Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 22, 12. august 2021

Udgivet d. 12-08-2021

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Meldrøjer i rug

Foderstoffirmaerne oplyser, at nogle rugleverancer indeholder så mange meldrøjere, at det har resulteret i fradrag. Du bør derfor kigge i dine rugmarker inden du høster, og se om der er særlige områder med mange meldrøjere, fx i sprøjtespor og pletter med dårlig vækst. Det er ikke sikkert at de udgør et problem i dine marker, men hvis du kan lokalisere særligt ramte områder, så høst dem for sig selv, sådan at meldrøjerne ikke blandes i hele udbyttet. Se billede 1 for eksempel på meldrøjere. Reglerne omkring meldrøjere og fradrag varierer mellem foderstoffirmaerne, undersøg selv hvordan der afregnes ved dit selskab.

Billede 1 Eksempel på meldrøjer i rug. De store, sorte, forvoksede kerner er lette at kende (Foto: Susanne Frydendal Nielsen, SAGRO).

Snegle i vinterraps

Det fugtige vejr giver gode vilkår for sneglene. Vi har allerede nævnt behovet for sneglebekæmpelse i vinterraps, men husk løbende og dagligt at holde øje med om der dukker nye snegle op og følg op med ny sneglebekæmpelse ved behov. Hvis der er mange snegle, opnås bedst effekt, hvis sneglekorn spredes lige efter såning, plus opfølgning ved behov. SEGES har sammenlignet forsøg med sneglemidler hhv. Ferrex (med den gamle formulering) og Sluxx. De fandt bedst effekt ved brug af Sluxx. Siden er formen på Ferrex piller blevet ændret, og det er ikke undersøgt, hvorvidt det har forbedret effekten.

Til toppen

Etablering af frøgræs

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Det er vigtigt at få sået i et godt såbed, så frøgræsset kommer godt fra start. Det kræver en omhyggelig pløjning, hvor spildkorn og ukrudt er væk. Dernæst skal marken være jævn med ensartet pakning, da det hjælper til at sikre en tilsvarende ensartet sådybde og mindsker udfordringerne ved høst. Sådybden skal være 1,5-2 cm. Sildige sorter sås senest sidst i august, og tidlige sorter sås senest først i september.

Når frøgræs etableres om efteråret får græsukrudt gode kår, og derfor skal du være opmærksom på ukrudtsbekæmpelsen. Vi anbefaler 0,1 l/ha DFF + 0,1 l/ha spredeklæbemiddel før fremspiring. Dernæst kan 0,5-0,6 l/ha Boxer benyttes, hvis der er mange enårige rapgræs. Boxer kan bruges frem til stadie 12 og medfører at halmen ikke må opfodres. Til tokimbladet ukrudt kan 7,5 g/ha Express 50 SX + spredeklæbemiddel bruges, når udlægget har 2-3 blade og ukrudtet endnu er småt med 1-4 blade. Express 50 SX må ikke bruges efter 30. september.

Til toppen

Bestil jordprøver nu

Af planterådgivere Erik Kjeldsen, Jens Peder Pedersen og Niels Holmgaard

Ønsker du at få taget nye jordprøver i år, så sig gerne til allerede nu. Venter du, er der risiko for, at du havner i en kø for at få taget jordprøver. Kontakt din planterådgiver for at blive skrevet op. Er det mere end 4-5 år siden, der sidst blev udtaget jordprøver, er det på tide at få det gjort igen.

Vi tilbyder traditionelle jordprøver, der tages typisk en prøve pr. 3-5 hektar. Der beregnes en kalkplan til markerne, og analyseresultaterne for reaktionstal, P, K, Mg overføres til vores markstyringsprogram, så det kan indgå i næste års gødningsplanlægning. Det er også muligt selv at udtage jordprøverne, og aflevere dem på planteavlskontoret, hvorefter vi bearbejder på samme måde.

