Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 8

Udgivet d. 13-04-2023

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Nu hvor vintersæden er i god vækst, er det vigtigt at sikre afgrøderne er velforsynede, det er ikke kun gødning der er vigtigt, husk også at efterse markerne for manganmangel.

I den kommende tid hvor der er mange opgaver, der skal nås, er det vigtigt ikke at glemme ukrudtsbekæmpelsen i det nysåede vårbyg og vårhvede, DFF er ikke tilladt i havre. Når jorden har sat sig 2-4 dage efter såning, kan 0,1-0,12 l/ha DFF benyttes til det første ukrudt, særligt enårig rapgræs. Men vent ikke for længe, for så er effekten af DFF for ringe. DFF kræver en god jordfugtighed, og er derfor helt optimalt netop nu. Senere skal der følges op med yderligere ukrudtsbehandling som beskrevet i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 7.

I vintersædsmarker, som snart lukker af, kan græsbekæmpelsen også afsluttes. Forårsfremspirende ukrudt, tidsler og andet sent fremvoksende ukrudt, bekæmpes senere. Har du brug for at gense vores løsningsforslag til ukrudtsbekæmpelsen, kan du se den i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 5.

Til toppen

Afsluttende gødning

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

I løbet af de kommende 10-14 dage forventes det at de fleste vinterbyg og vinterrug marker er færdiggødskede. Inden du færdiggødsker, bør du vurdere om der skal ændres i gødningsplanen. Har marken fx et bedre eller lavere udbyttepotentiale end da planen blev lavet? Har husdyrgødningen det forventede næringsstofindhold? Korriger planen efter dine forventninger og tidligere tildeling.

Vejret har givet udfordringer med udbringning af gødning, især husdyrgødning. Vinterhveden skal helst have 130-150 kg N til rådighed, når den begynder strækningsvæksten. Hvis du endnu ikke kan komme ud med husdyrgødning, og der ikke er udsigt til det her i midten af april, risikere afgrøden at løbe tør for næringsstoffer. Selv hvis der allerede er tildelt en mindre mængde handelsgødning kan det blive nødvendigt med yderligere handelsgødning, hvis der ikke kan udbringes husdyrgødning i løbet af de næste 10-12 dage. Du kan i de tilfælde i stedet tildele yderligere 50 kg N/ha i handelsgødning nu. Er der slet ikke givet gødning endnu, bør mængde øges til 100 kg N og så tildele husdyrgødningen så snart det bliver muligt. Det kan være et svært puslespil at få til at gå op, især hvis der bruges en stor andel husdyrgødning og dermed kun er en lille mængde handelsgødning at flytte rundt på. Vær opmærksom på, at du tilpasser den samlede gødningstildeling til din kvote.

Bruger du præcisionslandbrug som alternativ til efterafgrøder skal du sørge for at lave en gradueret gødningstildeling. Den vil vi ideelt se placere ved stadie 37-39, men er du nødt til at fremrykke denne handelsgødningstildeling, skal den stadig gradueres i forhold til markens biomasse.

Vinterrapsen begynder at vise blomster nu, og ligesom vinterbyg og -rug, kan den også færdiggødskes i den nærmeste fremtid.

Til toppen

Vandbalance

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Markkapaciteten fyldt op, men nu hvor væksten i vintersæden er i gang er fordampningen fra afgrøder og mark også i gang. Dermed er det også nu, at vandingsregnskabet bør startes op for at holde overblikket. Både i FarmTracking og Cropmanager kan man se vandbalancen.  På figur 1 ses et eksempel på vandbalancen i en vinterhvedemark. Som det fremgår, er onsdagens regnvejr, nok til at markkapaciteten er fyldt op.

Figur 1 Stregen viser vandbalancen i marken, så længe den er i det grønne felt er der intet vandingsbehov, når stregen når det gule er der risiko for tørkestres, mens det røde areal er egentlig tørkestres. Udtræk fra en vinterhvedemark i Holstebro Cropmanager fra 12. april 2023.

Til toppen

Dræn

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Ideelt set, bør reparation og eftersyn af dræn ske på tør jord og skal derfor vente til efter høst. Er der akutte problemer kan en skylning af drænene hjælpe mange steder. Men netop nu er det meget synligt, hvor i markerne, der er problemer med drænene. For at huske drænproblemernes placering, kan du lave notater på dit markkort eller hotspots i FarmTracking, så du lettere kan genfinde stederne efter høsten.

Til toppen

ARRANGEMENTER OG KURSER


ÅRRE: Grøftekantsmøde - Vinterhestebønner og hybridrug

Tid: Torsdag den 20. april kl. 13.00-14.00

Kom til grøftekantsmøde og hør om dyrkningen af vinterhestebønner og hybridrug. Vi kigger på vinterhestebønnerne og diskuterer både etablering, sortsforskelle og udbyttepotentialet. Ved hybridrug vil etablering samt gødsknings- vækstregulerings- og svampebekæmpelsesstrategier blive gennemgået.

Sted: Forsøgsmarken er placeret ved stjernen på kortet tæt på Tingvejen, bag Harsø maskinfabrik, Fåborgvej 5, 6818 Årre. Indkørsel fra Tingvej.

Program

13.00-13.30 Vinterhestebønner

  • Etablering: såtid, jordtemperatur og plantetal
  • Udbyttepotentiale: høsttidspunkt, vanding og tørring
  • Vinterfasthed og sortsforskelle
  • Ukrudtsbekæmpelse

13.30-14.00 Hybridrug

  • Etablering: såtid sådybde og udsædsmængde
  • Gødskning: gylletyper, handelsgødning og gødningsstrategi
  • Vækstregulering: strategier for vækstregulering af rug
  • Svampebekæmpelse: svampebekæmpelsesstrategier i rug

14.00 Afslutning med kaffe i marken.

Til toppen

Sådemo i Varde

Tid: Tirsdag den 25. april kl. 10.00-13.30
Sted:  Ndr. Stavskærvej 28, 6800 Varde

Kom og oplev en spændende demonstration af no till og pløjefri etablering af vårbyg på sandjord. Der bliver mulighed for at se og opleve flere spændende såmaskiner tage udfordringen op – LIVE!

Før, under og efter er der mulighed for at møde folkene bag maskinerne, og få en snak om erfaringer og fremtiden.

SAGRO stiller på dagen med et stærkt hold af rådgiver, der vil vurdere og give deres meninger til kende om det udførte arbejde.

Kort sagt: der skal nørdes i den gode etablering! Er pløjefri etablering vejen til et bedre klima? ja, det skal vi nok også diskutere!

Læs evt. mere på sagro.dk

Til toppen
Download pdf