Udgivet d. 24-09-2026
Fritflue-angreb ses ret ofte i vintersædsmarker, og har sjældent stor betydning. Tidlige angreb, når der kun er 1-2 blade på kornet, kan dog være fatale, som det ses af foto 1.
Fluerne lægger typisk æg på græs og spildkorn før afgrøden etableres. Efter evt. jordbearbejdning arbejder larverne sig op i vintersæden. Ved tidlig såning er der flere larver i jorden/stub, der kan gnave sig i stængelbais end ved senere såning. Sort jord i længere tid mindsker angreb.
Da det stort set har vist sig umuligt at ramme dem på det rigtige tidspunkt i forsøg, anbefales sprøjtning ikke i vintersæd.
Fritflue-skader ses oftere i bestemte områder/bedrifter. Har du erfaring med mange afgnavede/visne blade eller sideskud i din vintersæd, er det bedste, du kan gøre at øge udsædsmængden for at bibeholde en tæt afgrøde.
Billede 1 Rug angrebet af fritfluer. De gullige larver ses øverst. Billedet viser fint, hvorfor tidlige angreb er de værste. (Foto SEGES)
Bygfluer lægger æg på det nyspirede korn. De gnaver sig ind i skuddet, hvor de fremkalder karakteristisk ”porre-agtig ” vækst. Typisk dør det angrebne skud over vinteren.
Også her er markernes placering tilsyneladende vigtig, da vi typisk ser angreb i bestemte områder, mest på sandede jorde.
Bygfluer kan bekæmpes kemisk, hvis det sker på det rigtige tidspunkt. I forsøg har der været god effekt af 0,2 kg/ha Lamdex i st. 11-12. Og nærmest ingen effekt en uge senere. Lamdex har en Mindre Anvendelses- godkendelse i vintersæd i st. 9-12
Vi overvåger ikke bygfluer via fangst på limplader længere, og har ikke nogen skades-tærskel.
Behandl kun med 0,2 kg/ha Lamdex, hvis følgende 3 ting gælder:
OBS: Overflødige skadedyrs-sprøjtninger er dårlige for både økonomi og resistensudvikling.
Billede 2 Bygfluens ca. 1 mm lange, hvide æg. (Foto. Per Skodborg Nielsen, SAGRO)
Billede 3 Bygflue-angreb på vinterhvede. T.v. ses den typiske ”porre-agtige” vækst. (Foto: Birgit Vestergård, SAGRO)
Vi ser væltede raps i mange marker lige for tiden. Planter, der bliver violette eller bare har lagt sig til siden. Første mistanke var angreb af kålfluenslarve, der kan gnave rapsen rodhals over lige ved jordoverfladen. Men der har ikke været larver i de planter, vi har undersøgt. Derfor er bedste bud at rapsplanterne er skadet af den hårde blæst vi havde sidste uge. Vinden har formentligt fået rapsen til at dreje rundt, hvorved rodhalsen er blevet skadet, eller revet helt over. Ingen af ovenstående udfordringer kan vi gøre noget imod, men vi kan glæde os over rapsens store kompensationsevne, da selv få planter pr. m2. kan give fuldt udbytte.
Billede 4 Væltede rapsplanter, der har mistet rod forbindelsen. (Foto: Niels Holmgaard, SAGRO)
Vi har tidligere skrevet at MAB-autoriserede landmænd måtte handle/omfordele midler med salgsforbud inden datoen for anvendelses, - og besiddelsesforbud træder i kraft. Dette er højaktuelt for de pfas-holdige ukrudtsmidler til brug i vintersæd. DFF, Legacy og Mateno Duo m.fl.
Denne tolkning er Miljøstyrelsen ikke enig i! Det betyder, at hvis du vil sælge et middel med salgsforbud til en kollega uden problemer med juristerne, skal du selv udsprøjte det som en maskinstationsopgave. Husk i givet fald at udfylde en sprøjtejournal over opgaven.
Hvis du vil tjekke, om et givet CVR-nr. er MAB-autoriseret og f.eks. må køre som maskinstation, kan det ses på mst.dk