Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 13, 29. maj 2020

Udgivet d. 29-05-2020

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Vinterhvede

Vinterhveden er i stadie 41-47 og dermed tæt på skridning i de fleste marker. Der er lidt meldug i en del marker, men det er kun ganske få steder der er behov for bekæmpelse, fra begyndende skridning skal meldug ikke længere bekæmpes. Der er fundet gulrust i enkelte Benchmark, hhv. nær Lemvig og Thy. De fleste hvedemarker er nu behandlet første gang, og hvis fanebladsbehandlingen ikke er udført, vil det snart være relevant. I TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 10 kan du læse mere om doser og midler. Vær opmærksom på at Balaya ikke forventes at blive tilgængelig i denne sæson.

Vinterrug

Mange rugmarker står rigtigt fint og nærmest uden sygdomme, men der er også marker hvor vi finder rust. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på om der er rust under udvikling i marken. Findes der rust i mere end 10% af planterne frem til blomstring, anbefales det at behandle. Tjek din mark og vurder potentialet og sygdomstrykket før du behandler. Er du i tvivl så kontakt din planterådgiver til en snak om behovet hos dig.

Vinterbyg

Der bekæmpes svampe i vinterbyg frem til blomstring, de fleste steder er vinterbyggen sprøjtet sidste gang.

Til toppen

Vårbyg og svampebekæmpelse

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Vårbygmarkerne er i god vækst og busker sig godt, enkelte steder er fanebladet netop fremme. Er marken meget tæt, som på billede 1, og er der også græsudlæg, kan en vækstregulering være aktuel for at sikre at græsudlægget kan klare sig. Inden der vækstreguleres, skal afgrødenvære ustresset, det vil i praksis sige at den er vandet for nylig og også at du kan holde den vandet i sæsonen. Dosis er 0,3l/ha Moddus M, og blandes det med svampebehandling, nedjusteres dosis til 0,25.

Billede 1 Vårbygmark i god vækst i stadie 37, dvs. fanebladet er fremme (Foto: Birgit Vestergaard, SAGRO).

Dyrker du vårbyggen pløjefrit er risikoen for angreb af bladplet og skoldplet særlig høj, og du bør overveje at lave en todelt behandlingsstrategi.

Nogle steder ses udsædsbåren bygbladplet i RGT Planet. Bygbladplet bekæmpes i meget modtagelige sorter (RTG Planet og Laurikka) fra vækststadie 30 ved over 10 procent angrebne planter. Comet Pro er det bedste middel mod bygbladplet.

Skoldplet bekæmpes i modtagelige sorter først fra vækststadie 31 (1 knæ udviklet) ved over 10 procent angrebne planter og mindst 5 dage med nedbør (over 1 mm). Der tælles maks. 14 dage tilbage i tiden. Vær især opmærksom på evt. angreb i byg med forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning.

Midler og doser

Vi anbefaler mindst én svampebehandling omkring skridning i vårbyg. Selv i en tilsyneladende sund afgrøde er dette som regel en god forsikring mod bladsvampe, der endnu ikke kan ses på sprøjtedagen. Desuden mindsker svampebehandlingen tendensen til nedknækning af strå og aks. Sorternes stråegenskaber ses på Sortinfo. Ved stort svampetryk kan det være nødvendigt med to sprøjtninger.

Ved behov for en tidlig bekæmpelse af bygrust kan f.eks. anvendes 0,25-0,3 l Orius Max/ 0,2-0,25 l Folicur Xpert/0,2-0,25 l Amistar/Mirador. Hvis der samtidig er angreb af skoldplet f.eks. 0,2-0,25 l Prosaro/Proline Xpert. Er der endvidere angreb af bygbladplet kan anvendes 0,25-0,3 l Comet Pro, der har god effekt på alle tre sygdomme.

I marker der er mere fremskredne i vækst, som billede 1, kan der i den kommende tid ved bekæmpelsesbehov anvendes omkring 0,3-0,4 l Propulse + 0,2 Comet Pro, som har effekt på samtlige relevante svampesygdomme i vårbyg.

