Udgivet d. 10-02-2025
Vi har nu rundet 1. februar. Status i markerne er for det meste flotte vintersædsafgrøder og fine rapsafgrøder, så alt andet lige meget mere positiv status i forhold til for et år siden.
Det dufter så småt af forår, men jordtemperaturen er lav og under 5 °C. Dette betyder meget langsom tilvækst, og planterne har ikke brug for gødning endnu.
I et gennemsnitsår vil en gødskning omkring 10. marts være passende at starte afgrøden op med. Tidligere behandling må være under særlige omstændigheder og med mindst mulig mængde. Vinterraps, vinterrug, vinterbyg og frøgræs er de afgrøder, der tidligst har behov for gødning. Vinterhvede kan sagtens vente til senere i marts. Husk, ved tidlig gødskning er der altid en større risiko for udvaskning.
Skal du graduere gødning i vinterrapsen, kan du med fordel lave planen for graduering nu. Graduering i raps er mest aktuelt i første tildeling, da vi ønsker at booste de svage områder, og holde lidt igen i de kraftige områder. Tag udgangspunkt i en biomassemåling fra efteråret, der viser variationen i marken. Der findes mange udbydere heraf: Yara At-farm, CropSAT, CropManager m.fl. Spørg din rådgiver om vejledning. Har du lavet biomasseklip i efteråret, så brug de resultater til at afstemme niveauet af gødning.
For at sikre manganforsyningen i vintersæden, er der god erfaring med at tildele mangan her i februar, hvis vi får et par dage uden nattefrost. Vinterbyg er mest følsom overfor manganmangel, efterfulgt af hvede og rug. Så prioriter vinterbyg først. Nedenstående billede viser en vinterbygmark i marts måned, der fik tildelt mangan i februar, med et ubehandlet vindue i. Det viser med al tydelighed, at det kan være livsvigtigt at få tildelt mangan til vinterbyg i det tidlige forår. Når mangelsymptomerne først bliver synlige, er der tabt væsentligt udbytte.
Billede 1 Vinterbygmark i marts måned, med en 0 parcel ved mangan sprøjtning i februar (foto: Niels Holmgaard, SAGRO).
Vi har fået spørgsmål, er det muligt at nedvisne marker til pløjefri dyrkning nu. For at ukrudtsplanterne kan optage glyfosaten, skal den være i vækst. Det kan du tjekke ved at grave planter op og se, om der er nye hvide rødder. Når vi graver planter op lige nu, er det meget småt med nye rødder. Jordtemperaturen er også under 5 °C, og udsigten er faldende jordtemperatur. Derfor er det for tidligt at nedvisne endnu, så afvent stigende temperaturer.
Med foråret kommer også tiden for gylleanalyser. Prøverne kan enten udtages af en omrørt tank, eller Eurofins kan udtage prøven via stangmetode, hvor de udtager prøven af uomrørte tanke.
Når gyllen i en tank er grundigt omrørt, kan du udtage en gylleprøve og få analyseret indholdet af næringsstoffer. Du kan vælge mellem forskellige analysetyper. Typer og priser fremgår af tabel 1.
Tabel 1 Priser på forskellige typer af gylleanalyser og tilvalg, som tilbydes hos SAGRO. Priserne er inkl. bestilling, emballage, forsendelse og udsendelse af analyseresultater.
SAGRO benytter Eurofins laboratoriet til gylleanalyser. Gylleprøven afleveres i autoriseret emballage. Emballage udleveres i alle rådgivningshuse. Eurofins er et akkrediteret laboratorium, hvilket er nødvendigt for at gylleanalyser kan anvendes i præcisionsjordbrug, som et alternativ til efterafgrøder.
Ved Eurofins findes flere muligheder for forsendelse. Rådgiveren kan sørge for emballagen; enten får du den med hjem fra rådgivningshuset eller du får den tilsendt, og du sørger selv for forsendelse til laboratoriet. Forsendelsen er betalt af SAGRO og inkluderet i prisen, også når du selv indsender. Det er også muligt at indlevere gylleprøven i godkendt emballage til rådgivningshuset, hvorefter SAGRO sender den til laboratoriet, i alle tilfælde skal prøverne pakkes med et kølelement.
