales forædlerafgift til sortsejeren. Forædlerafgiften er med til at betale udviklingen af fremtidens sorter. Afgiften varierer efter sort, og oplysninger om brug af egen udsæd skal indberettes til Danske Sortsejere, hvorefter man vil modtage en faktura på forædlerafgiften.
Et areal skal være til rådighed fra 15. marts til 25. oktober for at være støtteberettiget.
Har der været en bygningsparcel, skov, krat eller f.eks. juletræer og arealet ønskes med i EU-ansøgningen i 2026, skal rødder og andet som f.eks. nedtagne minkfarme, være fjernet på en måde, så arealet fremstår som dyrkningsegnet landbrugsjord. Arealet skal være klar til etablering af en afgrøde senest 14. marts, for at kunne opnå Grundbetaling.
GLM-10 står for de nationale krav til 4 pct. brak. Udover de 4 pct. kan der som i 2025 søges til flere bioordninger, herunder blomsterbrak, men det kræver at der har været søgt grundbetaling i 2025 for at opnå disse tilskud.
Har du et nyt areal, du skal have med som brak i 2026, kan du så blomsterbrak og derved opfylde kravet til 4 pct. ikke-produktivt areal, men du kan ikke opnå det højere tilskud under bioordningerne.
Husk at brak og bioordninger gælder for hele kalenderåret. Dette er i øvrigt også gældende for klima- og miljøvenligt græs.
Det nye GLM 10-krav påvirker bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed. Her kan du se betydningen for bio-ordningen biodiversitet & bæredygtighed:
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, oplyser, at de som vanligt begynder udbetaling af landbrugsstøtte i primo december.
De endelige tilskudssatser er fastsat og der er en del ændringer på beløbene i forhold til, hvor stor søgning der har været til de enkelte ordninger.
Nogle ordninger er underansøgt andre overansøgt, men beløb kan så flyttes imellem ordningerne, dog inden for bestemte rammer. For 2025 har der været overansøgt på ha-støtten, så den bliver 0,25 % mindre end forventet. Til gengæld er andre ordninger tilført betydelige beløb fra andre ordninger som har været underansøgt, se tabel 1.
Nyt tillæg i 2026: 1.950 kr. pr ha til arealer placeret på kulstofrige arealer og arealer med vådområdepotentiale. Det skal forventes, at tillægget alene gives til arealer med overlap til dette kortlag, så det kan blive delområder af marker.
Tabel 1 Tilskudssatser 2025 til udbetaling for grundbetaling og bio-ordninger og forventede beløb for 2026. Kilde: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
Husk at arealer der ligger brak, eller med klima- og miljøvenligt græs eller er ansøgt med en bioordning, skal ligge uden jordbearbejdning hele kalenderåret for at være støtteberettiget.
Ikke tilladt aktivitet er sprøjtning, dræning, kalkning og egentlig jordbearbejdning eller anden landbrugsaktivitet. Mindre reparationer af dræn kan udføres, f.eks. grave ned til et underliggende brønddæksel for inspektion eller spuling af dræn.
Styrelsen anvender fysisk kontrol og satellit til at overvåge, om der kommer ”sorte marker”, hvor disse ordninger er ansøgt.
Der har i 2025 været en del sager, hvor der ikke har været overholdt reglerne for 4 % brak. Er der ikke andet brak til at erstatte, kan det få meget alvorlige konsekvenser på udbetalingen af hektarstøtten.
Nedenstående anbefalinger er blevet til i samarbejde med Agrocura. Kontakt Agrocura ved spørgsmål.
Det er muligvis et af tidens mest komplicerede spørgsmål.
Egentlig burde det ikke være så svært: hovedingrediensen kvælstof hives ned fra luften via Harber-Bosch processen, en energikrævende proces. Der er derfor en vis logik i at antage, at energiprisen sætter barren for, hvad gødning kan koste.
Sådan har det været historisk, sådan er det ikke længere. Krig og toldmure komplicerer markedet. Vi har tidligere fortalt om at russerne i juni, havde held til at eksportere tæt ved 1.000.000 t. gødning til EU, hvilket virker helt absurd, i forhold til det sanktionsregime EU skulle forestille at underlægge Rusland. Det blev da også modsvaret af en forsinket importtold, der blev indført i juli.
Den billige russiske gødning nok har holdt prisen i skak hen over efteråret, men det pres er opslugt i markedet og EU forsynes nu primært af udbydere fra EU, hvor Yara er den markant største med ca. 80 %.
Allerede 17. oktober varslede Yara de første stigninger, og der er netop varslet yderligere stigninger på 15-17 kr. pr. 1. december.
Det gyldne spørgsmål. Hvad støtter Yaras priser?
Begge faktorer er prisstyrkende og vil støtte Yara's priser.
Flere i den landbrugsfaglige branche synes ikke om bytteforholdet: Forholdet mellem pris på korn og pris på gødning er drejet til ugunst for landbruget, det taler mod at handle under det nuværende bytteforhold, bl.a. kornbasen
Jeg vil modsat anbefale, at man skynder sig at dække min. 70 % af næste års forbrug af, til det nuværende prisniveau.
Her skal man se på hvem, der de næste 4 måneder er forpligtiget til at sælge og levere gødning: Det er overvejende de danske andelsselskaber.
Som andelsselskab forpligtiger du dig til at aftage andelshavernes varer og på samme måde forsyne andelshavere med de afgørende værktøjer til, at de kan drive deres virksomhed, konkret med såsæd, gødning og planteværn.
Andelsselskaber er meget bevidste om deres opgave. Da gødning er meget tonstungt at flytte, skal handler og logistik være på plads i god tid, før varen skal bruges i det tidlige forår. Det betyder, at vinduet til at disponere og handle fra nu og til foråret, bliver meget lille.
Den eneste udbyder til at levere den volumen er Yara.
Der gøres alt for at få f.eks. Belgisk og Iberisk gødning, men det fylder for lidt og alle vil have det.
Konklusion: Meget taler for, at det NU er tiden til at dække sig ind!
Bliv klar til at føre din sprøjtejournal digitalt.
Klik ind på datoen for at læse mere om kurset og tilmelding: