Udgivet d. 30-09-2021
Husk, at på fredag er det 1. oktober og dermed er det ikke længere tilladt at tildele handelsgødning til vintersæden. For en uddybning af dette læs TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 27.
Vi ser meget varierende angrebsgrad, også i mellem tidligt såede marker i samme område. Det er derfor altid nødvendigt at kigge efter bladlusene i egne marker. Markerne undersøges bedst ved, at man lægger sig ned og kigger på bladene i modlys. Hvis der er en eller flere ”mørke pletter” på bladene, kan en nærmere undersøgelse afgøre, om det er bladlus eller ej. Bladlusene kan også sidde på stænglerne lige i jordoverfladen eller i hjerteskuddet eller ”kræmmerhuset”, så her er bedst at kigge på planterne ovenfra. Er der bladlus i 2-3 % af planterne bør de bekæmpes, men først ved 3-4 blade på kornet. Mindre angrebsgrad skal ikke bekæmpes, da enhver behandling øger antallet af resistente dyr.
Til bekæmpelse kan bruges 0,1-0,15 kg/ha Lamdex, 0,05-0,075 kg/ha Kaiso Sorbie eller 0,05-0,01 l/ha Mavrik. Brug mindst 150 l vand/ha, hvis der sprøjtes i en tæt afgrøde. Lamdex må bruges 3 gange i vintersæd, Kaiso Sorbie 1 gang og Mavrik 1 gang om efteråret og 2 gange i foråret.
Rapsmarkerne er i år ret varierende, de tidligste såede kom i vækst inden det blev tørt, mens andre blev sået forud for den tørreperiode, som har resulteret i uens fremspiring.
Er vinterrapsen veludviklede og med mindst 6 blade kan Belkar udbringes i 0,4-0,5 l/ha, hvis det ikke allerede er gjort (se billede 1). Sammen med Belkar kan rapsjordloppens larve bekæmpes. Bekæmpelse rettet mod larver er ret fleksibelt og anbefales tidligst, når alle planter har mindst 4-5 løvblade. Vi anbefaler denne bekæmpelse, med mindre du har opstillet fangbakker og kun fanget få rapsjordlopper heri. Bekæmpelse kan foretages til omkring medio oktober. Til bekæmpelse anbefales 0,2 kg Lamdex eller 0,1 kg Kaiso Sorbie. Mindre udviklede vinterrapsmarker skal følges (se billede 2), så Belkar dosis tilpasses størrelsen, gerne med et split og ikke udføres før alle planter har mindst 3 blade (split med 0,25 l/ha).
Billede 1 Vinterraps som er etableret godt og der er vækstreguleret. Marker som denne er klar til bekæmpelse af rapsjordloppelarver. Foto: Michael Fleng, SAGRO.
Billede 2 Varierende fremspiring på JB 7. grubbesået. For tørre jord har betydet at mange frø først er fremspiret sent efter nedbør. Yderligere indsats skal tilpasses markens variation– snegleangreb, rapsjordlopper, ukrudt. m.m. Svage rapsmarker skal vurderes om det er realistisk om der kan blive en fornuftig rapsmark – diskuter det med din planterådgiver, hvis du er i tvivl. Foto: Michael Fleng, SAGRO.
Jo tidligere vintersæden sås, des mere ukrudt forventes der at fremspire. Den tidligt såede vintersæd er formentligt allerede ukrudtsbekæmpet med Boxer og Mateno Duo eller DFF. Boxer må kun bruges en gang per vækstsæson, men er der problemer med græskrudt findes der andre muligheder for opfølgning.
Første skridt mod beslutningen om hvad der skal gøres, er at gå en tur i marken og se om du har græsukrudt og hvor omfattende det er. Kig både inde i marken og i de yderste 2-3 meter. Måske kræves der kun handling i den yderste del af marken.
Såfremt der sporadisk rajgræs, kan 1l/ha Adimax eller 0,2l/ha Topik anvendes. Er der derimod en tæt bestand af rajgræs (ses billede 3), anvendes 0,5l/ha Atlantis OD. Brug af Atlantis i efteråret udelukker Cossack OD med flere til foråret.