Det er professionelle prøveudtagere fra Eurofins, som udtager prøven. Bestilling sker stadigvæk igennem din planterådgiver, men få nu bestilt i god tid. Det koster et tillæg på 525 kr. pr. prøve at få udtaget prøverne fra uomrørt tank. Se de øvrige priser og analysetyper i tabel 1.
Pr. 1. februar ophører lukkeperioden for udbringning af husdyrgødning og mineralsk handelsgødning.
Efter en efterårs- og vinterperiode, hvor nedbørsmængderne indtil videre ikke har været rekordstore, og mange i løbet af 2024 har fået teltoverdækning på en eller flere gyllebeholdere, synes behovet for udbringning af husdyrgødning for mange, her hvor udbringning igen bliver tilladt, ikke at være så akut, som vi har set flere gange i de seneste år. Dog skal vi huske på, at den sidste del af vinterperioden i februar og primo marts i de senere år ofte givet mere vintervejr end december og januar. Derfor bør du overveje din gyllestrategi – opbevaringskapacitet kontra farbare arealer. Hvor meget gylle skal du udbringe nu, hvor der ikke er noget fagligt behov, for at du kan komme igennem den resterende periode, frem til det for alvor bliver forår?
Fra 1. februar kan husdyrgødning lovligt udbringes på de fleste arealer. Lukkeperioden for udbringning ophører pr. 1. februar, og ifølge de generelle regler må der, hvis forholdene tillader det, udbringes husdyrgødning på alle arealer UNDTAGEN hvor der er efterafgrøder i majs, hvor udbringning først må ske pr. 1. marts:
Læs dog også afsnittet "Udbringningsteknik ved flydende husdyrgødning", hvor der i tabel 1 er vist visse lempelser fra de generelle regler.
Indimellem kan der være tvivl om, hvorvidt en udbringning sker lovligt, og mange uden for erhvervet ser det som deres pligt at anmelde, hvad de ser som "tvivlsomme" udbringninger. Kommunerne skal reagere på anmeldelser. Inden du kører, skal du derfor være sikker på, at forholdene er i orden, og at reglerne overholdes. Er du selv i tvivl, så undlad at køre!
Reglerne for udbringning af husdyrgødning, andre organiske gødninger og mineralsk handelsgødning er fastsat i Bekendtgørelse anvendelse af gødning, kapitel 2, hvor du kan læse de specifikke bestemmelser. I korte træk er det især nedennævnte forhold, du skal være opmærksom på i den kommende tid, men du er selvfølgelig selv ansvarlig for at overholde de bestemmelser, der gælder for netop dine arealer.
Ved udbringning skal du iagttage de sædvanlige forbehold ved risiko for forurening af vandmiljø (herunder dræn, vandløb, søer og fjorde/kystoplande); Dvs. at det IKKE er tilladt at udbringe husdyrgødning eller andre flydende organiske gødninger, hvis der blot er risiko for forurening. Jævnfør bekendtgørelsens tekst er det derfor ikke tilladt at udbringe flydende husdyrgødning og flydende affaldsprodukter, hvis blot ét af flg. forhold er gældende:
I en afstand af 20 meter til naturtyper omfattet af kategori 1-natur (ammoniakfølsomme naturtyper) og naturtyperne højmoser og lobeliesøer omfattet af kategori 2-natur skal flydende husdyrgødning nedfældes – alternativt kan der forsikres. Læs mere om naturtyperne her
Fast husdyrgødning må ligeledes udbringes fra 1. februar på vintersæd og græsmarker, som skal ligge til produktion i 2025. Ligeledes må udbringning ske på stubmarker og græsmarker, som skal lægges om i foråret; her skal nedbringning ske inden fire timer. Den eneste undtagelse er efterafgrøder i majs, hvor fristen er 1. marts.
Organisk gødning bortset fra ensilagesaft og restvand må ikke udbringes på lørdage samt søn- og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 meter fra byzone- eller sommerhusområder eller i et område i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål.
Reglerne for udbringning af husdyrgødning er et sammensurium af reguleringer i forskellige bekendtgørelser, som det ikke er let at få overblik over. I tabel 1 vises en samlet oversigt over de generelle regler vedr. udbringningstidspunkter, afgrøder og ejendomstyper. Hvor der i tabellen henvises til "PLØJES", er fræsning eller harvning sidestillet med pløjning.
