Udgivet d. 24-09-2020
De første lus er set på tidligt sået vinterhvede, vinterrug og vinterbyg. Markerne undersøges nemmest for lus, ved at man lægger sig ned og kigger på bladene i modlys. Hvis der er en eller flere ”mørke pletter” på bladene, kan en nærmere undersøgelse afgøre, om det er bladlus eller ej. Bladlusene kan også sidde på stænglerne lige i jordoverfladen.
Det er dog tidligst fra kornet har 3-4 blade i marker sået før 20.-25 september, at der skal bekæmpes bladlus, og kun når du finder bladlus på min 2-3 % af planterne. Insektmidlerne er kontaktmidler, og vil derfor kun beskytte de blade, der er fremme på behandlingstidspunktet.
Til bekæmpelse af lus kan bruges Lamdex/Karate (0,1-0,15 kg/ha), Kaiso sorbie (0,05-0,075 kg/ha), Mavrik vita (0,05-0,1 l/ha) eller Fastac (0,125-0,15 l/ha). Endvidere er Biscaya (0,1-0,15 l/ha) godkendt til mindre anvendelse, men kun i vinterbyg. Biscaya er forbudt fra 1. januar 2021 – så eventuelle rester bør opbruges nu.
Billede 1 Bladlus spottet i nyfremspiret hvede. Lusene skal bekæmpes, når kornet har 3-4 blade, og kun ved min. 2-3 % planter med lus i tidligt sået vintersæd (Foto: Hanne Binderup, SAGRO).
Nogle rapsmarker er ved at have brugt op af næringsstoffer. Typiske kendetegn er planter, hvor de ældste blade bliver røde, og de nye blade opnår ikke samme størrelse, som de lidt ældre blade – typisk tegn på mangel på næringsstoffer. For at sikre, at rapsen når en tilstrækkelig udvikling inden vinteren, bør sådanne marker tilføres omkring 30 kg kvælstof, og gerne samme mængde kali. Indtil 1. oktober kan der stadig gødes med gylle, efter 1. oktober skal gødningen tilføres som handelsgødning. Der må tilføres handelsgødning frem til 15. november, men for at planterne får gavn af gødningen, bør det gøres tidligere.
Der bliver sået rigtigt meget, og det sker i gode såbede. Det er dejligt og en god etablering er første skridt på vejen mod et godt udbytte. Husk dog på, at selvom marken nu er drænet op, tør og føret er godt, så er det så godt som sikkert, at vi får nedbør senere på året, som (igen i år) vil medføre, at de lavninger der plejer at være vandlidende og resulterer i udvintrende vintersæd.
Sørg derfor for at stoppe såningen, når du når til de marker, der plejer være vandlidende om vinteren, sådan at du ikke spilder etablering og udsæd på marker, som alligevel skal sås om til foråret.
Jo senere der sås, jo højere plantetal ønskes. De ønskede plantetal nu og frem til frem til 5. oktober ligger på:
Efter 5. oktober benyttes de højeste plantetal i hvert interval. Hybridvinterbyg bør være sået på nuværende tidspunkt, ligesom det det også lakker mod enden for almindelig vinterbyg.
Der kan være mange penge at spare, når planteværnsmidlerne skal indkøbes. Ved en rundringning til grovvareselskaber varierer prisen for 20 kg Sluxx fra 600 kr. til 1095 kr., se variationen i tabel 1. I dette tilfælde drejer det sig om Sluxx, men variationen er også at finde inden for øvrige planteværnsmidler. Det er derfor slet ikke ligegyldigt, om man bruger tid på at ringe rundt og finde det rigtige sted at handle. Ofte vil du også kunne få et tilbud ved at samle flere ordrer.
Et medlemskab i en indkøbsforening gør arbejdet for dig. Spar Bonde er en indkøbsforening, som handler på vegne af 300 landmænd. Er du træt af at skulle ringe til 2-3 grovvarer, når der skal købes såsæd, plantebeskyttelse eller gødning for at få den bedste pris, og alligevel føle, at det kunne være gjort bedre??
Spar Bonde er lige det du har brug for! Spar Bonde tilbyder ca. 8-10 udbudsrunder om året, hvor der udbydes plantebeskyttelse, handelsgødning og såsæd. Udbudsrunden foregår elektronisk. I bestillingssystemet påføres det kvantum, der ønskes indkøbt. Alle bestillingerne bliver samlet i en stor pulje, som sendes til udvalgte leverandører i Danmark og Tyskland.
