Udgivet d. 22-03-2023
Kalenderen siger forår, og hvor vi nogle år på nuværende tidspunkt har været langt i etableringen af vårsæd, har både sne og regn gjort, at der endnu venter en del markarbejde med vårsæden. Men husk, at selvom du gerne vil i gang med både såning og gyllekørsel, så skader det mere end det gavner at køre ud på våd jord. Ikke alene laver du store spor ved kørsel med eksempelvis gyllevogn nu, kørsel med tunge maskiner medfører pakningsskader i langt højere grad, når der køres på våd jord, som du vil døje med i hele sæson og måske også kommende sæsoner.
Når jorden igen er tørret op, så du kan lave et godt fagligt håndværk og et såbed, der egner sig til såning. Husk at du med vores app, kan finde vejledende udsædsmængder tilpasset både dato og såbedets tilstand. Appen er gratis og kan hentes, hvor du normalt henter apps. Den hedder SAGRO. Når såningen går i gang prioriteres afgrøderne i denne rækkefølge: først hestebønner og ærter, dernæst vårbyg og havre.
Vi ser en del manganmangel, vær opmærksom på, om det også gælder hos dig. Det kan afhjælpes med 2-3 kg/ha mangansulfat tilsat sprede-/klæbemiddel. Du kan også anvende et flydende manganmiddel. Pas på svidninger ved udsigt til nattefrost.
Billede 1 Mange steder er jorden meget våd. Vent med markarbejdet til jorden er farbar og du kan lave godt fagligt håndværk i marken. Foto: Susanne Frydendal SAGRO
Der er ikke kommet nye aktivstoffer til brug i frøgræsset siden sidst, så vores forslag er velkendte løsninger.
Hvor meget og hvornår?
Ofte ses ukrudt i pletter eller striber i frøgræsmarker, fx efter sidste års halm eller kørespor. Overvej om der kan behandles målrettet i disse områder, evt. med højere dosis i forhold til resten af marken.
I nedenstående tabel 1, ses vores løsningsforslag, men bemærk:
Tabel 1 Løsningsforslag til opfølgende behandling i frøgræs (M.A. henviser til Mindre anvendelse)
På enkelte tidligt såede marker på lune lokationer er vinterbyg ved at nærme sig stadie 31, og dermed vil vækstregulering også kunne blive aktuelt inden så længe. På nuværende tidspunkt er vejrudsigten (som altid) usikker, men med udsigt til frost i begyndelsen af den kommende uge. Vi bringer dog emnet nu, men der kan gå endnu en tid før det er aktuelt hos dig. Det er vigtigt at afgrøden ikke er stresset af fx vandmættet jord, manganmangel eller kulde.
Både forsøg og vores erfaringer har vist, at jo tidligere vækstregulering indenfor de godkendte tidspunkter i strækningsfasen, jo bedre vækstregulerende effekt vil der opnås, forudsat at der sprøjtes under gode temperaturforhold og med grødevejr i den efterfølgende tid.
Det er dog langt fra alle marker som behøver vækstregulering; I hybridvinterbyg er der ofte behov for vækstregulering. I vinterhvede ser vi især problemer med lejesæd på lerjorde. Der er også sorter som har større tendens til lejesæd, pga. lavere stråstyrke end de andre sorter. Det gælder rugsorterne: KWS Serafino, KWS Igor og KWS Receptor og i vinterhvede er det sorterne Kvium og Chevignon. Vær opmærksom på, at brødhvede og brødrug på kontrakt ikke må vækstreguleres.
Vækstregulering af især rug på sandjord er én af de behandlinger, der oftest koster tab. Man skal undgå med stress både i dagene forud og efter behandlingen. Vurder derfor altid behovet før der vækstreguleres- og tag bestik af kommende uges vejrudsigt/nedbørsprognose.
Det anbefales generelt at vækstregulere vintersæd i strækningsfasen fra vækststadium 31-37. ’Cycocel-produkter’ fx Stabilan Extra og Trece 750 (ikke i vinterbyg) og ’Moddus-produkter’ med godkendelse før st. 31, kan dog anvendes fra vækststadium 30-31, hvis der er gode vækstforhold. I tabel 2 kan du se midlerne, samt hvilke stadier de er godkendt i, samt midlernes temperaturkrav.
Tabel 2 Oversigt over vækstreguleringsmidler til vintersæd og frøgræs. Vær opmærksom på, at der for mange midler er restriktioner for splitbehandlinger: lavere tilladt dosering end ved enkeltbehandling, og et givet minimumsinterval. Priser ifølge Middeldatabasen.dk.
Tid: tirsdag den 28. marts kl. 9.30-14.30
Sted: SAGRO, Majsmarken 1, 7190 Billund
Kom til en spændende temadag om markvanding. Vi stiller blandt andet skarpt på vandingsmaskinen, teknik, tilladelser, vandingsøkonomien og muligheder i fremtiden.
Mødet afsluttes ude i marken, hvor vi sætter gang i vandingsmaskinen, og har fokus på den praktiske del, så vi kan få mest muligt ud af din markvanding i 2023.
Læs mere og tilmeld dig på sagro.dk
Tid: Onsdag den 29. marts kl. 10.00-13.30
Sted: Ndr. Stavskærvej 28, 6800 Varde
Kom og oplev en spændende demonstration af no till og pløjefri etablering af vårbyg på sandjord. Der bliver mulighed for at se og opleve flere spændende såmaskiner tage udfordringen op – LIVE!
Før, under og efter er der mulighed for at møde folkene bag maskinerne, og få en snak om erfaringer og fremtiden.
SAGRO stiller på dagen med et stærkt hold af rådgiver, der vil vurdere og give deres meninger til kende om det udførte arbejde.
Kort sagt: der skal nørdes i den gode etablering! Er pløjefri etablering vejen til et bedre klima? ja, det skal vi nok også diskutere!
Læs evt. mere på sagro.dk