Tabel 2 Generelle regler. Oversigt over lovlig udbringning af flydende og fast husdyrgødning samt andre organiske gødninger pr. 1. februar / 1. marts. Se dog også tabel 3.
Ved tidlig udbringning af gylle er der stor risiko for tab af kvælstof. Det kan anbefales at anvende nitrifikationshæmmer for at begrænse risikoen.
Ved udbringning af gylle meget tidligt, inden plantevæksten og optaget af næringsstofferne begynder, er der risiko for, at der sker en udvaskning af kvælstof, hvis vi kommer ind i en periode med overskudsnedbør. I det tidligere forår er jorden ofte helt vandmættet, og derfor skal der kun mindre mængder nedbør til, før der sker afstrømning. Kvælstof udvaskes, når det er omdannet til nitrat. Kvælstof i gylle, der udbringes i starten af februar, har en høj risiko for at blive udvasket, da perioden, frem til plantevæksten begynder, er lang, og der er næsten altid en er perioder med overskudsnedbør i den sidste del af vinteren/tidlige forår. Ved at anvende nitrifikationshæmmer ved gylleudbringning, hæmmes de mikroorganismer i jorden, som omdanner ammonium-kvælstof til nitrat-kvælstof. Dermed udvaskes kvælstoffet i gyllen ikke lige så hurtigt, da det primært er nitrat-kvælstof, som har udvaskningspotentiale.
De officielle anbefalinger vedrørende brug af nitrifikationshæmmer er, at de primært skal anvendes i rækkeafgrøder, som har en langsom etablering. Imidlertid vil vi udvide anbefalingen som flg.:
Der findes flere forskellige nitrifikationshæmmere på markedet. De mest anvendte i Danmark er Vizura og Instinct. Der er ingen forskel i effekten mellem de to nitrifikationshæmmere, og omkostningen ved brug af produkterne er også på samme niveau – omkring 150-200 kr. pr. hektar ved fuld dosering. Doseringen er uafhængig af gyllemængden, da effekten af produkterne sker i jorden og ikke på gyllen. Der skal bruges hhv. 2,0 liter Vizura og 1,7 liter Instinct pr. hektar. Begge produkter kan også udsprøjtes i minimum 100 liter vand pr. hektar f.eks. sammen med glyphosatprodukter ved nedvisning af græsmarker eller efterafgrøder som alternativ til iblanding under gylleudbringning. Effekten af produkterne aftager efter 6-8 uger med den længste effekt under kølige forhold. Nitrifikationshæmmere kan endvidere reducere udslippet af lattergas fra jorden til atmosfæren, hvorved der også opnås en klimaeffekt.
Vær opmærksom på sikkerheden ved håndtering af Vizura, som har en meget lav pH-værdi (pH: 0,5-1) svarende til en meget stærk syre. På nedenstående banner kan du se etikette og sikkerhedsdatablad for Vizura. Læs og instruer dine medarbejdere grundigt i sikkerhedsforskrifterne ved håndtering af Vizura. Ligeledes gælder mange af de samme retningslinjer for Instinct, som deler mange af faresymbolerne, som også fremgår på etiketten for Vizura.
Vær opmærksom på de mange særlige regler, der gælder for brugstyper og udbringningsteknik ved udbringning af flydende husdyrgødning i februar.
I tabel 3 vises en detaljeret oversigt over lovlige udbringningsmetoder i februar for almindelige harmonikrav.
Tabel 3 Almindelige harmonikrav, udbringning af flydende husdyrgødning i februar 2025.
1) Ved slangeudlægning af forsuret gylle inden såning, er der et krav om nedbringning hurtigst muligt og inden for fire timer.
De specifikke krav til dokumentation for forsuring af gylle ved godkendte forsuringsteknikker fremgår i tabel 4 nedenfor.
