Udgivet d. 12-06-2025
Det ser ud til, at der ikke bliver behov for at bekæmpe kornbladbillens larve i vårbyg og havre. De fleste marker er nu under skridning, og bekæmpelse er dermed ikke længere rentabel.
Vi ser generelt ikke mange lus, men se efter dem, ikke mindst pga. vi nu får lidt højere temperaturer de næste dage. De optræder oftest i akset på hveden, på nederste del af strået i vårbyg og havre, og mere spredt i ærter og hestebønner.
Bladlus i hvede, vårbyg og havre:
OBS! Vær opmærksom på midlernes sprøjtefrister.
Vi har løbene skrevet om svampebekæmpelse, og her kommer en status.
Svampesprøjtninger i vinterraps og vinterbyg bør være afsluttet nu.
Vinterrug og vinterhvede er tæt på at passere vækststadie 69, blomstring helt afsluttet, som er sidste frist for anvendelse af svampemidler i disse afgrøder.
Det tørre forår gav optimale forhold for rustsygdomme og lige nu er det brunrust i vinterrug og i vinterhvede er det udover septoria, gulrust der ses i hvedemarkerne. Gulrust ses oftere i år, og der er tegn på mindre modstandskraft i flere af sorterne mod nye varianter af gulrust. Da gulrust kan være meget tabsgivende, er det vigtigt at følge udviklingen i markerne.
Læs mere om bekæmpelse i vinterhvede i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 18 og vinterrug i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 16.
Vårbyg er ved at være skredet igennem nu mange steder og hvis der ikke er foretaget en svampebekæmpelse endnu, så er det et godt tidspunkt at få det gjort nu, gerne sammen med f.eks. Cerone mod aksnedknækning. Læs mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 15.
Havre er nu ved at skride igennem de fleste steder, og der bør derfor ses efter om der er behov for bekæmpelse af svampe. Det er typisk meldug og bladplet der ses i havre. I havre ser vi meldug en del steder. Sorten Delfin er resistent, men andre sorter er modtagelige og kan få en del meldug, så der er behov for bekæmpelse. Læs mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 15.
Hestebønnerne er godt i gang med at blomstre nu og vi ser de første tegn på chokoladeplet. Bekæmpelse bør iværksættes ved begyndende angreb under blomstring. Overvåg svampesituationen nøje. Læs mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 16.
Ærterne er ligeledes begyndt at blomstre. Der er set ærte- og gråskimmel flere steder og der bør bekæmpes 14 dage efter begyndende blomstring. Læs mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 16.
Nøgen brand i vårbyg ses allerede nu. Se billede 1. Der er normalt altid ganske enkelte at finde i markerne, men der kan være partier af udsæd, hvor der er lidt flere end normalt. Nøgen brand er udsæds båren og bekæmpes ved bejdsning af udsæden med Redigo Pro 175 FS.
Har du købt certificeret udsæd og kan finde 3 % angrebne aks, gives der 10 % af udsædens pris i erstatning. Erstatningen udregnes efter en tabel, stigende op til 30 % angrebne aks, derefter er det en individuel vurdering.
Billede 1 Nøgen Brand i vårbyg. Videbæk, 9. juni 2025. (Foto: Henrik Otto Clement, SAGRO)
Det er snart muligt at kunne søge om nye 5-årige tilsagn til Pleje af græs- og naturarealer, hvor der gives et tilskud til at afgræsse eller tage slæt på særlige naturarealer, samt lavbund- og vådområder.
For nye tilsagn til slæt, forventes det dog kun at være muligt i bestemte områder (fuglevenlig drift) og at slæt skal foretages efter 1. september.
For både afgræsning og slæt, kan tilskuddet kombineres med grundbetaling eller søges uden grundbetaling. Derved kan tilsagnet være med til at hæve tilskuddet på et areal, samtidig med at plejen gavner biodiversiteten.
Siden 2023 har ordningen været mere fleksibel og tilgodeser en mere ekstensiv drift af græs- og naturarealerne.
Tilskudssatserne forventes at være:
Vi kan som naturrådgiver være behjælpelige med at kortlægge mulighederne, udarbejde ansøgningen om tilsagn, valg af den mest optimale kontrolmetode for afgræsningen og gennemgang af regler og forpligtigelser.
Derfor anbefaler vi, at du kontakter en naturrådgiver, se nedenfor, for at afklare mulighederne på dine arealer.
De fleste steder har man kunnet nulstille vandregnskabet. Det er nu vigtigt at følge og notere nedbøren, så vandingsanlægget kan startes op igen ved behov. Prioriter afgrøder under blomstring, derefter afgrøder under skridning og dernæst afgrøder under kernefyldning.