Forhåbentligt er problemet med græsukrudt og tidligt sået vintersæd slet ikke et problem for dig, da der ikke bør sås tidligt steder med kendt græsukrudtsproblemer. Men har du konstateret græsukrudt i dit sædskifte bør du undlade tidlig såning af vintersæd fremover og øge andelen af vårsæd i dit sædskifte.
Billede 3 italiensk rajgræs fremspiret i tidlig sået hvede inden 7/9. Marken er set den 27-9. Her er græsbestanden så tæt, at der vil være behov for efterårsbekæmpelse, evt. med Atlantis. Foto: Michael Fleng, SAGRO.
Næste års vinterraps er selvfølgelig allerede sået, men hvis du er nysgerrig på hvordan din sort har klaret sig i år, så kan du her se resultaterne fra årets landsforsøg. De to hybridsorter LG Avrion og LG Auckland ligger i top, og lå også i top i gennemgangen vi lavede i sommers i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 16.
Sortudviklingen på triticale er begrænset på grund af det lille marked for triticale. Der opnås samme udbytte i blandingen som den bedste sort, Trias.
Tilsagn til pleje af græs- og naturarealer gælder for en 5-årig periode og skal derfor kun fornyes hvert femte år. De sidste par år har der været en separat ansøgningsrunde for at søge om nye tilsagn. I år forventer Landbrugsstyrelsen at ansøgningsrunden for nye tilsagn bliver i perioden 1. oktober til 3. december 2021 for tilsagn gældende fra 1. september 2021. De nye tilsagn skal anmeldes første gang i fællesskemaet for 2022.
Du skal være opmærksom på, om du har nogle marker med tilsagn, som udløber i 2021, eller nye arealer, som det kunne være interessant at få et tilsagn til. Du kan se udløbsåret på dit tilsagn i dit tilsagnsbrev eller i dit fællesskema for 2021.
For at kunne få tilsagn til arealerne er der flere krav, der skal være opfyldt. Bl.a. skal arealerne have en tilstrækkelig høj naturværdi (HNV på minimum 5). Arealerne skal plejes med afgræsning eller slæt, som kan kombineres med eller uden grundbetaling. Tilskudssatsen afhænger af om tilsagnet kombineres med grundbetaling. Tilskudssatserne ses i nedenstående tabel. Har du et 20-årigt tilsagn til Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ-ordninger), som udløber i 2021, og som du fortsat ønsker at have tilsagn på, så kan de formentlig kun erstattes af de 5-årige tilsagn til pleje af græs- og naturarealer.
Kontakt din planterådgiver, hvis du er interesseret i at søge et nyt PLG-tilsagn.
Tid: 12. oktober kl. 13.00
Sted: Tranbjergvej 6 6818 Årre.
Vi vil også se på et etableringsforsøg, hvor der både er etableret vinterraps hhv. d. 20. august og 6. september. Til etableringen er der brugt 3 metoder: pløjet eller dybdeharvet før såning og direkte såning i stub. Desuden er der afprøvet forskellige gødningsstrategier med 0, 30, 60 kg N i handelsgødning og 25 t gylle eller 10t fertigro.
Derudover har vi også et forsøg med effekt af ukrudtsbehandling om efteråret med forskellige kombinationer og doser af Command og Belkar. Forsøget vil blive fulgt op med Kerb-behandling senere i efteråret.
14. oktober kl. 10.00 ved Vejle Landevej 66, 7190 Billund
15. oktober kl. 10.00 ved Hodsagervej 24, 7500 Holstebro
Kom ud og vær med til en snak om efterafgrødearter, næringsstofoptag, betydning af jordtype og krav for at opfylde efterafgrødeforpligtigelsen.
Vi vil se på forskellige blandinger udsået i foråret, og hvordan de har klaret sig, der er både kvælstoffikserende arter som er blevet lovligt fra i år og mere traditionelle arter. Desuden er der efterafgrødeblandinger der er spredt enten kort før høst eller efter høst og efterfølgende striglet. Disse to er kombineret med (og uden) 20 kg N, så effekten af næringsstoffer kan ses.