Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 32, 2. december 2021

Udgivet d. 02-12-2021

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Henrik Otto Clement

Kerb 400 SC i vinterraps

Vi kommer nu ind i en god periode til at sprøjte med Kerb 400 SC, hvis du ellers har noget på lager. Der er desværre ikke meget at få. Jordtemperaturen er nu nede på 3-5 °C i Midtjylland. Den første nattefrost gør, at vinterrapsens blade svinder lidt ind, så er det lettere at få Kerb 400 SC ned i afgrøden.

Sprøjtearbejdet med Kerb 400 SC skal være afsluttet senest 31. december, og der køres med 1-1,25 l/ha. Højeste dosis, hvor der er problemer med Italiensk Rajgræs, væselhale og agerrævehale.

Billede 1 Kerb 400 SC – desværre meget svær at finde til salg.

Mangan til vinterbyg

Vi ser heldigvis kun enkelte marker med mangan-mangelsymptomer. Det er dog også bedst at være på forkant, sådan at symptomerne ikke opstår. Det kan derfor være relevant at give mangan nu, men kun i vinterbyg i kraftig vækst, hvor der erfaringsmæssigt oftest opstår manganmangel i marken. Har marken fået tilført mangan over efteråret, bør det ikke være nødvendigt nu.

Der er risiko for svidninger med mangan på denne tid, så kør ikke ved udsigt til nattefrost. Bruger du et middel baseret på salte, skal der tilsættes spredeklæbemiddel. Det kan være midler som fx sulfat og nitrat, hvilket også inkluderer BioMangan. Er du i tvivl så kig på etiketten .

Til toppen

Nyt Klimaværktøj på vej fra SEGES

Af planterådgiver Henrik Otto Clement

Med det nye Klimaværktøj, som bliver tilgængeligt d. 3. december på landmand.dk, kan du se klimaaftrykket for dine marker. Det kræver dog at du har registreret dine udbytter i FarmTracking eller i MarkOnline.

Har du endnu ikke registreret dine udbytter for 2021, kan du nå det inden d. 15. dec. 2021. Den 15. december bliver programmet opdateret, og der vil du så kunne se tallene for din bedrift frem til engang i januar 2022.

Den 8. december kl. 8.00 afholder SEGES et webinar om emnet, som er henvendt til landmand. På landbrugsinfo.dk kan du finde yderligere info og tilmelding. 

Emnet bliver også taget op på plantekongressen 2022. Se under arrangementer.

Til toppen

Digitale drænkort

Af planterådgiver Anita Skou Henriksen

Efter de sidste 10 års øgede mængde nedbør og med udsigten til endnu mere nedbør i fremtiden, vil det nu og fremover være vigtigere end før, at have fokus på dræn, da det vil betyde øget driftssikkerhed.

De fleste kender nok til problemet med at finde de dræn, der er på bedriften ud fra de gamle drænkort, da marker, skel, bygninger osv. nok ikke ser ud i dag, som de gjorde den gang drænkortene blev tegnet for 50-70 år siden. Det kan koste rigtig mange penge og tid at grave efter dræn, man ikke helt ved, hvor ligger.

Det er her de digitale drænkort kommer ind. Ligger drænkortene digitalt, så har du muligheden for at tage din telefon med ud i marken og via FarmTracking eller CropManager til at lokalisere dine dræn inden for få meters nøjagtighed.

I SAGRO er det muligt at få digitaliseret dine gamle drænkort. Vi scanner dine gamle kort, og georeferer dem. På den måde kan vi tegne dine drænkort digitalt. Vi kan også tage dronebilleder, og via dem tegne skjulte drænledninger ind digitalt.

Har du ikke dine gamle drænkort liggende på ejendommen, så er det muligt at kontakte Orbicon og få (mod betaling) drænkortene udleveret, hvis de ligger inde med dem. Dette hjælper vi gerne med i SAGRO.

Hvis du får lavet nye dræn, så laver de fleste entreprenører i dag GPS-koordinater, som de gemmer i shape-filer, og dem kan vi indlæse i SAGRO, og derved bliver de nye drænledninger digitaliseret i løbet af kort tid.

Har du spørgsmål eller ønsker at få digitaliseret dine drænkort, så kontakt planterådgiver Anita Skou Henriksen på 76602396, eller mail ash@sagro.dk.

Billede 2 Gammelt drænkort der er blevet digitaliseret

Billede 3 Drone billede, hvor drænledninger tydeligt kan ses som smalle grønne striber.

Til toppen

Vinterklargøring af vandingsmaskiner og marksprøjte

Af planterådgiver Henrik Otto Clement

Inden maskinerne sættes til vinteropbevaring, er det et must at rengøre og smøre det, der skal smøres. Eventuelle fejl og mangler bør udbedres, når man alligevel er i gang med maskinen.

Vandingsmaskinen

Vandingsmaskinen skal tømmes bedst muligt for vand, se i brugervejledningen for den enkelte maskine, eller spørg din forhandler. Der er ventiler og haner, der skal stå åbne. Der skal smøres en lang række steder, slangestyr, kanon og andre bevægelige dele. Batteriet bør afmonteres og vedligeholdes hen over vinteren. Alt sammen for at komme bedst i gang til foråret.

Marksprøjten

Marksprøjten bør rengøres grundigt både indvendigt og udvendigt. Vask gerne med sæbe indvendigt for at sikre, at der ikke sidder kemirester tilbage, som senere kan løsne sig til gene for den næste afgrøde, der sprøjtes i. Husk rengøring på vaskeplads eller i marken. Derefter smøres maskinen godt igennem og gerne alle de udvendige metaldele.

