Udgivet d. 04-05-2023
Reducer gødningsmængden hvis du forventer lavere udbytte pga. sen såning.
Vi er nu i starten af maj og derfor er udbyttepotentialet for både vårbyg og havre hastigt på vej ned. Gødningstildelingen bør doceres i forhold til forventet udbytte som 1. maj vil være 15-30 % mindre, mest i havre. Det har særlig betydning for indholdet af protein i maltbyg, med risiko for at få et for højt indhold.
Husk mangan, ikke mindst i sent såede marker, som har brug for de mest optimale vækstbetingelser.
Det er tid til at se efter om der er behov for opfølgende bekæmpelse af ukrudt i vintersæd.
Det kan være rodukrudt eller græsser der står pletvis eller f.eks. i forager. Der er midler der må anvendes mod f.eks. nogle græsser efter stadie 32, 2. knæ mærkbart og indtil stadie 39, fanebladet fuldt udviklet og få andre mod rodukrudt indtil stadie 45, Fanebladets bladskede opsvulmet. Se mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 5.
Vintersæden har nået strækningsfasen og der kan vækstreguleres ud fra de anbefalinger som vi skrev om i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 6.
Husk at overveje om det er nødvendigt at vækstregulere. Der må ikke vækstreguleres i en afgrøde, der er stresset eller ved udsigt til nattefrost. Vækstregulering kan være aktuel, når der er tale om en sort med høj risiko for lejesæd, tidlig såning, meget husdyrgødning, eller hvis afgrøden har en meget kraftig vækst.
Vækststadierne er vigtige både for brugen af mange ukrudtsmidler men også svampemidler.
De vigtigste er listet her, men har du brug for at se alle stadierne så kan de findes her.
|
Stadie |
Beskrivelse |
|
30 |
Begyndende strækning |
|
31 |
1. knæ mærkbart |
|
32 |
2. knæmærkbart mindst 2 cm afstand til 1. knæ |
|
37 |
Fanebladet er synligt men sammenrullet |
|
39 |
Fanebladet er fuldt udfoldet |
|
41 |
Fanebladets bladskede begynder at strække sig |
|
45 |
Fanebladets bladskede opsvulmet |
|
59 |
Akset fuldt gennemskredet |
|
61 |
Begyndende blomstring, første blomst åben (ikke nemt at se i byg) |
Generelt har svampetrykket indtil nu været moderat i vintersæd. En del fugtelskende svampe forventes dog at bryde frem med lunere vejr. Og med en del nedbørsdage i prognosen, forventes ny smitte. Så det er på høje tid at få finpudset strategien.
Næsten alle svampemidler har begrænsninger i anvendelsen, fx hvor mange gange de må bruges mm. Det er derfor vigtigt - især i modtagelige sorter - at få startet strategisk, så man ikke bliver begrænset ved evt. senere behandlinger.
Høje kornpriser øger rentabiliteten ved svampebehandling. Det er dog først ved en (hvede-) pris på 250 kr./hkg, der har været rentabilitet i følge Landsforsøgene ved at øge doseringsniveauet i forhold til tabellerne i det følgende.
Ved høje kornpriser er der til gengæld ofte betaling for todelte strategier. Men især mod septoria i vinterhvede er det vigtig at undgå for tidlige behandlinger, omkring stadie 32 (2 knæ mærkbare), hvis der ikke er klart behov. Disse tidlige behandlinger bidrager sjældent meget til slutresultatet. Det skyldes bl.a. at de ”slider” på svampe-effekten af senere behandlinger, som er de vigtigste i forhold til merudbyttet.
Vigtigste nyhed er nok, at Pictor Active er godkendt i byg og hvede. Pictor Active er ikke nogen forbedring i hvedestrategierne, og derfor ikke med i SAGROs forslag i hvede. I byg kan midlet til gengæld være relevant. Det indeholder meget ”Comet”, og er derfor stærkere mod bladplet, men svagere mod Ramalaria og meget svagere mod meldug end Propulse. En blanding af de to midler har givet merudbytter på niveau med rent Propulse i 2022-forsøgene i byg.
