Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 12, 7. maj 2021

Udgivet d. 07-05-2021

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Så kom der vand, hvilket var tiltrængt i alle afgrøder. Det var tiltrængt, både for at få gødningen gjort tilgængelig, og samtidig vil det sætte gang i væksten i både afgrøder og ukrudt.

Ukrudt

Vårbyggen er i god vækst, og med denne uges vand forventer vi, at ukrudtet også vil komme i gang. Vær opmærksom på udviklingen i marken, sådan at ukrudtet ikke løber fra dig. I TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 8 skrev vi om doser og timing af ukrudtsbehandling i vårsæd.

Svampesprøjtning i vintersæd

Den tidlige svampesprøjtning i vinterhvede er aktuel i de modtagelige sorter, nu hvor der har været mindst fire dage med nedbør. Derved opnår vi stor risiko for septoria angreb. I de mindst modtagelige sorter (Informer, KWS Extase, Heerup, Momentum og Pondus) starter optællingen af nedbørsdage først, når kornet når stadie 37, hvilket kun er nået få steder. Læs meget mere om Septoriabekæmpelse og første svampesprøjtning i seneste nummer.

I vinterbyggen begynder fanebladet at vise sig i de sorter, der er længst fremme. Samtidig ser vi også skoldplet i bunden af nogle vinterbygmarker. Hvis du har skoldplet, bygbladplet eller bygrust i vinterbyg, hvor fanebladet er synligt, så anbefaler vi svampesprøjtning ved førstkommende lejlighed med 0,45 Propulse EC 250 + 0,2 Comet Pro. Dyrkes marken pløjefrit, bør Comet Pro dosis øges til 0,3.

I rugen har vi kun set få svampeangreb indtil nu. Vores anbefaling er at holde igen med svampebekæmpelsen i rug, medmindre der er behov for vækstregulering, da vil vi anbefale at tage svampemiddel med, eller hvis der ved inspektion af marken findes meldug og skoldplet, der overskrider tærsklerne. I seneste nummer af TILVÆKST Salgsafgrøder kan du se bekæmpelsestærskler og midler til svampebekæmpelse i rug.

Til toppen

Bladrandbiller i hestebønner

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Vi har set de første hestebønner med gnav af bladrandbiller. Bladgnavet har kun lille betydning, men bladrandbiller lægger æg og kan resultere i larveangreb på rodknolde og rødder, med udbyttetab til følge.

I de tidlige vækststadier er bekæmpelsestærsklen 1 gnav pr. plante.

Til bekæmpelse kan benyttes 0,1 kg Lamdex/Karate 2,5 WG i hestebønner og ærter. Lamdex erstatter Karate 2,5 WG, som det er forbudt at anvende og opbevare pr. 1/7 2021. I ærter kan yderligere anvendes 0,15 l Fastac eller 0,1 l Mavrik Vita. Der anbefales lave doser, fordi der grundet den hurtige vækst alligevel ikke kan opnås nogen lang virkningstid med pyrethroider, som er kontaktmidler.

Billede 1 Hestbønne med bladrandbille-gnav i de to blade til venstre (foto: Hanne Binderup, SAGRO).

Til toppen

Vækstregulering af frøgræs

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Nu er der netop kommet nedbør, så frøgræsset ikke mangler vand, nattefrosten er ovre, og i næste uge tyder det på varmere temperaturer. Alt i alt taler det for vækstregulering af frøgræsset. Vi anbefaler en split strategi; den første behandling skal være i strækningsfasen f.eks. med 0,5-0,7 l/ha Medax Top + ammoniumssulfat. Det er også muligt at starte med 0,2-0,4 l/ha Moddus M, ved moderat behov for vækstregulering. Maks. dosis Moddus M er 0,8 l/ha for sæsonen. Dyrker du en diploid plænetype bruges laveste dosis, mens højeste anvendes til tetrapolide fodertyper. Det er dog vigtigt at gå igennem marken inden der behandles, således du sikrer dig, der er behov.

I skridningsfasen ved stadie 47-49, foretages anden split, med 0,6-0,8 l/ha Moddus M eller tilsvarende trinexapac middel + agropol. Igen benyttes laveste dosis til diploide plænetyper og højeste til tetraploide fodertyper. Det er muligt at supplere med Medax Top, ved ekstra behov. Der kan være særlige forhold omkring den sort du dyrker, i så fald vil din frøavlskonsulent kunne hjælpe.

Til toppen

VANDING


Vandbalancen

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Vandbalancen kan som altid findes på sagro.dk. Med den nedbør vi har fået i denne uge, er der ikke behov for vanding i vores område.

Til toppen
Download pdf