Vi har også stor erfaring med udtagelse af GPS-jordprøver. Prøveudtagningen udføres med moderne GPS-udstyr, og ud fra resultaterne beregnes en gradueret kalktildeling. Kalktildelingsfilerne indlæses i traktorcomputeren og overføres til kalksprederen, som herefter laver en nøjagtig tildeling af kalk. Præcisionskortet tager højde for markens variation (se billede 2 og 3), hvorved der kan spares en del kalk, sammenlignet med de traditionelle jordprøver, og samtidigt opnås et mere jævnt (og optimalt) reaktionstal på hele marken.

 Figur 1 GPS jordprøver viser de varierende reaktionstal på marken.

Figur 2 Variationen på kortet ovenfor resultere i kalktildeling svingende fra  0 til 7 tons pr. hektar.

Resultaterne fra GPS jordprøver kan også anvendes til graduering af gødning, og her er det især interessant at graduere kalium til kartofler. Det kan f.eks. gøres ved at graduere Protamylasse, eller Patentkali.

Alle vores jordprøver analyseres kemisk på akkrediterede laboratorier, for reaktionstal (Rt), fosfortal (Pt), kaliumtal (Kt) og magnesiumtal (Mgt). Kalkbehovet og kalktype beregnes, og jordens indhold af næringsstoffer tager vi med videre over i markstyringsprogrammet, hvor resultaterne indgår i gødningsplanlægningen. Derudover analyseres nogen jordprøver også for kobberindhold.

I 2020 blev gødningskvoten på JB-nr. 11 reduceret med 25 kg N/ha for vårkorn og 50 Kg N/ha for øvrige afgrøder. Mener du, at det er en fejl, at dine marker er registreret som JB 11, skal dette dokumenteres med teksturanalyser. Der skal analyseres en teksturanalyse pr. 5 ha på de marker, du ønsker opkvalificeret. Hvis du selv tager prøverne, skal udtagningen dokumenteres med indtegnede prøvelinjer pr. mark, som kan fremvises ved kontrol. Alle jordprøver der udtages af SAGRO, logges med GPS-position.

I de senere år er der kommet flere elektroniske ”jordprøve” løsninger på markedet. Fælles for dem alle er at de kan lave analyseresultater uden analyse. Indtil videre har vi ikke set nogen sikre beviser for at målemetoderne rent faktisk virker, men vi følger selvfølgelig udviklingen af den nye teknik tæt. Når der kommer noget anvendeligt udstyr på markedet, er vi også klar til at tage det i anvendelse.

Kontakt din planterådgiver, hvis du har spørgsmål eller vil bestille jordprøveudtagning. Du kan se priser og muligheder på sagro.dk ​

Til toppen

Sortsudbytter i vinterbyg

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Vinterbyggen er høstet og i tabel 1 er resultaterne fra 8 landsforsøg. Hybriderne ligger ikke overraskende i toppen udbyttemæssigt. Men derudover har Valerie klarest sig godt. Ser man kun på udbytterne fra Vinderup, som er dyrket på en vandet sandjord, så er toppen i højere grad en blanding af hybrider og linjesorter (top 5 er SY Kingston, LG Globetrotter, SY Kingsbarn, Cleopatra og KWS Kosmos). Har du lyst til at studere resultaterne nærmere så kig på sortinfo.dk. Siden opdateres løbende med øvrige analyser for vinterbyg, men også med de resterende afgrøder. Når alle forsøg i en afgrøde er høstet, bringer vi resultatet her i TILVÆKST.

Tabel 1 Årets resultater fra landsforsøgene. I den kommende tid vil Sortinfo.dk blive opdateret efterhånden som flere analyser bliver udført.

Til toppen

REGLER OG TILSKUD


Overdragelse af handelsgødning

Husk, at fristen for indberetning af overførsel af handelsgødning til andre via leverandørregistret for gødningsleverancer er den 1. september 2021. Kontakt din planterådgiver, hvis det giver anledning til spørgsmål.

Til toppen
Download pdf