Udgivet d. 14-07-2025
Vinterraps har et snævert og afgørende såvindue. Vi anbefaler, at såningen er afsluttet senest den 20. august, for at sikre de bedste vækstbetingelser og en robust overvintring.
Vinterraps kan etableres på flere måder med succes, men det kræver, at du arbejder aktivt med jordens struktur og fugtighed.
For at sikre en ensartet og robust etablering af vinterraps, er det vigtigt at have fokus på både sådybde og plantetal.
Snegle kan være en stor trussel mod vinterrapsens etablering, især i marker med forhistorie for snegle
Vinterrapsens behov for kvælstof i efteråret varierer fra mark til mark og afhænger af flere faktorer som forfrugt, jordtype, såtidspunkt og tidligere brug af husdyrgødning. En målrettet vurdering er derfor afgørende for at sikre optimal vækst – uden unødig risiko for udvaskning.
Billede 1 Når vinterrapsen mangler kvælstof i efteråret, får bladene et lilla skær. Det bliver først synligt på de ældste blade (foto: Niels Holmgaard, SAGRO)
Billede 2 Utrivelige rapsplanter om foråret i sporerne efter gyllevognen der nedfældede gylle inden såning på en lidt fugtig JB 6 jord. Pas på med de tunge gyllevogne. Her burde man have ventet med gylletildelingen til efter fremspiring. Foto Niels Holmgaard SAGRO
Billede 3 Ofte er der størst udfordring med snegle langs markkanterne, så hold godt øje med sneglene her. Foto Niels Holmgaard SAGRO
Den fugtige sommer har gavnet sneglene. Forbuddet mod nedvisning af hele marker før høst giver desuden, via det friske ”bundgræs” gode betingelser for sneglene. Sort jord i lang tid før såning hæmmer sneglene. Hvis det er tørt efter kornhøst, kan et par harvninger derfor være godt mod sneglene.
Fra England meldes desuden, at overfladiske harvninger efter høst også kan virke mod rapsjordlopper. Virkningen angives her at svinge mellem 38 og 68 %.
Tjek stubmarken for snegle forud for rapsen: kig efter klynger af glasklare æg, ca 2 mm i diameter under planterester og på rødder. Eller kig efter levende snegle i mørkningen- evt. med en lygte. Sneglefælder som f.eks. en plade/tallerken med lokkemad - havregryn, salatrester og andre lækkerier - under kan være nyttigt. OBS, at der skal sættes flere fælder op for at få et retvisende indtryk. Er der virkelig mange snegle i afgrøden før såning, kan man overveje allerede at starte med at bekæmpe. OBS ikke alle midler er godkendte til dette formål, som det ses af tabel 1.
Pak jorden optimalt ved såning, så sneglene ikke har gode bevægemuligheder og tildel som minimum sneglekorn ved såning rundt langs kanten af markerne, samt i risiko-områder som f.eks. fugtige pletter.
Tabel 1 Oversigt over godkendte sneglemidler og anbefalet dosis.
OBS
De seneste år er der udført en del forsøg med samsåning af raps med en anden afgrøde en såkaldt ”companion crop”. Formålet er at gemme rapsen i f. eks, korn eller andre korsblomstrede planter end raps, så jordlopperne ikke så hurtigt skader rapsen. I mange af forsøgene har den isåede afgrøde dog hæmmet rapsen, så p.t. vurderes kemisk behandling at være bedre på trods af tendens til resistens. De (få) resistensundersøgelser fra DK har dog ikke vist egentlig resistens mod aktivstoffet i Lamdex/Kaiso Sorbie.
De voksne rapsjordlopper kan skade rapsplanterne under etableringen. Hvis det sker (typisk ved ca 5 % bortgnavet bladareal), kan 0,1- 0,15 kg/ha Lamdex bruges (men kun til og med st. 13). Kaiso Sorbie (0,05-0,075 kg/ha) må bruges over hele vækstsæsonen, men kun en enkelt gang. Dvs. har man brugt det i september, mod de gnavende jordlopper, må det ikke bruges i -typisk- oktober mod larver (Lamdex må slet ikke bruges på dette tidspunkt).
Det skal bemærkes, at de korrekte afgrødestadier nu skal angives i sprøjtejournalen for produkter, hvor anvendelsesstadium er specificeret på etiketten.
Figur 1. Gnav af voksne rapsjordlopper. Skadetærsklen er nedsat til omkring 5 % gnav (kilde: SEGES)
Behandling mod jordloppernes larver er næsten altid aktuel i oktober. Vi har ikke længere registreringsnet mod jordlopperne, men vi har fangbakker på lager til de første, der efterspørger. Hvis der opstilles ca 1 bakke/5 ha raps, vil man kunne få et godt indtryk af hovedflyvningstidspunktet, og antal af biller (som ikke altid svarer til antal klækkede larver).
Er man mere til elektroniske løsninger, er Magic Trap en mulighed. Her overvåges flyvningen via en app. Også for denne type anbefales flere fælder pr mark. Magic Trap koster 1.150 kr. + årlig licens.
Billede 4: Rapsjordloppefælder: Tv. Traditionel fangbakke med sulfovand. Th.: Magic Trap, der aflæses med en app. For begge typer, bør der opstilles flere fælder/mark.