Meldugspecialisten Talius er til gengæld på vej ud af markedet. Det må bruges indtil 1/4 2024. Herefter skal den nye udgave, Talius EC bruges.
Efter de nye triazolregler, der afhænger af både vækststadium og bejdsetype skal man holde tungen lige i munden. Mht. bejdsning, er det typisk tebuconazol-holdig bejdser som f. eks Redigo Pro, der tæller med. I tabellerne regner vi kun med, vinterbyg er bejdset med dette triazol.
I FarmTracking og MarkOnline virker triazol-kontrollen, men vel at mærke kun hvis man har tastet afgrøde-stadium og vinket korrekt af m.h.t. bejdsning.
En del svampemidler har afstandskrav til vand. Dette kan nedsættes til 2 m ved brug af 90 % afdriftsreduktion. Vær også opmærksom på Propulse SE 250 og andre midler med afstandskrav til veje m.m. ikke kan nedsættes ved brug af afdriftsreducerende teknik.
Især i vinterhvede er der målt vigende effekt af svampemidlerne efter for hyppig brug. Undgå især septoria-aktive midler tidligt i sæsonen, hvis behovet er usikkert. De almindeligt dyrkede sorter er heldigvis noget mindre modtagelige for septoria end for blot 3-4 år siden. Behandl derfor kun når skadetærsklerne for de respektive sygdomme er overskredet:
Heerup, RGT Stokes, og KWS Extase er de mest modtagelige blandt de almindeligt dyrkede. Indtil nu har vi ikke set gulrust. Husk en gulrust-behandling holder typisk i 14 dage.
Den aktuelle marks læ forhold, N-niveau eller stress-tilstand betyder mere end sorten, da der er begrænset forskel på sorternes modtagelighed. Talius er bedste middel mod meldug, og da det er uden septoria-effekt, slider det ikke på de septoria-effektive midlers effekt.
Sorternes modtagelighed er listet op i tabel 1, der viser ”skadetærskler” mht. fugt/nedbør.
Antallet af sammenhængende timer med bladfugt kan følges dagligt på CropManager.dk
Tabel 1 To modeller til beslutningsstøtte for septoria bekæmpelse.
Løsningsforslag
Det mest effektive septoria-middel, Balaya bør reserveres til den vigtigste behandling: når fanebladet er fremme. Også i septoria-sunde sorter og sortsblandinger er Balaya aktuel. Ved behandlingsbehov under strækning foretrækkes midler uden septoria-effekt, medmindre der er septoria-risiko. Ved behov for supplerende behandling efter skridning foretrækkes Propulse, hvis midlet ikke allerede er brugt. Se strategier og løsninger i tabel 2.
Tabel 2 Løsningsforslag til svampebehandling i vinterhvede. Husk at sammensætte en plan over sæsonen, så de maximale 100 % triazol ikke overskrides. Reserver 34- 50 % triazol til 0,5 l/ha Balaya på fanebladet. Midler med ”kritisk triazol” er med rød skrift. Priser ifølge Middeldatabasen.dk, pr. september 2022
Billede 1. Aksfusarium i vinterhvede. Ses mest efter majs, evt. hvede/triticale som forfrugt. Fugt omkring blomstring fremmer svampen. For at behandling skal have effekt, skal den ske omkring hvedens blomstring og med relativt høje doser.
Billede 2: Septoria (de store plamager) og hvede-bladplet (de små afgrænsede pletter, der er anderledes midt i) på samme blad. Hvede bladplet er værst ved pløjefri 2./ flerårs hvede.
