Udgivet d. 11-03-2022
Vinterrapsen er flere steder nået til vækststadie 50, inden knopperne bliver synlige set ovenfra, som er det sidste stadie, hvori der må køres med Galera. Temperaturen skal helst op på over 8 °C og rapsen må ikke være stresset efter nattefrost.
Matrigon 72 SG kan anvendes frem til vækststadie 55, mens knopperne på hovedskuddet er synlige, men stadig lukkede og uden gule kronblade. Se mere i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 3.
Det kolde vejr holder glimmerbøsser og bladrippesnudebiller i ro, men det er en god ide at holde øje med forekomsten efterhånden som temperaturen stiger.
Bekæmpelsestærsklen for glimmerbøsser er i det tidlige knopstadie 8 stk. pr. plante og 10 stk. pr. plante i det sene knopstadie. Er det svækkede planter er bekæmpelsestærsklen henholdsvis 4 og 5 stk.
Det er ikke så ofte at en bekæmpelse er nødvendig, men skulle det vise sig, kan der køres med Avaunt 150 EC 0,17 l/ha. ((midlet er forbudt fra 19. september 2022). Alternativt kan der anvendes Mavrik med 0,2 L/ha. (Skulle du have en rest af Mavrik Vita, så er den forbudt fra 15. juni 2022).
Har du ikke allerede været ude med det første gødning til vintersæden, så er der gode muligheder for det nu. Der er hvide spidser på rødderne som viser at der er gang i væksten, selvom det har frosset de sidste nætter.
Skal du ud med Cossack OD til vinterhvede, ser det ud til at der kommer gode forhold i næste uge, nogen steder allerede i weekenden. God vækst i ukrudtet er en fordel mht. virkning. Se mere i afsnittet om: Ukrudt i vintersæd
Generelt var der i efteråret gode betingelser for ukrudtsbekæmpelse, dog var der perioder, med lidt for varmt vejr for Boxer og lign. Vi ser mest ukrudt i marker, hvor der kun blev behandlet med DFF/Legacy i efteråret.
Udgangspunktet for tabellerne er efterårsbehandling med Boxer/Roxy, DFF/Legacy eller Mateno Duo. Hvis der er godt ryddet op fra efteråret med midler tilhørende disse resistensgrupper (N og F), kan man bruge midler fra resistensgruppe B uden den store risiko.
Det korte svar: Når det, man vil ramme, er fremspiret og i vækst. Især græsukrudt er vigtigt at behandle, før det bliver for stort. Af midler med græseffekt, stiller Cossack det laveste krav til temperatur, det virker fra ved ca. 5 °C. De rene hormonmidler, som Starane 333 HL/Flurostar 180 bør dog gemmes til temperaturen er stabilt over 10-12 °C.
Også for blandingsprodukter som Pixxaro og Mustang Forte virker hormondelen bedst ved høje temperaturer. Men ofte fås bedre på ukrudtet ved behandling mens det er småt, ved underoptimale temperaturer end ved at afvente varmere vejr.
Nattefrost ned til ca. -1 °C i følgende uges tid er sjældent problematisk, hvis man tager visse forholdsregler: Minimer antal midler i blandingen, undgå mangan-tilsætning og brug hellere sprede-klæbemiddel end olie af hensyn til afgrødeskånsomheden.
Vi har de seneste år set flere udbredte eksempler på resistens mod resistensklasse B (Cossack, Hussar, Broadway) i enårig rapgræs. Eneste alternativ til ”B-midlerne” mod enårig rapgræs i korn (og majs) er DFF/Legacy. Heldigvis er DFF/Legacy (resistensklasse F) brugt i stor stil i efterårets vintersædsbehandlinger, enten som rent middel eller som komponent i Mateno Duo. Denne nye resistens øger fokus på DFF/Legacy som ”resistensbryder”. Begge midler må dog kun bruge 1 gang pr sæson.
Hvis du ikke mener at have væselhale i din vintersæd, bør du tjekke en ekstra gang. Ofte ses nyt ukrudt først i foragre. Her bør det fjernes, mens man kan, før det spreder sig ind i marken. Lug eller afsvid med glyfosat og omså med vårsæd, hvis der er for meget for lugning. De gængse løsninger har begrænset effekt som angivet i tabel 2, og er ikke tilstrækkelige mod en tæt bestand.