Billede 4 Rengøring af marksprøjte på vaskeplads. (foto: Seges).

De fleste bruger kølervæske til frostsikring, men der er også andre metoder. Når du frostsikrer din marksprøjte, så følg anvisningen fra producenten.

Vær særlig opmærksom på manometeret, det er vigtigt at det opbevares frostfrit, hvis du skal være sikker på at det er præcist, næste gang du sprøjter. Har din marksprøjte et digitalt manometer, skal du være opmærksom på slangen, der sidder mellem en føler på sprøjten og computeren. Den skal tømmes for vand og evt. afmonteres.

Til toppen

Gør status på problemukrudt - få noteret ned, lav sprøjtevinduer m.m.

Af planterådgiver Henrik Otto Clement

Vækstsæsonen 2021 er ovre. Det giver anledning til at se tilbage på de problemer, vi havde med ukrudt, og som vi gerne vil gøre bedre i den nye vækstsæson, der er i fuld gang. Mon ikke de fleste kan huske nogenlunde, hvor der er pletter med problemukrudt, måske endda resistent ukrudt? Måske havde du anlagt et eller flere sprøjtevinduer?

Tiden op til høst er det bedste tidspunkt til at se, hvor problemerne er. Problemer med ukrudt forsvinder ikke bare lige uden videre. Har du lavet en strategi mod f.eks. noget græsukrudt, så er det godt at etablere et sprøjtevindue for at se, om du er på rette vej, og om der skal ændres på strategien.

Få noteret ned hvor problemerne er, meget gerne i FarmTracking, hvis muligt. Lav hotspot, tag gerne et billede og læg ved.

Har du din planterådgiver på markbesøg, så er det oplagt at lægge vejen forbi de anlagte sprøjte- og doseringsvinduer. De giver et rigtigt godt grundlag for at tilrettelægge sprøjtestrategierne til næste sæson.

I det nedenstående kan du se, hvordan du kan anlægge sprøjte- og doseringsvinduer, og hvad du kan få ud af dem.

Sprøjte- og doseringsvinduer

Sprøjte- og doseringsvinduer er rigtig gode værktøjer til at optimere indsatsen med planteværn. Sprøjte- og doseringsvinduer kan være små felter på 3x3 meter eller hele sprøjtebredder, mulighederne er mange, alt efter hvad der skal kigges efter.

Sprøjtevinduer giver dig svar på:

  • hvor godt sprøjtningen har virket.
  • hvilke ukrudtsarter der er i marken.
  • hvor stor angrebsgraden af svampesygdomme har været.
  • hvor stor angrebsgraden af skadedyr har været.
  • om afgrøden er påvirket af behandlingen.

Sådan gør du:

  • Luk for en del af sprøjten nogle meter, f.eks. 10 meter.
  • Marker starten af vinduet med en flexstok og lav gerne et hotspot med billede i FarmTracking.

Doseringsvinduer giver dig svar på:

  • om den dosis, du har valgt at køre med, er den rette, især relevant ved brug af nye midler.

Sådan gør du:

  • Udvælg to sprøjtespor ved siden af hinanden, som du forventer er repræsentative for marken.
  • Det ene sprøjtespor giver du 20-25 % mindre end din valgte dosis for marken.
  • Det andet sprøjtespor giver du 20-25 % mere end din valgte dosis for marken.
  • Lav gerne et ubehandlet område i hvert træk og et i alm. behandlet.
  • Markér områderne med en flexstok og lav gerne et hotspot med billede i FarmTracking.

Billede 5 Kornblomst i sprøjtemist viser særligt behov mod kornblomst, og at der er behov for bedre sprøjteteknik/mindre afdrift. (foto Seges)

Til toppen

Kemitjek – få dit lager kontrolleret og lagerført det i MarkOnline

Af planterådgiver Henrik Otto Clement

Hvis du bruger appen KemiTjek til kontrol af dine planteværnsmidler, kan du samtidigt opgøre dine lagre og overføre resultatet til FarmTracking og MarkOnline. Det kunne være en hjælp til din planterådgiver, hvis der skal udarbejdes en sprøjteplan, hvor der tages hensyn til at få brugt af det, du har på lager.

Når du registrerer opgaver i FarmTracking, nedjusteres dit pesticidlager i KemiTjek automatisk. Derved er du sikker på, at dit lager altid stemmer med din oversigt i KemiTjek.

Kemitjek appen koster 399 kr. pr. år. Du kan få adgang på seges.dk, og hente appen, der hvor du normalt henter dine apps.

Til toppen

ARRANGEMENTER OG KURSER


Sprøjteopfølgningskurser

Har du brug for et opfølgningskursus til sprøjtebevis/certifikat, har vi planlagt en række kurser, som ses af listen her.

Hvis du sprøjter i grovfoder eller kartofler, bør du tilmelde dig et af de målrettede kurser for netop disse driftsgrene. Derved får du mest muligt med hjem - ud over selve beviset.

Alle kurserne er kl. 8.30-16.00.

Til toppen

Herning Plantekongres 2022

Tid og sted: 12.-13. januar i MCH Herning Kongrescenter
Se program og tilmelding på plantekongres.dk

Kom med til den største faglige begivenhed inden for planter, miljø og natur, når SEGSE inviterer til Plantekongres 2022. Igen i år sættes der fokus på den nyeste viden, og hvordan vi kan anvende den til at løse fremtidens udfordringer og muligheder.

Bliv opdateret på den nyeste viden fra førende eksperter. Deltag i aktuelle, faglige debatter. Og vær med til den festlige kongresmiddag med kollegaer fra hele landet. 

Til toppen
Download pdf