I vinterbyg har vi ikke set det samme skift mod sundere sorter som i vinterhvede. En todelt strategi vil derfor ofte være aktuel. I år har en del allerede været ude med 1. behandling. En tidlig behandling indeholdende Comet Pro er ofte aktuel ved forfrugt byg og pløjefrit. Her har især bladplet gode betingelser. Behandlingen i slutningen af strækningsfasen med Propulse + Comet Pro/Pictor Active bør prioriteres, da blandingen virker på alle relevante svampe i byg. Herudover kan der suppleres med billigere midler mod andre sygdomme som vist i tabel 3. Husk i denne forbindelse, at der skal gå 3 uger mellem 2 Comet Pro-behandlinger. Skadetærskler:
Tabel 3. Løsningsforslag i vinterbyg. Behandl kun hvis skadetærsklerne for de respektive svampe er overskredet. Midler med ”kritisk triazol” er med rød skrift. Priser ifølge Middeldatabasen.dk pr. september 2022
Billede 3 Ramularia i vinterbyg. Propulse og Pictor Active angives at være gode, men der er efterhånden en del resistens i svampen.
I vinterrug er indsatsbehovet lavt i forhold til de øvrige vintersædsarter. Undtagelsen er dog brunrust, der normalt dog først kommer sent. I år har en del behandlet rug mod skoldplet m.m. omkring 1 maj. Har man allerede behandlet med fx Comet Pro og Proline/Proline Xpert, kan sidste behandling med fordel ske sidst i maj med ca. 0,2 Orius Gold/Folicur Xpert, der begge er gode mod rust. Skadetærskler:
- Meldug: Under strækning: 25 % angrebne planter. Herefter, til og med gennemskridning: 50 %. KWS Serafino er resistent mod meldug. De øvrige sorter er mere eller mindre modtagelige og markens læ-forhold, N-forsyningen m.m. er mere afgørende end sortens genetik.
- Skoldplet: Fra st. 32 til halv gennemskridning: Efter en fugtig periode og ved angreb, der spreder sig opad. Alle sorter er modtagelige
- Brunrust: 10 % angrebne planter frem til st 69 (afsluttet blomstring)
Brunrust er den mest tabsvoldende svamp i rug og alle forslag i tabel 4 har derfor effekt mod rust.
Løsningsforslagene i tabel 5 er som udgangspunkt tiltænkt foderrug. Kan man ikke vækstregulere, på grund af tørke/kulde-stress eller ved brødrug, kan man overveje en todelt-strategi eller lidt højere indsats for at styrke strået.
Tabel 4. Løsningsforslag i vinterrug. Behandl hvis de respektive skadetærskler er overskredet eller for at styrke stået, hvor egentlig vækstregulering ikke er muligt. Midler med ”kritisk triazol” er med rød skrift. Priser ifølge Middeldatabasen.dk pr september 2022. Der er her taget udgangspunkt i en enkelt behandling. Ved splitbehandling bruges ca. 0,2 l af midlerne pr. gang.
Billede 4 Skoldplet i rug. Modsat i byg dannes der ingen mørk rand omkring pletterne.
Alle sorter er modtagelige for gulrust, som er den værste svamp i triticale. Cappricia og Neogen er meget gulrust-modtagelige. Septoria er mindre tabsvoldende end i hvede. Som tommelfingerregel skal der 8-10 nedbørsdage omkring skridning (st. 37-65) til at udløse septoria-alarm i triticale. Altså ca. det dobbelte ift. hvede. Under strækning kan meldug være tabsvoldende i de fleste sorter. Vi foreslår derfor kun midler med fornuftig meldugeffekt under strækningen. Se tabel 5.
Da vi ikke har nogenlunde sikre skadetærskler for triticale, kan man skele til tærsklerne for hvede.
Tabel 5. Løsningsforslag i vintertriticale. Midler med ”kritisk triazol” med rød skrift. Priser ifølge Middeldatabasen.dk pr september 2022.
De første gule kronblade er begyndt at falde af i mange rapsmarker. Dermed er der risiko for angreb af knoldbægersvamp. Det er derfor tid til første svampebehandling, vi anbefaler mindst én behandling, og eventuelt en anden behandling ca. 14 dage senere. For at beskytte rapsens mange bladhjørner, er det vigtigt at bruge en tilstrækkelig vandmængde, mindst 300 l/ha. Til bekæmpelse benyttes fx 0,35 l/ha Propulse SE 250 + 0,45 l/ha Orius Gold eller fx 0,35 l/ha Propulse SE 250 + 0,3 l/ha Pictor Active eller 0,3 l/ha Pictor Active + 0,45 Orius Gold. Se mere om behandlinger og strategi i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 10.