Billede 1 Hvede i oktober 2021 efter behandling med 0,5 Boxer + 0,35 Mateno Duo: Fin effekt på ukrudtet, men noget hård ved hveden, hvilket tilskrives store dag-nat-temperaturer omkring sprøjtetidspunktet (Foto: Birgit Vestergård, SAGRO)
Billede 2 Væselhale i hvede d. 9. marts 2021 efter behandling med 0,6 Mateno Duo + 0,6 Boxer ca. en måned efter såning i efteråret 2020. Bemærk de for væselhale typiske ”totter”. Her foreslår vi en løsning som nr 5 i tabel 1. OG: vårbyg med pløjning i 2022 (Foto: Birgit Vestergård, SAGRO).
Mod besværlige græsser, som f.eks. væselhale (i hvede) kan man overveje at forstærke effekten med tilsætning af 10 kg N i form af flydende gødning. Det øger typisk effekten af græsmidlerne med omkring 10 % men svider ofte kornet en del.
Mangan hæmmer angiveligt virkningen af ukrudtsmidlerne en smule. Vi anbefaler dog iblanding af 1 l flydende manganprodukt som hovedregel. Grunden er at god manganforsyning bl.a. øger planternes evne til at optage kvælstof.
Tabel 1. Opfølgende ukrudtsbehandling i vintersæd, mod græsukrudt: Ukrudt med max. 5-6 blade. Baseret på efterårsbehandling uden ”minimidler”. Priser fra Middeldatabasen. Der kan kombineres / følges op med midler mod bredbladet ukrudt fra tabel 2 - dog under hensyn til ”minimiddelrestriktioner”
Tabel 2 Opfølgende ukrudtsbehandling i vintersæd mod bredbladet ukrudt: Ukrudt med 5-6 blade. Der kan blandes/følges op med midler fra tabel 1 mod græsukrudt, vær dog opmærksom på ”minimiddelrestriktioner” og tidspunkt for behandlingen. Priser fra middeldatabasen.dk. De nævnte løsninger er godkendt i alle arter af vintersæd.
Tabel 3 Opfølgende ukrudtsbehandling, eksempel mod både græs- og bredbladet ukrudt. Der er mange andre kombinationsmuligheder, men vær opmærksom på Minimiddel-restriktioner. Nedenstående eksempler er meget bredtvirkende.
Husk at notere afdrift reducerende teknik, for midler med afstandskrav til vand eller §3 hvor noget af dette er tæt på, samt det reducerede behandlede areal Og husk at videregive disse oplysninger til eventuelle andre, du sprøjter for. |
Især i hestebønner, der sås dybt, er der god mulighed for at behandle med et jordmiddel tilsat glyphosat inden fremspiring. Det bør udnyttes. Virkningen af jordmidlet vil dog være afhængig af en vis jordfugtighed. En fornuftig effekt mod enårig rapgræs forudsætter i øvrigt høj dosis af midlerne.
Mod øvrige græsser kan Agil eller Focus Ultra bruges, typisk efter indsatsen mod det tokimbladede ukrudt.
Alternativt kan den lange fremspiringstid i hestebønner udnyttes til ukrudtsharvning, eller bønnerne kan radrenses, hvis de er rækkesåede.
Pas på godkendelserne. Kun få kemiske midler er godkendt i bønner og ærter. En del med Mindre Anvendelse. Husk at hente disse godkendelses-dokumenter fra Middeldatabasen, og gemme dem i sprøjtejournalen.
Vær desuden opmærksom, at mange kopi-produkter til midlerne i tabellerne ikke har samme godkendelse som originalerne. F.eks Kalif 360 CS, der i modsætning til Centium 36 CS ikke må bruges i hverken hestebønner eller ærter på trods af et identisk indhold.
Pris-niveauet, der bruges i nedenstående tabeller er fra Middeldatabasen (opdateret i efteråret).
Tabel 4 Kemiske Løsninger modukrudt i hestebønner
Tabel 5 Løsninger mod ukrudt i ærter uden udlæg.