Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 31

Udgivet d. 09-11-2023

MARK


Vårsædssortiment 2024

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Årets høstresultater er blevet opgjort, og firmaerne har for nyligt offentliggjort, hvilke sorter de har til salg, så her præsenteres forårets sortiment til 2024. Det er muligt at finde yderligere oplysninger om sorterne på sortinfo.dk. Tabellerne ligger som PDF-filer samlet, så det er nemt at udskrive dem.

Til toppen

Vårbyg

Når der skal vælges vårbygsort, bør første prioritet være et stabilt og højt udbytte over flere år. Dernæst lav modtagelighed for særligt meldug, bygrust og dernæst skoldplet og bygbladplet. Endvidere er det en fordel med resistens over for havrecystenematoder.

Udbytterne i 2023 har været lidt lavere end tidligere år, som følge af det drilske vejr med tørt forår og våde forhold omkring høsten i år. Derfor ligger de fleste sorters udbytte også lavere end referenceblandingen. Sorterne NOS Gambit og Blixen er i toppen og begge ligger med forholdstal over 100 de seneste tre år. NOS Gambit er dog modtagelig for havrecystenematoder.

Alle sorter er modstandsdygtige overfor meldug pånær sorten Focus.

Blandt maltbygsorterne Firefoxx og Skyway har haft det højeste udbytte over de seneste tre år.

Tabel 1 Vårbygsorter 2024. Data fra sortinfo.dk og information fra forhandlerne. Udbyttedata er for årene 2021-2023, mens de øvrige parametre er vist for 2023, medmindre andet er nævnt. Ønskes mere information om årlig variation på kvalitetsparametre kan dette findes på sortinfo.dk.

Igen i år er der også sortsblandinger. De er ikke testet som en blanding i Landsforsøgene, men her er der listet, hvilke sorter der indgår i sortsblandingerne.

Til toppen

Havre

Ved valg af havresort prioriteres et stabilt og højt udbytte, god resistens mod meldug og havrebladplet, samt et stift strå.

Sorterne Scotty, Symphony, Caddy og WPB Oscar har de højeste gennemsnits udbytter de seneste tre år. Både Caddy og WPB Oscar har dog svinget en del med forholdstal mellem 94 og 103.

Dominik er den eneste sort med resistens mod havrecystenematoder, den er derfor stadig ret udbredt trods dens lave udbytter.

I forhold til sygdomsmodtagelighed er Scotty den eneste der skiller sig ud, i det den kun får karakteren 0 i meldugsmodtagelighed, hvorimod de øvrige får mere meldug med karakterer på 2 og 3. Tilbøjeligheden til bladpletangreb er den samme for alle sorter.

Tabel 2 Havresorter 2024. Data fra sortinfo.dk og information fra forhandlerne. Udbyttedata er for årene 2021-2023, mens de øvrige parametre er vist for 2023, medmindre andet er nævnt. Ønskes mere information om årlig variation på kvalitetsparametre kan dette findes på sortinfo.dk.

Til toppen

Vårhvede

Vårhvede dyrkes især for sine bageegenskaber, men er også udbredt blandt kyllingeavlere, der dyrker den som foder. Til brødhvede er det højt proteinindhold, glutenindhold samt rumvægt vigtigst udover udbyttet. 

Sorterne Bravens, KWS Fixum og KWS Talisker har de højeste gennemsnitsudbytte over de seneste tre år, med forholdstal på 100 til 105. KWS Talisker har dog svinget en del med udbytteforholdstal mellem 96 og 104.

Glutenindholdet, råproteinindholdet og hektolitervægten er højest i Kapitol efterfulgt af Thorus. Som det ofte ses, vil sorterne enten være gode på kvalitet eller kvantitet, hvilket også er tilfældet her, hvor de to nævnte sorter scorer lavest udbyttemæssigt.


Tabel 3
Vårhvedesorter 2024. Data fra sortinfo.dk og information fra forhandlerne. Udbyttedata er for årene 2021-2023, mens de øvrige parametre er vist for 2023, medmindre andet er nævnt. Ønskes mere information om årlig variation på kvalitetsparametre kan dette findes på sortinfo.dk.

