Udgivet d. 03-06-2025
Gulrust ses nu i flere hvedesorter og -blandinger i varierende angrebsstyrke. Enkelte marker er kraftigt inficerede med tydelige reder af gulrust. Det lune og fugtige vejr giver optimale betingelser for hurtig spredning, hvilket kan medføre betydelige skader på kort tid. Derfor anbefales det kraftigt at overvåge markerne nøje og straks iværksætte effektiv bekæmpelse, hvis angreb opdages.
Fotoet nedenfor fra den 2. juni viser et gulrustangreb i Pacman-hvede nær Holstebro. Marken blev behandlet med 0,65 l/ha Balaya den 21. maj – en effektiv behandling mod gulrust med en beskyttelseseffekt på op til 2 uger. Da det er ved at være 2 uger siden mange behandlede hveden med Balaya, står mange hvedemarker nu ubeskyttet mod gulrust. De fleste marker har akset fuldt gennemskredet, og derfor kan en behandling mod gulrust kombineres med aksbeskyttelsen mod septoria.
Billede 1 Gulrust i Pacman-hvede, Holstebro, 2. juni 2025 (Foto: Birgit Vestergaard, SAGRO)
Eftersom gulrust nu forekommer i flere sorter og blandinger, herunder den udbredte sort Pacman, anbefales det at bruge rust-robuste midler og doser i den kommende aksbeskyttelse. For at skåne triazolregnskabet kan midler som Comet Pro og Pictor Active anvendes, da de ikke belaster dette.
Anbefalet aksbeskyttelse i vinterhvede:
0,4 l/ha Propulse + 0,25 l/ha Comet Pro eller Pictor Active
(Ved aktivt gulrustangreb øges dosis til 0,4–0,5 l/ha af Comet Pro/Pictor Active)
Meldug er observeret i flere havremarkeder. Sorten Delfin er resistent, men andre sorter er modtagelige. Overvåg markerne nøje. Læs mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 15.
Angreb blev set op til sidste uges regnvejr. Regnen har skyllet mange larver ned i afgrødernes bund, hvor de gør mindre skade. Kun gnav i de øverste 2–3 blade har udbyttemæssig betydning. Skadestærskel: 0,5–1 larve pr. strå.
Evt. bekæmpelse:
0,15 kg/ha Lamdex eller 0,075 kg/ha Kaiso Sorbie
Billede 2 Kornbladbillens larver laver karakteristiske "vinduer" i bladene, som hæmmer fotosyntesen (Foto: SEGES)
Hestebønnerne begynder nu at blomstre, og vi ser de første tegn på chokoladeplet. Bekæmpelse bør iværksættes ved begyndende angreb under blomstring. Overvåg svampesituationen nøje. Se mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 16.
Billede 3 Chokoladeplet i begyndende angreb i hestebønner (Foto: SEGES)
Nedbøren i sidste uge var meget ujævnt fordelt – fra ca. 20 mm til knap 50 mm. Justér vandingsbehovet ud fra dine egne målinger. Det er vigtigt at sikre vandforsyningen frem til 3–4 uger før forventet høst. Vandbehovet aftager en smule i den sidste fase, men vandmangel under kerne-/frøfyldning bør undgås, da det nedsætter kernevægten.