Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 3, 5. marts 2020

Udgivet d. 05-03-2020

MARK


Aktuelt, mens vi venter på at komme i marken

Da de våde tilstande gør, at der ikke er noget nyt at tilføje ud over det vi har været omkring i de tidligere numre af TILVÆKST Salgsafgrøder, fokuserer dette nummer i stedet på hvad der er aktuelt, mens vi venter på at kunne komme i marken.

Til toppen

Autorisation til indkøb af sprøjtemidler

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Det er krævet, at man skal have sprøjtecertifikat/sprøjtebevis for at kunne bruge og købe sprøjtemidler og desuden, at man skal autorisere sig i Miljøstyrelsens IT-system kaldet MAB (Miljøstyrelsens Autorisationssystem til brug af Bekæmpelsesmidler). Man skal senest være autoriseret den 1. juli 2020 for at kunne købe sprøjtemidler efter den dato.

Er du sprøjtefører og har allerede den krævede uddannelse, kan du selv bestille en autorisation i MAB. Er det mere end 4 år siden du har taget sprøjtecertifikat eller sprøjtebevis eller været på opfølgningskursus, kan du ikke få en autorisation i MAB før du igen har været på opfølgningskursus. Mangler du et opfølgende kursus, afholder SAGRO et kursus d. 25. maj i Herning. Det er sidste kursus i foråret – så skynd dig at melde dig til, så du får en plads. 

 

Til toppen

REGLER OG TILSKUD


Omsåning - har det betydning for reglerne?

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Mange vintersædsmarkers skæbne er endnu uvis – overlever vintersæden, skal hele marken omsås eller skal en der isås pletter? Er du i tvivl om hvor meget der skal omsås og hvilken betydning det kan få i forhold til reglerne, så kontakt din planterådgiver, som gerne hjælper med at tage beslutningen.

Når der isås vårsæd i vintersædsmarkerne kan man risikere at komme i problemer i forhold til kravene omkring afgrødevariation (se boksen). Hvis du er tæt på at nå grænserne med 75% og 95%, skal du være opmærksom på om du risikerer at overskride grænserne. I din markplansmappe, kan du under fane 10 i ”Nøgletal” og ”Flere afgrødekategorier”, se hvor stor andel de forskellige afgrøder fylder i den plan der er lagt. Det kan være nødvendigt at isås f.eks. havre i stedet for vårbyg, for at holde den største afgrødekategori under 75%.

Antallet af afgrødekategorier, du skal have på din bedrift, afhænger af størrelsen på omdriftsarealet.

Bedrifter under 10 ha omdriftsareal

Du er ikke omfattet af kravet om flere afgrødekategorier.

Bedrifter med 10 til 30 ha omdriftsareal

Du skal have mindst 2 forskellige afgrødekategorier. Den største afgrødekategori må højst udgøre 75 % af omdriftsarealet.

Bedrifter med mere end 30 ha omdriftsareal

Du skal have mindst 3 forskellige afgrødekategorier. Den største afgrødekategori må højst udgøre 75 % af omdriftsarealet, og de to største kategorier af afgrøder må tilsammen højst udgøre 95 % af omdriftsarealet.

 

Sprøjtning i vintersæd med isåning af vårsæd

Det kan være nødvendigt at tage visse hensyn ved sprøjtning mod ukrudt og evt. ved andre planteværnsopgaver. Er der ikke bekæmpet ukrudt i efteråret, vil det oftest være mest hensigtsmæssigt at bekæmpe ukrudtet i den overlevende vintersæd først.

Godkendte midler

Start med at undersøge om de midler du har planlagt at bruge, er godkendt i både vintersæds- og vårsædsafgrøden. Er midlerne godkendt i begge afgrøder, har du sikret dig, at der ikke sker skade på det isåede, og at reglerne for anvendelse, sprøjtefrister med videre kan overholdes. I nogle få tilfælde skal man yderligere være opmærksom på, at doseringen ikke overskrides.

Ukrudtsmidler

Hvis et middel kun er godkendt i vintersædsafgrøden, vil det være nødvendigt at bekæmpe ukrudtet i afgrøderne hver for sig. Dels fordi man ifølge lovgivningen kun må anvende godkendte midler, og dels fordi der i nogle tilfælde vil ske skade på vårafgrøden. Midler til bekæmpelse af tokimbladet ukrudt vil sjældent skade vårsæd, mens midler til græsukrudt i vintersæd ofte kan skade vårsæd, hvis det rammes.

Svampe og skadedyr

De fleste skadedyrs- og svampemidler er tilladt i alt korn. Folpan, Azaka, Input og Juventus er dog ikke godkendt i havre. Folpan er ikke godkendt i rug.

Vækstregulering

Cycocel 750, Trece 750 og andre CCC-produkter er ikke godkendt til brug i vår- og vinterbyg. Cerone er ikke godkendt i havre, og Terpal er ikke godkendt i vårhvede og havre. Trinexapac-midler, Medax Max og Medax Top er godkendt i alle arter af vinter- og vårkorn.

Sprøjtejournal

Der er ingen specifikke krav til notater i sprøjtejournalen for marker med pletvis isåning af en ny afgrøde, men generelt foreslår man i vejledningen til reglerne, at man noterer antal ha eller den procent af arealet, der er sprøjtet, hvis der er tale om pletsprøjtning. Hvis det er større dele af marken der omsås, kan marken med fordel opdeles i to, så der føres separate sprøjtejournaler for de to undermarker. Ved omsåning af hele marker, skal du opbevare sprøjtejournal for eventuelle sprøjtninger i den afgrøde, der har været årsag til omsåning.

Til toppen

Frist for gødningsregnskab og sprøjtejournal

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Gødningsregnskabet og sprøjtejournalen skal senest indsendes den 31. marts.

Billede 1 Hvem skal indberette sprøjtejournal? Kilde: Miljøstyrelsen

Til toppen

VANDING


Kontrol af vandingsanlæg

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Det er ikke en vittighed, men ganske simpelt fordi vi har erfaret, at der nogle steder står vandingspumper, eltavler o.l. under vand. Det kan gå ud over elektronikken og ledningssystemet, så vandingssystemet ikke virker, når det engang bliver nødvendigt at vande.

Det skal tjekkes nu, mens der er vand alle vegne, om dit udstyr står tørt eller under vand, og få udbedret eventuelle fejl, sådan at systemet er klart når det bliver vandingssæson.  

Til toppen

ARRANGEMENTER OG KURSER


Sprøjteopfølgningskursus

Vi har et enkelt sprøjteopfølgningskursus mandag den 25. maj kl. 8.30-16.00 på SAGRO i Herning. Og ellers bliver der kurser igen til efterår/vinter 2020-2021.

Læs mere på sagro.dk og tilmeld dig på www.efteruddannelse.dk eller hos Lene Gripping, tlf. 7021 2040

Til toppen
Download pdf