Har man indgivet bestilling er denne bindende. Når ordrerne har været i udbud, offentliggøres leverandørerne og produkterne leveres og faktureres direkte til hver enkelt landmand.
Udover plantebeskyttelse, handelsgødning og såsæd har Spar Bonde også opnået STORE rabataftaler på diesel- og fyringsolie.
Kontakt din planterådgiver for at høre mere om Spar Bonde eller for at melde dig ind - eller meld dig ind med det samme på spar-bonde.dk.
Løber du også i problemer med at finde sedlen, hvor du har noteret vinterhvedesorten eller ukrudtsbekæmpelsen fra i forgårs? Få samlet alle notater et sted – i FarmTracking kan du fx samle både notater om sten, planteværnsbehandlinger, registrer gyllekørsel og notere udbytte efterhånden, som du kører kornvognen hjem. Frem til 31. marts kan du gratis prøve FarmTracking og CropManager, og finde ud af, om det er noget for dig.
FarmTracking er en app, som lader dig registrere og notere, hvad der udføres, og hvad du ser i marken. Du kan oprette hotspots med steder i marken, hvor der er ukrudt, sten, dræn m.m., der skal kunne genfindes. Programmet spiller sammen med Mark Online, som din planterådgiver bruger, og planterådgiveren kan således få din sprøjtejournal direkte. Desuden giver FarmTracking dig også et hurtigt overblik over markplanen og markkortet. Der findes også en version, som er gratis året rundt: FarmTracking Free. Med den kan du oprette hotspots og se markplanen.
Cropmanager giver dig mulighed for at lave tildelingskort fx for sidste gødskning i hveden, vækstregulering og svampesprøjtninger, baseret på prognoser lavet af SEGES. Området er løbende under udvikling, og der vil derfor hele tiden komme nye emner med. CropManager giver også prognoser i sæsonen, hvor du kan følge vandingsbehovet, septoria-risikoen, hvilke marker der er har risiko for lejesæd, biomasse udviklingen i afgrøder og efterafgrøder m.m.
Kom i gang med det samme
Du kan læse mere om FarmTracking og CropManager på seges.dk.
Du skal huske at søge om 2. rate af dit tilskud senest 8 år efter, at du har søgt om 1. rate af dit tilskud. Samtidig er der ikke grund til at gøre det for længe i forvejen, da du kan få grundbetaling til skovarealet i 5 år efter 2. rate er udbetalt. Du får ikke nogen påmindelse fra Landbrugsstyrelsen m.fl. om, at det er tid til anden rate – så du skal selv være opmærksom. Er du i tvivl om hvornår første rate er udbetalt, så se nedenfor, du kan nemlig finde datoen i dit Fællesskema.
Figur 1 Hvis du er i tvivl om, hvornår første rate er udbetalt, så kan du se det i dit Fællesskema. Under markplan for skovtilsagn står anført, hvornår du har fået udbetalt første rate. Du får ikke nogen påmindelse fra Landbrugsstyrelsen m.fl. om, at det er tid til anden rate – så du skal selv være opmærksom.
Hvis du har tilsagn om tilskud til privat skovrejsning, får du udbetalt dit tilskud i to rater. Du skal selv søge om at få udbetalt dit tilskud, når du er klar. Du søger om udbetaling af 1. rate, når du har plantet træerne. Du kan få udbetalt 2. rate af dit tilskud, når træerne har nået en højde på 1 meter, og dit skovrejsningsprojekt er færdigt. Du skal søge om udbetaling af 2. rate af dit tilskud senest 8 år efter, at du søgte om udbetaling af 1. rate. Hvis du har overskredet fristen for ansøgning om udbetalingDer er i nogle få tilfælde sket en udbetaling af 2. rate af tilskuddet, selvom der er søgt om udbetaling op til 1 år efter fristen. Det er ikke længere muligt fra 1. januar 2021. Hvis du har overskredet fristen med op til 1 år og vil søge om udbetaling af 2. rate af dit tilskud, skal du derfor gøre det inden 31. december 2020. Efter den dato, kan vi ikke længere udbetale dit tilskud, hvis du søger om det for sent. Hvis du ønsker at søge om udbetaling af 2. rate af dit tilskud, skal du udfylde den indberetningsslip, som du finder i dit tilsagnsbrev. Slippen skal indsendes via mail til skovognatur@lbst.dk. |