Behandling mod larver skal afpasses med evt. tidligere behandling, som beskrevet ovenfor. Nb Mavrik anbefales ikke, da det ifølge Landsforsøgene 2016-17 var markant dårligere end Lamdex og Kaiso Sorbie.
I vinterraps bør man køre mod ukrudt første gang, man kan. Det kan man ofte efter såning, med jordmidler.
0,2- 0,25 l/ha Clomazon-middel (Centium 36 CS, ATR Clomazon 360 SC, Clomate, Kalif 360 CS m. fl) før fremspiring virker godt mod hyrdetaske og burresnerre. Virkningen på fuglegræs og enårig rapgræs m. fl er mere varierende. OBS at virkningen kan være for hård, hvis der kommer kraftigt regn lige efter behandlingen, og midlet kommer i kontakt med frøene. Virkningen kan nedsættes ved store mængder organisk materiale på overfladen som på nedenstående foto. Her blev effekten dog fin, sikret af den gode jordfugt. Vi ser ofte sådanne gode effekter selv ved meget halm i overfladen.
Enkelte af vore landmænd har haft godt held med at bruge 0,15 l/ha clomazon efter fremspiring, på rapsens 2-3 blad-stadium. Dette kræver en ”Mindre Anvendelses-godkendelse”, som kun nogle af midlerne har.
P.S. Vedrørende godkendelser er Command CS, en række parallel-produkter hertil samt Reactor 360 CS forbudt. Tjek derfor gerne evt. lagermidler på Middaldatabasen.dk
Billede 5: NoTill-såning af raps efter hvede med snittet halm i august 2023. Her blev fin effekt af clomazon. Den gode jordfugt opvejede til fulde den negative virkning af halmen (foto Birgit Vestergård, SAGRO)
Det bedste jordmiddel i raps er Kerb 400 SC. Ved brug i november-december, ved jordtemperatur under 10 C0 og fugtig jord, rydder 1- 1,25 l/ha normalt op i alt græsukrudt, spildkorn samt fuglegræs. Vi ser dog af og til tilfælde af utilfredsstillende effekt, typisk hvor græsserne er blevet for store inden behandling. Også her er det altså vigtigt at køre første gang, betingelserne er der. Kerb er en vigtigt ”resistens-bryder” fordi det næsten ikke deler virkemekanisme med andre ukrudtsmidler. Netop derfor bør midlet prioriteres.
Behandling mod spildkorn eller større mængder rajgræs kan ikke altid afvente Kerb-behandling. Frost/vinterfaste arter kræver størst opmærksomhed. Overvej om du kan nøjes med behandling i sammenpløjninger og foragre. Midler og doser ses af nedenstående tabel:
Tabel 2 Spildkorn og græs i vinterraps.
Efter forbud mod brug af Galera og indskrænkninger af brugen af Matrigon og Korvetto, er Belkar reelt eneste sikre kamille-middel i vinterraps. Belkar er i øvrigt effektiv mod burresnerre, hyrdetaske, storkenæb eller fuglegræs (fuglegræs kan dog bekæmpes med Kerb). Dermed er det aktuelt på næsten alle rapsmarker (!). Man skal blot tage stilling til, om man kører split- eller enkeltbehandling.
Split-behandling med 2 X 0,25 l/ha Belkar i st. 12-15 er en fordel hvis:
Men en enkelt-behandling på f.eks. 0,4 l/ha i stadium 16 er det til gengæld nemmere at time i forhold til ukrudtsbehandlinger med Agil eller Focus, der skal ske på småt ukrudt.
Tidlig vækstregulering virker bedst, da det drejer sig om at forebygge at vækstpunktet hæves. På fotoet nedenunder (raps sået d. 10.-8. efter nedfældning biogylle, og med tæt plantebestand) er det her på tide at få vækstreguleret.
Billede 6 Vinterraps i st. 15 og på vej til at hæve vækstpunktet. Her er det tid for vækstregulering. (Foto: Michael Fleng, SAGRO)
Tabel 3 Midler til vækstregulering/svampebehandling om efteråret i vinterraps. Hvor midlerne også har effekt mod svampe, er det angivet. Der er dog sjældent behov for svampebehandling om efteråret. Obs, at de rigtige stadier nu SKAL angives i sprøjtejournalen for midler med stadie-angivelse på etiketten.
Rodhalsråd, Phoma er den eneste svamp, der kan udløse behandling om efteråret. Målrettet behandling anbefales kun ved pletter som på nedenstående foto på næsten alle blade, omkring st 15. Ved sådanne udbredte angreb anbefales Juventus 90 (fra st. 15, og kun ved samtidig behov for vækstregulering) eller Architect (Cantus må senest bruges i st. 13). Angreb senere på sæsonen er typisk harmløse, da rodhalsen kun smittes fra nærliggende blade.
Billede 7. De karakteristiske pletter af rodhalsråd. Svampen trives i et fugtigt og mildt efterår. Pletterne skal være på næsten alle blade i det tidlige efterår for at udløse behandling. (Foto: Ghita C. Nielsen, SEGES)