Insektbekæmpelse er IKKE en selvfølge. Tværtimod. Selvom der skulle være enkelte skadedyr i rapsen, skal du KUN bekæmpe dem hvis skadetærsklen er overskredet. Hvis du finder 1-2 skulpesnudebiller pr plante, kan bekæmpelse være rentabel, men da midlerne også tager livet af de snyltehvepse der ellers parasittere 30-70% af skulpesnudebillerne, skal behandling kun udføres ved et reelt behov. Samtidig skubber enhver skadedyrsbekæmpelse til resistensudvikling iblandt skadedyrene. I Tyskland bekæmper man ikke længere skadedyr i raps, da effekten er for lille grundet resistens.
De gængse midler er kontaktmidler. Da rapsblomsten endnu strækker sig meget (se billede 1), vil effekten kun have få dages effekt før rapsen er vokset så meget at effekten er begrænset.
Til bekæmpelse benyttes 0,2 l/ha Lamdex eller 0,1 l/ha Kaiso Sorbie. Midlerne virker også mod skulpegalmyg. Kaiso Sorbie må benyttes én gang i sæsonen og Lamdex 3 gange. Begge midler har bimærke og må derfor kun udbringes mellem ca. 21 og 03, tjek at der ikke er bier i marken.
Billede 5 Vinterraps i blomst. Som det ses, er de nederste blomster afblomstret, men blomstertoppen er endnu ikke færdig med strækning. En skadedyrsbekæmpelse på nuværende tidspunkt vil ikke dække det plantemateriale der endnu ikke er udviklet. Foto: Susanne Frydendal Nielsen, SAGRO.
Bekæmpelse af rodukrudt som tidsler, padderokker, svinemælk og gråbynke bør foretages senest når afgrøden er i vækststadie 39, fanebladet helt udfoldet, for at undgå skader på kornet, og hvis der anvendes et MCPA-middel, er det ikke godkendt senere end vækststadie 39. Sprøjt gerne, når der er 15-20 °C og hold helst mindst 14 dages afstand til tidligere ukrudtssprøjtning, for at sikre at rodukrudtet er kommet i god vækst. Overvej om du kan nøjes med bekæmpelse i angrebne områder eller yderkanten.
Rodukrudtet kan bekæmpes med et MCPA-middel med 1 l/ha, f.eks. Metaxon. Kan evt. blandes med svampemiddel. Tilsætning af ammoniumsulfat og spredeklæbemiddel øger effekten mod tidsler og padderokke, især under tørre forhold.
Mustang Forte kan også anvendes med 0,5 l/ha. men kun indtil stadie 32, 2. knæ mærkbart. Læs altid etiketten, Mustang Forte har mange restriktioner, bl.a. vedr. efterfølgende afgrøde og anvendelse af halm.
Frem til 23. maj kan man:
Fordampningen ligger i disse dage på 2,5-3 mm fra vintersæd og vinterraps. Hvis vejrudsigten holder, vil især vinterraps og vinterbyg komme i risiko for tørkestress mange steder (se de gule felter i figur 1). Det er derfor tid til at få vandingsmaskinen startet op. Hvis det tørre vejr fortsætter, vil mange afgrøder inden længe have behov for vanding og for at undgå at komme bagud fra start, er det især relevant at starte med vanding i vinterraps og vinterbyg. Raps er særligt følsom for vandmangel under blomstring, mens korn er følsom under strækning og frem til afsluttet blomstring.
Abonnerer du på FarmTracking har du adgang til cropmanager.dk, begge steder kan du se markernes vandbalance og selv tilføje vandinger.
Figur 1 Vandbalancen for vinterraps, vinterhvede og vinterbyg. Når den grønne graf når det gule felt er der risiko for tørkestress. Figurerne tager udgangspunkt i JB 1 i Holstebroområdet. Fra Cropmanager 2. maj 2023.
Hvis du ønsker at genfinde noget vi tidligere har skrevet i TILVÆKST, kan du finde listen med alle årets tidligere numre af TILVÆKST Salgsafgrøder her.