Til toppen

Sortsvalg

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Vinterraps


Fokus ved valg af vinterrapssort:

  • Et højt, stabilt udbytte
  • God vinterfasthed
  • Passende højde ved høst
  • Lav modtagelighed for Phoma (rodhalsråd)
  • Lav modtagelighed for lys bladplet
  • God dryssefasthed (skulpeopspringsresistens)
  • Pris på udsæd og behov for planteværnsindsats i dyrkningssæsonen

Udsæd af linjesorter vil ofte være billigere end hybridsorter. Hvilket betyder at et lidt lavere forholdstal for udbytte godt kan opvejes af en lavere pris på udsæden.

Hybrider

Smaragd: Stabilt højt udbytte de seneste 3 år, højt olieindhold, rapsrødsot, egnet til tidlig såning.

Dariot: Stabilt højt udbytte de seneste 3 år, højt olieindhold, skulpeopspringsresistens, bredt såvindue.

DK Expansion: Stabilt højt udbytte de seneste 3 år, højt olieindhold, skulpeopspringsresistens, sildig modning.

Linjesorter

Butterfly: egner sig til tidlig såning. Højt olieindhold, god stråstyrke.

Nyheder

Collector: Linjesort, der i 2019 opnåede højere udbytte end Butterfly, endnu kun afprøvet et år. Egnet til tidlig såning og modner tidligt.

LG Avrion: Hybridsort, højeste udbytte i 2019, rapsrødsot- og skulpeopspringsresistens.

Tabel 1 Udvalgte sorter i vinterraps.

 

Vinterhvede


Fokus ved valg af vinterhvedesort

  • Et højt, stabilt udbytte
  • Indhold af råprotein
  • Lav sygdomsmodtagelighed

Derudover kan andre parametre også være vigtige for sortsvalget

  • Egnethed til tidlig såning
  • Hvedetype (brød-, industri- eller foderhvede)
  • God stråstyrke

Informer: højt udbytte, god sundhed, lav tendens til lejesæd trods lange strå, optaget på brødhvedelisten.

Kvium: Højt udbytte, moderat stråstyrke, god sundhed, egnet til tidlig såning

KWS Extase:  højt proteinindhold, god sundhed, optaget på brødhvede listen, bør ikke sås tidligt.

Nyheder

Heerup: Højt udbytte, i de to år den har været i landsforsøgene, god foderværdi, lav tendens til lejesæd

Momentum: Højt udbytte, i de to år den har været i landsforsøgene, god sundhed. Bredt så vindue, tendens til lejesæd


Tabel 2 Udvalgte sorter i vinterhvede

 

Vinterbyg


Fokus ved valg af vinterbyg

  • Et højt, stabilt udbytte
  • Højt energiindhold til svindefoder
  • Lav sygdomsmodtagelighed
  • 2 eller 6-radet sort
  • Hybrid eller linjesort

Udsæd af linjesorter vil ofte være billigere end hybridsorter. Hvilket betyder at et lidt lavere forholdstal for udbytte godt kan opvejes af en lavere pris på udsæden. Hybrid-sorterne er derfor mest relevante ved tidlig såning (og dermed lav udsædsmængde), men i mange tilfælde vil det medføre mere ukrudt, og problemer med græsukrudt, der er svær at bekæmpe.

Hybrid

SY Galileoo: Højt udbytte, god sundhed og god vinterfasthed

Linjesort

Valerie: Godt udbytte, lav tendens til lejesæd, 2-radet

Comeback: Godt udbytte, højt proteinindhold, lav tendens til lejesæd, 2-radet

Nyheder

KWS Hawkings: Godt udbytte, lav tendens til lejesæd, korte strå, 2-radet

Tabel 3 Udvalgte sorter i vinterbyg.

 

Rug


Fokus ved valg af rugsort:

  • Et højt, stabilt udbytte,
  • God stråstyrke
  • Lav sygdomsmodtagelighed

KWS Serafino: Godt udbytte, god sundhed

KWS Vinetto: Godt udbytte, lav tendens til lejesæd

Nyheder

KWS Tayo: Højt udbytte, højt proteinindhold

Nordic Seed har endvidere de to sorter Helltop og Inspector, men de to er ikke testet i landsforsøgene som de øvrige sorter, og det er derfor svært at vide hvad der kan forventes af de to sorter. Helltop er en gammel sort som var i landsforsøgene i 2015, og dengang lå den udbyttemæssigt 5 % under Palazzo, der nu er udgået af sorts-sortimentet, da den er blevet overhalet af andre sorter.

