Udgivet d. 27-05-2021
I maj har vi mange steder rundet 100 mm, og udover det har besværliggjort plantebeskyttelsen og anden kørsel i marken, begynder især vårsæden at blive gullig, da det har været vandlidende over en lang periode. Mod slutningen af denne uge ser det ud til, at vejret skifter med udsigt til både varme og tørvejr. Vi håber på, at vejrudsigten holder.
I sidste nummer berørte vi behovet for svampebekæmpelse i vinterhvede, og anbefalingen er stadig, at ubehandlet vinterhvede bør bekæmpes ved først kommende mulighed. På grund af den store septoria-risiko anbefales det at bruge 0,5-0,6 Balaya eller eventuelt Propulse, helst når fanebladet er fremme, og senest i stadie 40. Se midler og doser i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 11.
Vinterbyggen er tæt på skridning, og vi ser også en del skoldplet og bygbladplet i vinterbyggen. Hvis ikke vinterbyggen er behandlet, bør det gøres, når der kan køres i marken. Se midler og doser i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 11.
I rug ser vi en del skoldplet, som også fremmes af fugten, så hvis ikke rugen endnu er svampebehandlet, bør det gøres nu. Svampebehandlingen har også en stråstyrkende effekt, som er gavnlig for rugen. Se midler og doser i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 11.
Der vil på nuværende tidspunkt være god effekt af flyvehavremidlerne, både på flyvehavre, men også det øvrige korn. Da der er risiko for at skade kornet jo senere der sprøjtes, bør der kun bruges flyvehavremidler i områder, hvor man har kendskab til flyvehavre risiko. Midlerne må ikke bruges senere end stadie 30. Brug 0,8 l/ha Primera Super eller Foxtrot + 0,15 l/ha spredeklæbemiddel.
De allerfleste år er der ikke økonomisk gevinst i at lave to svampebehandlinger, men netop i år, hvor der har været fugtigt i en lang periode hvilket giver højt smittetryk, kombineret med en lang blomstring, vil der forventeligt være værdi i en anden behandling. Til anden behandling kan bruges 0,6-0,7 l/ha Prosaro.
Vær opmærksom på, at 0,7 l/ha Prosaro tæller med 35 % i triazolregnskabet, og der skal være mindst 14 dage mellem 2 behandlinger med Prosaro. Propulse må kun bruges én gang.
Med det kolde og våde vejr er vårbyggen lidt bagud, men strækningen er begyndt i de mest udviklede marker. Der ses især bladplet og skoldplet, generelt vil det være aktuelt med svampesprøjtning i vårbyggen, når den kommer i stadie 32 (2. knæ kan mærkes). Svampesprøjtningen kan kombineres med ukrudtsbekæmpelsen, hvis den endnu mangles, husk dog på, at DFF ikke må benyttes efter stadie 28 (8 sideskud, og inden strækningen starter). Da ubehandlet ukrudt formentligt er blevet stort, bør dosis i ukrudtsmiddel øges.
Nogle steder ses udsædsbåren bygbladplet i RGT Planet. Bygbladplet bekæmpes i meget modtagelige sorter (RTG Planet og Laurikka) fra vækststadie 30 ved over 10 % angrebne planter. Comet Pro er det bedste middel mod bygbladplet.
Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter først fra vækststadie 31 (1 knæ udviklet) ved over 10 % angrebne planter og mindst 5 dage med nedbør (over 1 mm). Der tælles maks. 14 dage tilbage i tiden. Vær især opmærksom på evt. angreb i byg med forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning.
Vi anbefaler en sprøjtning i alle vårbygmarker, der er mindst i stadie 32. Det skyldes, at der er højt smittetryk af især skoldplet, men også bygbladplet. Med de mange nedbørsdage er forholdene gunstige for skoldplet. Samtidig er der forskel på, hvor udviklet vårbyggen er, og det har betydning for strategien.
I de veludviklede marker, som er sået tidligt, og hvor stadiet nærmer sig, at alle blade er udviklede inden svampebekæmpelsen kan foretages, anbefaler vi en 0,3-0,4 l/ha Propulse SE 250 + 0,2 l/ha Comet Pro. Det kan blive nødvendigt med en opfølgende behandling.
I de øvrige marker er der ligeledes stort smittetryk. Vi anbefaler derfor svampebekæmpelse, når kommer i stadie 31-32. En tidlig behandling med 0,25-0,3 l/ha Orius Max/ 0,2-0,25 l/ha Folicur Xpert/ 0,2-0,25l/ha Prosaro. Er der endvidere angreb af bygbladplet kan anvendes 0,25-0,3 l Comet Pro, der har god effekt på alle tre sygdomme. Det kan blive nødvendigt med en opfølgning med senere med 0,3-0,4 l/ha Propulse SE 250 + 0,2-0,3 l/ha Comet Pro. I upløjede marker øges risikoen for bygbladplet og skoldplet, og vi anbefaler at tilsætte 0,2 Comet Pro til den første behandling.
Hvis vejret slår om, kan de senest såede marker måske nøjes med en enkelt behandling omkring skridning med Propulse SE 250 + Comet Pro. Men hvis skadetærsklerne krydses allerede ved stadie 31-32, bør der laves en tidlig behandling med Orius Max/Folicur Xpert/Prosaro/Comet Pro, i doser som nævnt ovenfor.
Svampemidlerne kan også blandes med vækstregulering, hvis det er aktuelt, men ikke samtidig med iblanding af ukrudtsmiddel. Til vækstregulering benyttes 0,3 l/ha Moddus M, som nedjusteres til 0,25 l/ha, hvis der iblandes svampemiddel. Husk på at vårbyggen ikke må være stresset, når der vækstreguleres, heller ikke som følge af vandlidende jord.