Udgivet d. 12-05-2021
Siden sidste uge har det regnet en hel del. Der kommer derfor gang i afgrøderne, men en del svampesygdomme nyder også godt af det fugtige miljø. Vinterbyggen ligger mellem stadie 31 og 39, uanset hvor udviklet vinterbyggen er, så ser vi skoldplet i alle marker, og anbefaler derfor første svampesprøjtning, med 0,45 l/ha Propulse EC 250 + 0,2 l/ha Comet Pro. I pløjefrie marker bør Comet Pro øges til 0,3 l/ha.
Rugens vækst har fået et skub, efter der er kommet nedbør kombineret med de lune temperaturer. Dermed kan der være rugmarker, som får behov for vækstregulering, selvom det indtil nu ikke har været tiltrængt. Ved behov for væksteregulering anbefaler vi at kombinere det med svampebehandling, og der kan bruges 0,2 l/ha Cerone + 0,2 l/ha Moddus M + 0,2 l/ha Prosaro EC 250. Rug med behov for vækstregulering forventes at kunne skygge en del ukrudt væk, men er der stort ukrudt, som kan blive så stort, at det ikke vil blive skygget væk, kan der yderligere tilføjes 10 g Express + spredeklæbemiddel, og husk, at Express er omfattet af minimiddelrestriktionerne.
Nogle vinterhvedemarker står uden at have været behandlet med Cossack OD Plus. Er der problemer med store kamiller eller snerlepileurt, er det på tide at få dem bekæmpet.
Hvis der IKKE er brugt Cossack tidligere, anbefaler vi ca. 0,4 l/ha Zypar, eller 8-10 g/ha Ally + 0,2 Starane 333HL/Pixxaro. Mustang Forte (0,3-0,5 l/ha) er også et fremragende middel mod kamille og kornblomst, men skal bruges senest når kornet har to knæ (st. 32). Er der også resistente fuglegræs, foretrækkes løsningerne med Starane 333HL eller Pixxaro. Se Tabel 1, som viser hvilke stadier midlerne kan bruges til.
I marker, hvor der er brugt Cossack tidligere, skal Ally (og øvrige minimidler) undlades, og der benyttes Starane 333HL, Pixxaro eller M-hormon.
Tabel 1 Udvalgte forårsmidler, og overblik over seneste stadie midlerne kan bruges i hhv. vårsæd og vintersæd.
Det meste af ukrudtet er ved at være fremme i vårsædsmarkerne, og det vil være et godt tidspunkt at ukrudtssprøjte, især hvis ukrudtets løvblade er kommet frem. I marker, der er sået senere, er ukrudtet også mindre udviklet og ukrudtssprøjtningen kan afvente, hvis der er lidt ukrudt, der endnu ikke er spiret. Formentligt bliver der mulighed for en lidt senere ukrudtssprøjtning, mange af midlernes effekt øges med højere temperaturer.
Se gennemgang af strategier og doser i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 8. Vær opmærksom på kornets stadie, som har betydning for hvor sent de forskellige midler kan bruges, se Tabel 1.
Hvis der også skal behandles mod flyvehavre, så skal der være minimum en uges mellemrum mellem ukrudts- og flyvehavresprøjtningen, så vårbyggen er i god vækst inden flyvehavresprøjtningen. Foxtrot/Primera Super skal bruges senest i stadie 30, begyndende strækning. Kan det ikke lade sig gøre at få tilrettelagt sprøjtningerne, så der kan opnås det ønskede mellemrum mellem sprøjtningerne, kan følgende blanding bruges i byg og hvede under buskning:
0,8 l/ha Primera Super/Fortrot
+ 0,04 l/ha DFF/Legacy 500
+ 8 g/ha Express 50 SX
+ 0,15 l/ha Sprede-klæbemiddel
Inden for kort tid vil rug, triticale og vinterbyg begynde at skride. I den forbindelse er det vigtigt at tjekke om der er trips, som særligt er at finde, når vejret er lunt. Vi har endnu kun set enkelte trips. Men hold øje i din mark; gå helt ind i marken, sådan det ikke påvirkes af at være tæt på kanten, og åbn bladskederne. De små sorte trips skader ved at suge indvendigt på bladskederne. Finder du mere end 0,5-1 trips pr. plante bør tripsene bekæmpes. For at opnå effekt skal pyrethoiderne bruges, når fanebladets bladskede begynder at åbne sig op, på det tidspunkt kan midlet nemlig nå ned og ramme tripsene.
Til bekæmpelse kan bruges 0,15 kg pr. ha Lamdex/Karate 2,5 WG, 0,075 kg Kaiso Sorbie eller 0,1-0,15 l pr. ha Mavrik/Mavrik Vita. Lamdex erstatter Karate 2,5 WG, som det er forbudt at anvende og opbevare pr. 1/7 2021. Mavrik afløser Mavrik Vita, der må anvendes og opbevares indtil 15. juni 2022.
Ved ukrudtsbekæmpelse på udyrkede arealer, som gårdspladser eller omkringliggende arealer, kan benyttes enten gasbrænding eller kemiske løsninger. Ved gasbrænding bekæmpes primært nyt etårigt ukrudt og ved kemisk bekæmpelse er der risiko for udvaskning af midlet.
Gasbrænding vinder frem på områder, hvor udyrkede arealer ønskes friholdt for ukrudt. Bedst effekt opnås ved en blanchering, som ødelægger overfladen på planten, det kan være nødvendigt med gentagne behandlinger efter et par uger for at få ramt alt ukrudt. Store ukrudtsplanter og rodukrudt er meget svære at bekæmpe med gasbrænding, løsningen er i stedet enten mekanisk eller kemisk.
Kemisk bekæmpelse kræver varsom anvendelse på befæstede arealer, gårdspladser mm da nedbrydning af ukrudtsmidlerne sker langsomt, og bindingen i jorden kan være ringe. Dette kan give en ringere effekt samt udvaskning af midlerne. Undgå at sprøjte flader, hvor midlerne kan skylles bort ved nedbør. I tabel 2 er listet mulige midler til ukrudtsbekæmpelse.
Tabel 2 Midler og doser til ukrudtsbekæmpelse på befæstede og udyrkede arealer.