Til toppen

Markært

Der ønskes en sort med stabilt og højt udbytte, desuden en høj afgrøde ved høst og kraftig vækst som hjælper på konkurrenceevne mod ukrudtet.

Sorterne Greenway, Orchestra, Kagnotte og Kaplan har de højeste gennemsnitlige udbytter i perioden 2021-2023. Der er dog en del variation og sorterne skiftes til at score højest i udbyttekampen.

Proteinindholdet er højest i Orchestra og Kaplan (hhv. 23,3 og 23,1%).

Afgrødehøjden ligger mellem 46 og 54 cm ved høst.


Tabel 4
Markærtsorter 2024. Data fra sortinfo.dk og information fra forhandlerne. Udbyttedata er for årene 2021-2023, mens de øvrige parametre er vist for 2023, medmindre andet er nævnt. Ønskes mere information om årlig variation på kvalitetsparametre kan dette findes på sortinfo.dk.

Til toppen

Hestebønner

Fokuspunkter til valg af hestebønnesort er udbytte, tidlig modenhed og lav sygdomsangreb. Alle sorterne ligger højt og ingen er signifikant forskellige fra referenceblandingen i de seneste tre år. Sygdomsangrebene har ikke været store, for rust og chokoladeplet lå dækningen på 0-1 % for alle disse sorter, mens bladplet angrebene ligger på 2-8 % dækning. Apollo var mest angrebet mens Lynx havde mindst angrebsgrad med 2 %. Der er ikke registreret vikkeskimmel i 2023, men det er der derimod i 2022, hvor angrebsgraden svinger fra 5-16%, Capri og Stella var mest angrebne mens Lynx havde mindst med 5% dækning.

Råproteinindholdet er højest i Daisy og Stella med hhv. 30 og 29,6 % råprotein i tørstof.

Tabel 5 Hestebønnesorter 2024. Data fra sortinfo.dk og information fra forhandlerne. Udbyttedata er for årene 2021-2023, mens de øvrige parametre er vist for 2023, medmindre andet er nævnt. Ønskes mere information om årlig variation på kvalitetsparametre kan dette findes på sortinfo.dk.

Til toppen

Spar bonde

Spar Bonde er en indkøbsklub, der blev dannet af nogle landmænd med rødder i det
sønderjyske tilbage i 2001. Klubben har gennem årene udviklet sig, og i dag er der mere end 320 medlemmer fra Jylland og Fyn.

Nye medlemmer kan gratis blive medlem frem til 31. juli 2024, og afprøve fordelene, herefter koster det 3000 kr./år, hvis man ønsker at fortsætte medlemskabet.

I ca. 10 årlige udbudsrunder er det muligt at indgive bestilling og drage nytte af de tilbud indkøbsklubben kan opnå. Desuden har klubben en række samarbejdsaftaler med en række virksomheder indenfor maling, reservedele, brændstof, trælast mm. Se meget mere og tilmeld dig på spar-bonde.dk

Til toppen

REGLER OG TILSKUD


Miljø- og klimateknologi 2023/2024 - tilskud til at reducere pesticidforbruget

Af driftsøkonom Maria Eugster Klug

Skal du f.eks. investere i ny radrenser eller trænger din marksprøjte til opgradering eller skal du købe ny marksprøjte eller lign. inden udgangen af januar 2025?  Så kan du måske få tilskud hertil. Puljen er historisk høj med 180 mio. kr. Der er ligeledes en særskilt pulje til kartoffelavl på 25 mio. kr.

Der er desuden pulje på 145 mio. kr. til teltoverdækninger på gyllebeholdere, hvor planteavlere også kan søge og mindsteinvestering er nedsat til 100.000 kr.

Ansøgningsperioden: 16/11-2023 til 31/1-2024

Tilskud: 40 % (af standardomkostning fastsat af Landbrugsstyrelsen)

Projektperiode: 1 år fra indsendelse af ansøgning. Tilsagn kan ikke forlænges eller ændres.