For at opnå den bedste effekt af forsuret slangeudlagt gylle, skal slæbeslangerne, som navnet også antyder, slæbes hen ad jorden, ligesom det gælder, at slæbesko skal være i kontakt med jorden. Gødningen skal lægges ud på jordoverfladen. Når slangerne lægger gyllen ud på jorden, mindskes gylleoverfladen på jorden, ammoniakfordampningen begrænses, og kvælstofeffekten øges. Aarhus Universitet har udført forsøg, der viser, at ammoniakfordampningen kan reduceres med 25-30 % ved at slæbe slangerne i forhold til, hvor slangerne er hævet 20 cm over jordoverfladen. Effekten er størst under varme og tørre forhold. I forsøgene er der udbragt 120 kg NH4-N pr. ha, svarende til omkring 45 ton/ha kvæggylle. Omregnet til kvælstofeffekt svarer det til 5-8 kg N pr. ha. Forsøgene er udført i vårbyg og vinterhvede, men det er dog ikke opgjort, hvorvidt der er effekt på udbyttet.
Til sæsonen 2022 blev kravene til forsuret gylle ændret fra et pH-krav til et krav om anvendt mængde svovlsyre. Disse regler er stadig gældende.
Tabel 4 Krav til mængde 96 % svovlsyre til forsuring af gylle
Kravene til svovlsyremængden er sat med udgangspunkt i 96 % koncentreret svovlsyre. Anvender du en mindre koncentreret svovlsyre, skal mængden omregnes og øges forholdsmæssigt efter indholdet i det aktuelle produkt.
Når der anvendes forsuret gylle på bedriften, skal der foreligge dokumentation for, at reglerne er overholdt. Dokumentationen skal indeholde en erklæring om tidspunktet for udbringning, omfanget af udbringningsarealerne og den udbragte mængde gylle samt den anvendte mængde syre. Erklæringen kan f.eks. være et notat om dato, udbringningsmetode, gyllemængde mv. i en markbog, eller ved en registrering af udbringningen i et elektronisk program som f.eks. FarmTracking.
Derudover skal der foreligge dokumentation i én af de følgende dokumentationstyper; se tabel 5 nedenfor. Dokumentationen skal opbevares i op til fem år og fremvises til kontrolmyndighed ved forlangende. Du kan finde myndighedernes forsuringsattest her.
Tabel 5 Krav til dokumentation ved udbringning af gylle med ammoniakreducerende teknologier
Hvis du ønsker at få udtaget jordprøver her i foråret, bedes du afgive din bestilling nu. Processen for udtagning forløber godt, og laboratorierne kan i øjeblikket følge med efterspørgslen.
Ideelt set, bør reparation og eftersyn af dræn ske på tør jord og skal derfor helst vente til efter høst. Er der akutte problemer kan en spuling af drænene hjælpe mange steder. Men netop nu er det meget synligt, hvor i markerne, der er problemer med drænene. For at huske drænproblemernes placering, kan du lave notater på dit markkort eller hotspots i FarmTracking, så du lettere kan genfinde stederne efter høsten.
Ved dræning skal man forvente, at der kommer en omkostning på op til 25.000 kr. pr. ha. Er der tillige manglende aftræk i grøfter, bække og åer, bør de berørte lodsejere gå sammen om at løse problemet f.eks. ved at danne vandløbslaug. Samlet set er man langt bedre stillet over for kommunen, som desværre ofte ikke opfylder sine forpligtelser til vedligeholdelse og oprensning.
Har du en mark, der ligger i brak, er det ikke tilladt at dræne.
Benytter du præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder, er det vigtigt, at du udtager gylleanalyser umiddelbart forud for udbringning af husdyrgødningen.
11 ha præcisionslandbrug kan erstatte 1 ha pligtige eller husdyrefterafgrøder. Det er en forudsætning, at du som hovedafgrøde har dyrket korn eller raps i renbestand, samt har anvendt udstyr med sektionskontrol, kantspredning og positionsbestemt variabel tildeling af kunstgødning.
Dernæst er der 3 tiltag, som skal være opfyldt. For alle tiltag skal der gemmes dokumentation for at tiltaget er opfyldt i 5 år, disse indsendes kun, hvis man bliver udtaget til kontrol.
Opfyldes med en gødningsplan på markniveau i markonline. Normalt laves den sammen med din planterådgiver, hvor faktorer som dyrkningshistorie, forventet udbytte, forfrugtsværdi og såfremt der benyttes husdyrgødning, skal markeffekt af denne medregnes, hvor der tages højde for tidspunkt, afgrøde og udbringningsmetode.
