Udgivet d. 19-05-2021
Der er god vækst i både ukrudt og afgrøder, har du ubehandlet vårsæd, kan ukrudtet være blevet stort. Sørg for at tilpasse dosis, hvis ukrudtet er blevet stort.
Rapsen står i fuldt flor og har du endnu ikke svampebehandlet kan det nås endnu. Hvis rapsen blomstrer over en lang periode, kan det blive aktuelt med endnu svampebekæmpelse, husk blot at der kun må behandles én gang med Propulse SE 250. Doser og midler til svampebekæmpelse i vinterraps kan ses i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 11.
Billede 1 Rapsen blomstrer, og de gule kronblade er begyndt at drysse af. Det er tid til svampebehandling, hvis den ikke allerede er foretaget (foto: Susanne Frydendal Nielsen, SAGRO).
Vi ser septoria i de fleste hvedemarker og dermed er smitten tilstede, dertil kommer at vi har haft mange fugtige dage, så alle faktorer er tilstede for øget septoriarisiko. Vores anbefaling er derfor skruet lidt op i forhold til, da vi i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 11 skrev om svampebekæmpelse. Har du ikke allerede svampebehandlet hveden, bør du gøre det. Hvis fanebladet er på vej frem vælges et effektivt septoriamiddel, helst 0,5-0,6 Balaya eller eventuelt Propulse. Brug den laveste dosis i de mindst modtagelige sorter (Informer, KWS Extase, Heerup, Momentum og Pondus). I mindre udviklet hvede vælges propulse, og Balaya gemmes til senere.
For midlernes bidrag til triazolregnskab og restriktioner, se tabel 4 i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 11.
Er der græsukrudt i hestebønnerne kan Agil 100 EC og Focus Ultra benyttes. Begge har god effekt mod agerrævehale og italiensk rajgræs. Er der kvik skal du afvente at kvikken har 4-5 blade, for at få den bedste effekt. Der er ingen effektive bekæmpelsesmuligheder mod enårig rapgræs, selv om der vil være nogen effekt af Fenix, Centium, Novitron og Stomp CS.
Der benyttes 1-2 l/ha Focus Ultra eller 0,5-0,9 l/ha Agil 100EC, højeste dosis hvis der er kvik. Husk at Agil 100EC kun må benyttes hvert andet år på samme areal.
Hvis du ikke allerede har brugt den sidste gødning, så kan det netop nu være et godt tidspunkt til en opgørelse af, hvad der er brugt og sammenholde det med hvilken kvote du har. Gødningsåret er fra 1. august til 31. juli, og alt gødning du har modtaget og brugt derimellem skal medregnes, samt eventuelt gødning brugt i den forlængede planperiode.
Modtager du gylle kan du kontrollere hvor meget kvælstof du har modtaget. Særligt hvis du modtager fra et biogasanlæg vil det planlagte være et estimat som du og din planterådgiver har lavet ved gødningsplanlægningen i efteråret. Fra mange biogasanlæg vil du kunne få en opgørelse af hvad gyllen egentligt har indeholdt. Indkøbt handelsgødning kan du få oplyst der hvor du køber gødningen. På den måde har du mulighed for at regne ud hvor meget N og P du har brugt og det kan sammenholdes med N og P-kvoten. Hvis du ikke har ændret i markplanen siden du fik din mark-mappe udleveret, kan du se gødningskvoten i den, husk dog at trække N-prognosen fra, hvis du er ramt af den. Det gælder for jorde med vinterkorn og vårsæd på JB 2 og 4-9, se hvor meget i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 6.
Hvis der er mere gødning til rådighed, så tænk på, at N gødning omkring skridning øger proteinindholdet, mens gødning inden skridningen vil øge udbyttet. Så vurder hvilket stadie din afgrøde er i, og tag stilling til om du får noget ud af et øget proteinindhold. Bruger du selv kornet til fodring, er der værdi i ekstra protein, mens det ikke er sikkert, du får noget for ekstra protein, hvis du sælger til foderstoffirmaer.
Med satellitbilleder kan biomassen måles, og der kan gødskes, hvor afgrøden har mest behov. Da der har været overskyet i det meste af maj, kan det være svært at finde nyere satellitbilleder som dækker variationen, efter at afgrøden har fået adgang til den allerede tildelte gødning. I cropmanager.dk og cropsat har du mulighed for at lave tildelingskort, og se markens variation.
Der er marker, som ligger på lave, kolde og vandlidende områder, og endnu ikke er sået. Er det tilfældet skal man tage stilling til hvad der skal ske. For at være støtteberettiget skal der være landbrugsmæssig aktivitet, hvilket kan være såning af en afgrøde, men marken kan også ændres til en brakmark, dermed er aktivitetskravet en enkelt slåning mellem 1. august og 25. oktober. Det kræver dog at der på nuværende tidspunkt er plantedække på marken, er marken derimod jordbehandlet eller er der nedfældet gylle, kan den ikke ændres til brakmark.
Har du jordbehandlet eller nedfældet gylle, skal du sørge for at så en afgrøde, så marken er støtteberettiget. Vejrudsigten viser risiko for endnu en del nedbør omkring weekenden, som fortsat kan besværliggøre såningen. Så gerne øverligt, og så længe det fugtige vejr holder ved, vil en spredning med centrifugalspreder også kunne sikre en rimelig fremspiring. Vi har ikke forsøg der belyser udbyttetabet ved såning så sent som nu, men der må forventes et udbyttetab. Forhåbentligt kan plantebeskyttelsen begrænses til en ukrudtsbehandling.
Er marken tilmeldt med efterafgrøde skal du være opmærksom på om efterafgrøden skal flyttes til en anden mark, hvis det ikke er muligt at så efterafgrøden. En brakmark kan også opfylde efterafgrøde forpligtigelsen, men vil ikke kunne opfylde både MFO og pligtige efterafgrøder, som de almindelige efterafgrøder kan. Som det fremgår er der mange facetter og overvejelser, og er du i situationen, hvor såningen driller, så kontakt gerne din planterådgiver og få styr på en plan der passer til dine forhold.