Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 17

Udgivet d. 04-06-2026

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Henrik Otto Clement

Afgrøderne står generelt rigtig fint og med udsigt til et godt udbytte. Vinterraps og vinterbyg er nået ganske langt i væksten og svampesprøjtningerne er de fleste steder afsluttet.

Vinterbyg

Der er en del nøgen bygbrand i nogle partier af vinterbyg. Se billede 1. Der kan opnås erstatning fra leverandøren af udsæd, men det er begrænset hvad der kan opnås i erstatning. En mark med 3 % angrebne planter giver 10 % i erstatning af udsædens pris.

Billede 1 Nøgen bygbrand i vinterbyg, 1. juni 2026. (Foto: Michael D. Fleng, SAGRO)

Vinterrug

Vinterrug har for det meste ikke brunrust af betydning, men kan behandles til og med vækststadie 69 som rugen vil nå i næste uge de fleste steder. Der er bekæmpelsesbehov ved mere end 10 % angrebne planter.

Vinterhvede

Vinterhveden er ved at skride igennem nu. Der må derfor ikke længere køres med Balaya og Talius. Inden længe skal der tages stilling til den afsluttende akssprøjtning.

Der er en del hvedemarker med en del meldug, så det kan være relevant at vælge svampemidler der har nogen effekt på både septoria og meldug, f.eks. Folicur Xpert EC 240, Proline Xpert EC 240, Prosaro og hvis du kan nå det senest i vækststadie 61, begyndende blomstring, Propulse. Se tabel 1.

Hvis du har sprøjtet med Balaya i st. 37-39, kan du regne med en virkning/afdækning mod Septoria i ca 14 dage, herefter behandles igen efter 4 regnvejrsdage eller 20 timers sammenhængende bladfugt.

Hvis der er aktiv gulrust, må der kun gå 10-12 dage mellem behandlinger, fordi Balaya ikke er så stærk på gulrust. I sådanne tilfælde skal der måske køres en ekstra gang. Under alle omstændigheder, skal den afsluttende sprøjtning være udført i vækststadie 69, afsluttende blomstring.

Særlig modtagelige sorter er: Champion, Pacman og KWS Dawsum.

Valg af midler skal have effekt på gulrust og nedenstående forslag kan anvendes:

  • 0,25 l/ha Folicur Xpert EC 240

eller

  • 0,25 l/ha Prosaro

eller

  • 0,25 l/ha Orius Gold

Læs på etiketten vedr. tidsfrister, antal gange midlet må bruges og husk triazolregnskabet mm.


Tabel 1
Sprøjtefrister og vækststadier. Kilde SEGES

Vårbyg

Vi ser en del markante DFF-pletter i vårbyg. Pletterne er oftest uden større betydning for udbyttet.

Sprøjtning med DFF i blanding med andre midler og f.eks. fl. mangan øger risikoen, når der sprøjtes ved høj lysindstråling, fra sidst på formiddagen og hen på eftermiddagen.

Der er generelt ikke de store angreb af svampe i vårbyg. Mange marker kan nøjes med en enkelt svampebekæmpelse omkring skridning.

Bekæmpelsesforslag hvis du har Propulse:

  • 0,3 l/ha Propulse + 0,2 l/ha Comet Pro

Bekæmpelsesforslag uden Propulse:

  • 0,3 l/ha Pictor Active +
  • 0,25 l/ha Proline EC 250 eller 0,25 l/ha Proline Xpert EC 240 eller 0,25 l/ha Prosaro

Vårsæd gødes færdig nu, hvis det ikke er sket.

Til toppen

IPM-tip

Pas godt på markkanterne. Undgå at beskadige dem med maskiner eller at komme for tæt på med glyphosat. Husk 2 m afstand med glyphosat. Se billede 2.

Billede 2 Nedvisning for tæt på vej. (Foto: Niels Holmgaard, SAGRO)

Når de almindelige græsser får lov til at lukke af for lyset, kan græsser som f.eks. gold hejre ikke lige så let etablere sig i markkanten.

Skulle der være uønskede græsarter i markkanten, se billede 3, kan de med fordel afslås inden frøene bliver spiredygtige, med risiko for at sprede sig ind i marken.

Billede 3 Gold hejre langs markkant. (Foto: Niels Holmgaard, SAGRO)

Til toppen

VANDING


Vandingsbehov

Nedbøren falder som vanligt i meget varierende mængde, og det er derfor vigtigt at lave vandregnskab på egne marker. Tag gerne en spade eller et jordspyd med ud i marken for at vurdere på vandingsbehovet.

Vinterraps slippes først ved begyndende gulfarvning af skulper. Vinterrapsen bør være vandet op først. Vinterrapsen har behov for at være vandforsynet 3-4 uger endnu. En evt. manglende sidste vanding, kan give stort udbyttetab, op til 500 kg/ha er set.

Til toppen

ARRANGEMENTER OG KURSER


Ud i marken

Temamøde: Markvanding - sådan kommer du i gang
Torsdag d. 11. juni kl. 13-16.30 i Herning. Tilmelding senest d. 5. juni.


Så har vi to store arrangementer i forsøgsmarkene ved Årre, med temaet kalkning og jordbearbejdning, og Ytteborg, med temaet vanding og hvad dertil hører. 

ÅRRE – Sortsaften med fokus på kalkning og jordbearbejdning
Mandag d. 15. juni kl. 19.00

HJERM – Planteaften på Ytteborg 2026
Tirsdag d. 16. juni kl. 18.30

Til toppen
Download pdf