Kriterier: Projektet må ikke påbegyndes før ansøgning er indsendt.  Udstyr der søges til skal være nyt og må ikke leases eller købes med ejendomsforbehold. Mindsteinvestering for at kunne søge er på 300.000 kr. i standardomkostning i dette indsatsområde. CVR-nummeret skal have årligt arbejdskraftbehov på mindst 830 timer på jordbrugsbedriften ved ansøgningen og i hele projekt- og opretholdelsesperioden. Økologer kan ikke søge under dette indsatsområde.

Teknologier der kan søges under indsatsområde 6 ” Reducere pesticidforbruget i planteavl”:

6.1 Udstyr til styring af sektions- eller dyseafblænding i kombination med pletsprøjtning (min. 6 m)
6.2 Injektionssprøjteudstyr til sektions- eller dyseafblænding i kombination med pletsprøjtning og gradueret tildeling (min. 6 m)
6.3 Fronttanksudstyr til sektions- eller dyseafblænding i kombination med pletsprøjtning og gradueret tildeling (min. 6 m)
6.4 Kameraer til kortlægning af ukrudt
6.5 Aftale om kortlægning af ukrudt (femårig aftale)
6.6 Båndsprøjtningsudstyr til marksprøjte (min. 15 m)
6.7 Komplet båndsprøjte  (max 15 m)
6.8 Sensorbaseret ukrudtssprøjte (grøn vegetation)
6.9 Førerløs såning og ukrudtsbekæmpelse mellem afgrøderækker
6.10 Robotbaseret ukrudtslugning i afgrøderækker (min. 3 afgrøderækker)
6.11 Mikro-pletsprøjtning
6.12 Kornradrenser (min. 6 m og rækkeafstand max 30 cm)
6.13 Radrenser (min. 6 m og rækkeafstand min. 30 cm)
6.14 Optrækning og blotlægning af rodukrudt
6.15 Luftudstyr til sprøjtebom (min. 6 m)
6.16 Destruktion af ukrudtsfrø
6.17 Høst af ukrudtsfrø (min. 10 m arbejdsbredde)

Se udførlig beskrivelse af teknologierne med obligatoriske elementer og specifikationer, der skal opfyldes, samt standardomkostninger her:

For oplysninger og hjælp til ansøgning kontakt: Maria Eugster Klug tlf. 7660 2372 mek@sagro.dk eller Uffe Ølgaard Bloch tlf. 7660 2393 uob@sagro.dk eller Sabrina Svendsen tlf. 9629 6635 sas@sagro.dk

Til toppen

IPM-skema kan indsendes nu

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

IPM-skemaet er opbygget med point, hvor point tildeles efter i hvor høj grad IPM-principperne anvendes. Skemaet kan først udfyldes, når sprøjtejournalen er indsendt. IPM-skema skal være udfyldt senest den 31. marts 2023.

Du udfylder skemaet online og får det sendt til din virksomheds digitale postkasse. Skemaet bliver IKKE indberettet eller kontrolleret, men skal kunne fremvises ved kontrol fra Landbrugsstyrelsen. Landbrugs- eller Miljøstyrelsen forholder sig ikke til besvarelsen, men alene til at skemaet er udfyldt. Der er hjemmel til bøde ved manglende fremvisning af udfyldt skema.

For at logge på og udfylde IPM-pointskemaet skal MitID anvendes, og derfor har din planterådgiver ikke mulighed for at udfylde skemaet for dig. Skemaet tager maksimalt 15 minutter at udfylde, da 8 ud 14 spørgsmål er besvaret ved indsendelse af sprøjtejournalen. Kontakt din planterådgiver, hvis du er i tvivl eller får brug for hjælp.

Ved indsendelse af skema modtager du det udfyldte skema i e-Boks. Husk at gemme skemaet, da det skal kunne fremvises ved en kontrol.

Der er få undtagelser, hvor bedrifter er fritaget for indsendelse af IPM-skema:

  1. Bedriften i de seneste to planperioder ikke har anvendt sprøjtemidler på omdriftsarealer.
  2. Bedriften råder ikke over arealer i omdrift.
  3. Bedriften er nyoprettet, det vil sige, at bedriftens CVR-nr. er oprettet inden for den planperiode, som IPM-skemaet omhandler, eller den forrige planperiode.

Skemaet skal udfyldes via Miljøstyrelsens SJI-system.

Til toppen
Download pdf