Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 26, 8. september 2021

Udgivet d. 08-09-2021

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Rapsjordlopper

Rapsen spirer frem nu, og forventeligt kommer der nedbør omkring weekenden, som vil give et ”skub” til rapsen, så væksten tager fart. Men indtil den er fuldt fremspiret og har 4 blade, skal du holde øje med rapsjordlopper. Nogle steder er der mange og andre marker går nogenlunde fri, så det er vigtigt at kigge i dine marker. Der anbefales bekæmpelse allerede, når 10 % af bladarealet er bortgnavet.

Er bortgnavet lignende de to nederste figurer på figur 1, bør marken behandles.  Ellers opnås den bedste effekt af midlet ved at gemme behandlingen til larverne er udviklet, formentligt omkring begyndelsen af oktober.

Figur 1 Illustration fra Tyskland med 1, 5, 10 og 15 procent bortgnavet bladareal.

Til bekæmpelse anbefales 0,2 l/ha Lamdex eller 0,1 l/ha Kaiso Sorbie. 

Nedvisning af græsukrudt

De fleste har godt styr på nedvisningen, men mange har også set et sted, hvor nedvisningen kunne have været mere succesfuld. Når der nedvisnes græsukrudt forud for pløjning, er det vigtigt at ramme der, hvor sammenpløjningen vil blive, samt hjørnerne, hvor sprøjten nemt kan køre forbi uden at ramme helt ud. Samtidig skal rabatter og skel respekteres og ikke nedvisnes, da en god dækning af blandet vækst er en god konkurrent til ukrudt der kan komme udefra. Efter nedvisningen er god pløjning (også i sammenpløjninger, kiler og hjørner) og etablering de næste skridt til at komme græsukrudtet til livs.

Frøgræsudlæg

Det meste frøgræsudlæg er forårsudlagt og bruges til at opfylde MFO-krav, og må derfor ikke sprøjtes før 20. oktober (2. november hvis der er indmeldt udskudt høst). Du kan ikke se i markplanen om frøgræsudlægget er tilmeldt som MFO. Hvis du er i tvivl, så spørg din planterådgiver.

I efterårsudlagt frøgræs må man ikke bruge Kerb i foråret og i stedet kan 0,5 l/ha (og undtagelsesvist op til 1 l/ha) Boxer bruges, hvis der er meget enårig rapgræs og vindaks. Effekten er bedst i fremspiringsfasen mens ukrudtsplanterne er små, Boxer er hård ved græsset, som skal være godt dækket med jord. Tag dog højde for risikoen for fordampning af Boxer, og kør, når der er køligt og fugtigt og vejrudsigten ikke tyder på varmt vejr, kørsel om aftenen er bedst, især nu hvor det er varmt.

Da Boxer kun er godkendt til mindre anvendelse i efterårsudlagt frøgræs, skal du gemme godkendelsen, som du fx kan finde på middeldatabasen.dk sammen med din sprøjtejournal.

Mod tokimbladet ukrudt benyttes 7,5 g/ha Express 50 SX + 0,15 l/ha spredeklæbemiddel, når frøgræsset er fuldfremspiret og har 2-3 blade og ukrudtet har 1-4 blade.

Spildkorn med 1-2 blade bekæmpes med 0,1 l/ha Agil + 0,1 l/ha spredeklæbemiddel. Agil er også kun godkendt til mindre anvendelse, og der skal derfor også udskrives og gemmes en vejledning fra middeldatabasen.dk.

Til toppen

Høstudbytte i vinterhvede 2021

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

I juni skrev vi om de udbudte vintersædssorter og nu er årets forsøgsresultater opgjort og kan ses i tabel 1. Kvium, Heerup og Pondus ligger med højeste udbytter, og har også klaret sig godt på sandjorden i Vinderup. I år har der også været en fire sortsblandinger med i afprøvningen. Sortsblandingerne Wheat Mix 221 og Wheat Mix 121 begge fra DLG har klaret sig bedst med udbytter på højde med de bedste rene sorter.

Tabel 1 Høstudbytter og kvalitetsparametre i vinterhvedesorter og blandinger afprøvet i landforsøgene 2021. Kilde: Sortinfo.dk

Til toppen

Høstudbytte rug 2021

KWS Rotor, KWS Tayo og KWS Receptor har givet bedst udbytte i år, og har også lagt i top i 2020 og 2019 (KWS Rotor har dog kun været med i 2020). Se resultaterne i tabel 2.

Tabel 2 Høstudbytter og kvalitetsparametre i vinterrugsorter afprøvet i landforsøgene 2021. Kilde: Sortinfo.dk

Til toppen

REGLER OG TILSKUD


Efterafgrøder, sådato og dækningsgrad

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Efterafgrøderne er en føljeton her i efteråret, og nu hvor vi nærmer os d. 10. september, som er deadline for at indmelde ændringer i sådato, placering og alternativer.

Vi har allerede skrevet om reglerne og kravene til dækningsgrad i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 21 og TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 23.  Men det er altså ikke kun afgørende om – og hvornår - efterafgrøderne er sået, men hvis marken bliver udtrukket til fysisk kontrol, vil det være dækningsgraden, der bliver kontrolleret. Kravene til dækningsgraden afhænger af sådatoen, se sammenhængen i tabel 3. Mange efterafgrøder er begyndt at gro, men det tørre vejr den seneste tid, er ikke fordrende for efterafgrødernes vækst. Hvis du kommer ud i marken og bliver i tvivl om hvorvidt dækningsgraden er tilfredsstillende, så kan du tale med din planterådgiver om mulige alternativer. Det er begrænset med muligheder på nuværende tidspunkt, men tidlig såning (senest d. 7. september) kan være en mulighed, ligesom det også kan være du har beholdning i efterafgrødebanken, som kan gå i stedet for pligtige efterafgrøder. Endeligt er det også muligt, at indmelde en senere sådato, hvorved kravet til dækningsgraden mindskes, men så vil det koste N-kvote næste år, se tabel 4. Husk at disse rettelser skal indmeldes senest d. 10. september.

Disse overvejelser er også oplagte at overveje i forhold til den kommende sæson. For problemerne kan jo opstå igen næste år, og mulighederne er flere, hvis de planlægges allerede fra vækstsæsonens start. Overvej præcisionsjordbrug, hvor 11 ha præcisionsjordbrug svarer til 1 ha efterafgrøder. Ligeledes er brak også et muligt alternativ, hvor der ikke er krav til hverken så- eller høstdato.

Tabel 3 Oversigt over minimum dækningsgrad afhængig af såtidspunkt, og hvornår marken kontrolleres.


Tabel 4 Nedsættelse af kvælstofkvoten i 2021-2022 i forbindelse med udskydelse af såtidspunktet for pligtige efterafgrøder og husdyrefterafgrøder. Kvotetrækket afhænger af hvor meget husdyrgødning, der er tildelt på bedriften i 2019/2020. Tallene for kvotereduktionen er rettet, da de er blevet sænket en anelse i år.

Til toppen
Download pdf