Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 25, 10. september 2020

Udgivet d. 10-09-2020

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Den kommende uge ser ud til at blive lun, og det er derfor ikke vejr til brug af prosulfocarbholdige midler (BoxerFidox ECRoxy ECLFS Prosulfocarb og Adimax). Afvent køligere vejr, før der køres med Boxer og lignende midler, da der ellers risikeres fordampning.

Vinterraps

Snegle

Generelt ser vi begrænsede skader af sneglene, men snegle kan stadig drille i vinterraps, især langs kanter i sent sået eller svagt udviklede marker kan der ske skade. Selvom der er udspredt sneglegift, er det vigtigt at have fokus på yderligere angreb. Især kanter langs hegn/vandløb eller beplantninger kan være udsat, da fx dræbersnegle kan opholde sig i disse og herfra kravle ind i marken og æde af afgrøden.

Kig også inde i marken – især hvis der er knoldet jord samt mange afgrøderester, evt. i forbindelse med direkte såning i gammel afgrødestub.

Kan man finde afgnav i større stil, snegle langs kanten eller i marken, bør det overvejes at give sneglegift i randområder af marken. Anbefalet dosis af sneglegift er 4-5 kg/ha.

Billede 1 Dræbersnegl kan stadig gøre skade, især hvis rapsen er sent sået eller svagt udviklet. Hold især øje langs kanter nær vandløb og bevoksninger (Foto: Michael Fleng, SAGRO).

Vækstregulering og spildkorn

Vi får spørgsmål til vækstregulering i rapsmarker, hvor der er stor variation i rapsens udvikling. Når det vurderes, om der skal vækstreguleres, så tag udgangspunkt i hvilket stadie majoriteten af planterne er i.

Til vækstregulering anbefaler vi 0,5-0,6 l/ha Juventus (115-140 kr./ha) eller 0,4-0,5 l/ha Caryx (130-160 kr./ha). Juventus må bruges i stadie 15-19, og Caryx i stadie 13-20, bedst effekt opnås tidligt. Begge midler virker vækstregulerende og samtidig opnås sideeffekt på rodhalsråd og lys bladplet. Midlerne tæller ikke med i triazolregnskabet.

Vær opmærksom på om der er spildkorn i vinterrapsen. Vi ser marker der ikke er behandlede, hvor der er meget spildkorn, men også i behandlede marker dukker der nogle steder en ny population op. I kraftige marker kan opfølgningen vente til Kerb-behandlingen til vinter. I svage marker kan genbehandling bliver nødvendig.

Mod spildkorn kan bruges Agil eller Focus Ultra. Se doser i tabel 1. Både Focus Ultra og Agil må godt anvendes én gang om efteråret, men må ikke bruges til foråret, hvis det er anvendt om efteråret (i dosis under 0,37 l/ha må Agil dog benyttes to gange om efteråret).

Tabel 1 Doser til bekæmpelse af spildkorn og græsukrudt i vinterraps. Hvis der bruges Focus Ultra i stedet, fordobles dosis. Fokus Ultra har bedre effekt end Agil mod rajgræs.

Slutteligt kan vi nævne, at vi indtil videre kun har set meget få rapsjordlopper, under 3 pr. fangbakke, i de gule fangbakker vi har stående rundt omkring i SAGROs område. Dette giver endnu ikke anledning til bekæmpelse.

Til toppen

REGLER OG TILSKUD


Husdyrgødning om efteråret

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen, kilde SEGES

Her i efteråret er det tilladt at køre flydende husdyrgødning på vinterraps og frøgræsmarker, hvor der ifølge kontrakt skal leveres frø fra næste år. Reglerne for hhv. flydende og fast gødning er beskrevet nedenfor.

Inden der slangeudlægges på vinterrapsen, skal rapsen gerne have 4. blad. Er planterne for små, risikere de at blive svedet eller sat tilbage, sådan at de ikke kommer ordentligt i gang med væksten igen.

Billede 2 Her er der slangeudlagt gylle i vinterraps. Vi forventer at de allerfleste rapsplanter i marken vil klare den, men kig i marken inden du kører ud, måske vil det være bedre at vente en uge (Foto: Niels Holmgaard, SAGRO).

Overordnede regler – flydende husdyrgødning

I perioden fra høst til 1. februar må der som hovedregel ikke udbringes flydende husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, bundfald eller flydende affald. Der er følgende relevante undtagelser, hvor flydende husdyrgødning m.fl. må udbringes frem til 1. oktober:

  • Etablerede, overvintrende fodergræsmarker, herunder marker med forårsudlæg. 
  • Vinterrapsmarker.

I perioden fra høst til 15. oktober må der udbringes flydende husdyrgødning og biogasgylle på arealer med frøgræs, på kontrakt.

I husdyrgødningsbekendtgørelsen er det desuden bestemt, at udbringningsfristen i regnfulde år generelt kan forlænges til den 15. oktober.

Det er således IKKE tilladt at udbringe flydende husdyrgødning til vintersæd eller efterafgrøder, i efteråret.

Kravene til udbringningsteknik er de samme som i forårs-/sommerperioden.

Overordnede regler – fast husdyrgødning

Fast husdyrgødning må som hovedregel IKKE udbringes i perioden fra 15. november til 1. februar. Frem til lukkeperioden med start den 15. november er kravene i forbindelse med udbringning afhængige af, om arealet er afgrødedækket og af jordtypen, se tabel 2. Der er følgende relevante bestemmelser:

  • I perioden fra høst til 20. oktober må der kun udbringes fast husdyrgødning og fast affald på arealer, hvor der er afgrøde den kommende vinter.
  • I perioden fra 20. oktober til 15. november må der udbringes fast husdyrgødning og fast affald til arealer med og uden afgrøder den kommende vinter. Husdyrgødning udbragt til arealer uden afgrøder skal dog nedbringes inden fire timer. I praksis er det derfor bestemmelserne om jordbearbejdning, der fastsætter om det er muligt at udbringe fast husdyrgødning i perioden.

Tabel 2  

Til toppen
Download pdf