Som dokumentation gemmes gødningsplanen i 5 år.
Til spredning af kunstgødning skal der anvendes udstyr, der har auto- og sektionsstyring, som kan udsprede gødning positionsbestemt og kan registrere/logge den faktiske tildeling. Formålet er at mindske overlap af gødning mellem spor, ved foragre og i kiler og at give mulighed for, at tildelingen af gødning kan gradueres efter, hvor i marken der er mest behov for den. Dertil skal anvendes kantspredningsudstyr, så der ikke spredes gødning udover skel. Dette kan ske ved anvendelse af fast kunstgødning spredt med centrifugalspredere eller bomspredere med sektionskontrol. Det kan også ske ved udbringning af flydende gødning med marksprøjter, der har sektionskontrol. Det er et krav, at sektionskontrollen også kan regulere udspredning af gødning i kiler mv. for at undgå overlap.
Gradueringen af kvælstof skal ske ud fra variationer i biomasse og/eller variationer i jordtype inden for marken, eller ud fra praktisk erfaring. Graduering ud fra biomasse kan fx ske ud fra Cropmanager, Yara AT-Farm, CropSAT, GreenSeeker, EM38 jordbundkort eller lignende. SAGRO anbefaler, at man anvender biomasse kort, med manuelle tilretninger til sin graduering.
Tiltag 2 dokumenteres ved at gemme logfiler/as applied filer, som indeholder data om den tildelte gødning.
Du kan udtage prøven umiddelbart før udbringningen og senere korrigere gødningsplanen før sidste tildeling. Udgør husdyrgødningen sidste gødningstildeling, skal analyseresultaterne være bestemt forud for udbringning. Hvis du bruger afgasset biomasse fra biogasfællesanlæg, kan analyse fra anlægget anvendes, hvis den stemmer overens med den udbragte gylle.
Hvis man har erfaring eller viden om, at der er betydelig variation i indholdet af næringsstoffer i gyllen hen over udbringningssæsonen, er det altid en god ide at udtage flere analyser. Det samme gør sig gældende ved biogasgylle, hvis man ved det vil afvige fra anlæggets analyse. Det vil give det rigtige billede af tildelingen og derved den rigtige korrektion af gødningsplanen. Høj faglighed også når det gælder gylleanalyser vil give den bedste gødningsplan og det bedste afkast i marken.
Dokumentationen for tiltag 3 er laboratorieanalyserne fra de lagertanke, der er benyttet.
Er du mentalt klar til at arbejde med præcisionslandbrug?
Så er det en god ide at bestille et præcisionsjordbrugstjek. Sammen med en specialrådgiver fra SAGROs præcisionsteam gennemgår du dine marker og maskiner og drøfter muligheder og udfordringer på din bedrift.
Præcisionsjordbrug er en forandring, fra det du plejer, og på nogle punkter skal der arbejdes anderledes. Databehandling og håndtering er elementer, som bliver en større del af hverdagen. For at dette lykkes, kræves det, at både leder og medarbejdere er indstillet på og klar til dette.
I løbet af snakken vil specialrådgiveren afklare bedrift og medarbejderes behov, muligheder og lyst, samt maskinteknikkens muligheder og eventuelle begrænsninger, og ud fra dette samlede billede, give inspiration til en overordnet plan for implementering af præcisionsjordbruget på din bedrift.
Oftest vil specialrådgiveren følge bedriften tæt i et par år efterfølgende, hvorefter man som landmand selv vil overtage en stor del af arbejdet sammen med sin faste rådgiver.
Driver du maskinstation, oplever du måske, at kunderne begynder at spørge ind til præcisionsjordbrug, og hvad I kan som maskinstation. Her vil et inspirationsbesøg også kunne være med til at afklare, hvad I kan, og hvordan I skal løse arbejdet for kunden.
Der er god økonomi og godt landmandskab i at arbejde med præcisionsjordbrug og fx graduering af flere behandlinger. Her vil en specialrådgiver også kunne udfordre dig og sikre, at du kommer rigtigt i gang og plukker de lavthængende frugter først. Det er også muligt at komme med i en erfagruppe om præcisionsjordbrug.
Tag kontakt til din faste planterådgiver, som kan henvise til den rigtige specialist.