Tabel 4 Udvalgte sorter i vinterrug.

 

Triticale


Både sortsudvalget og det dyrkede areal med triticale er begrænset.

Fokus ved valg af triticalesort

  • Et højt, stabilt udbytte
  • God stråstyrke
  • God sundhed, især mod gulrust

Neogen: Generelt har udbyttet har været udbytte med højt protein indhold og højt halmudbytte.

Cappricia: Højt udbytte, pånær i 2019, hvor udbyttet er det laveste i de afprøvede sorter. Lav sort, med mindre tendens til lejesæd.

Tabel 5 Sorter i Triticale

Til toppen

Sortsblandinger

Kilde: SEGES

I gennemsnit af 12 års landsforsøg er der sikre merudbytter ved at anvende sortsblandinger sammenlignet med de fire mest solgte sorter i de samme år.

Udbytterne i Landsforsøg i de fire mest solgte sorter er sammenlignet med sortsblandingerne, og der er i gennemsnit et merudbytte ved at vælge sortsblandinger på 2,1 hkg/ha i vinterhvede i sammenligning med de fire mest solgte sorter.

Grovvarefirmaerne tilbyder sortsblandinger. Der er til såning i efteråret godkendt følgende sortsblandinger i vinterhvede:

  • Chevignon, Informer, Momentum
  • Chevignon, Informer, Ohio
  • Heerup, Kvium, LG Skyscraper
  • KWS Extase, Kvium, LG Skyscraper
  • KWS Extase, Kvium, LG Skyscraper, Sheriff
  • Informer, Kvium, LG Skyscraper
  • Informer, Kvium, KWS Extase

Alle de nævnte sortsblandinger består af højtydende sorter, og vil være et attraktivt alternativ til de rene sorter, hvis du dyrker foderkorn, da de giver en større dyrkningssikkerhed og lavere sygdomsmodtagelighed end sorter dyrket hver for sig.

Hjemmeavlet udsæd

Det er tilladt at anvende egen udsæd af kornarterne. Udsæden skal være dyrket på egen bedrift, og der må ikke handles eller byttes med naboen eller andre landmænd. Desuden skal der naturligvis betales forædlerafgift til Danske Sortsejere (sortsejere.dk). Det koster 50-60 kr. pr. ha, afhængigt af sorten.

Hvis du selv laver blandingerne, bør de blandes godt, men sortsblandingseffekten opnås også selvom der bliver øer i marken, hvor der kun er én sort.

Til toppen

SAGRO hjælper dig med at holde din sprøjtejournal opdateret

Reglerne for fremvisning af en opdateret sprøjtejournal ved kontrol er blevet strammere. Det vil sige at fremover skal du have en opdateret sprøjtejournal, som du skal kunne fremvise ved kontrol – både anmeldt og uanmeldt besøg!

Det er ikke længere muligt, som før, at eftersende sprøjtejournalen til kontrolløren efter kontrol. Udfører en nabo eller en maskinstation sprøjtearbejdet, har du 3 dage til at fremsende sprøjtejournalen.

SAGRO tilbyder et sprøjtejournal-abonnement, så du kan få ajourført din sprøjteplan løbende i vækstsæsonen. Det sikre, at den både er lovlig og opdateret inden for de 7 dage, som kravet er.

Hvis du gerne vil høre mere om sprøjtejournal-abonnement så ring til en af de 3 planterådgivere, som sidder med opgaven:

Anne Høj, tlf. 7660 2184, mobil 2557 9979 eller mail anh@sagro.dk
Adam Jensen, tlf. 7660 2168, mobil 2059 9848 eller mail aje@sagro.dk
Anita Skou Henriksen, tlf. 7660 2396, mobil 4265 1474 eller mail ash@sagro.dk

Til toppen

VANDING


Vandbalancen uge 22

Det vand der faldt i sidste uge, hjalp på vandbalancen, men denne uge med solskin har haft stor fordampning, og vandingsmaskinerne bør stadig holdes i gang, for at undgå at komme bagud med vandingen.

Afgrøderne prioriteres i nævnte rækkefølge vinterhvede, -raps, -byg og -rug - derefter vårsæd. I den kommende uge bliver det nødvendigt at starte vanding i ærter.

Se iøvrigt en mere detaljeret vandbalance her.

 

Til toppen
Download pdf