Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 12, 14. maj 2020

Udgivet d. 14-05-2020

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Svampesprøjtning i vintersæden

Vinterhveden er i stadie 33-37 og der er udsigt til nogle dage med nedbør i den kommende tid. Vi ser lidt septoria i bunden af markerne. Så formentligt vil det udløse bekæmpelse i den kommende uge. Skadetærsklen nås efter 4 dages nedbør fra st. 32 (når 2. knæ kan mærkes på de kraftigste skud) i de fleste sorter. Informer og KWS Extase er mindre modtagelige sorter. Her starter tællingen af nedbørsdøgn først i st. 37 (spidsen af fanebladet ses) og der skal 5 dage til at udløse en behandling. 
Udover egentlige nedbørsdøgn fremmer lange fugtige perioder udviklingen af svampen. Risiko perioder med 20 timers bladfugt kan følges på CropManager.dk, som beskrevet i afsnittet om TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 10. Bemærk her forskellen mellem sorter. 

Fra vækststadie 37-39 anbefales SDHI-holdige midler fx Propulse + Orius Max/Comet Pro, Bell + Comet pro eller Viverda + Ultimate S. Doser m.m. kan ses i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 10.

Færdiggødskning

Langt de fleste vintersædsmarker er færdiggødsket. Har du endnu noget gødning, der ikke er fordelt, er det på tide at få det gjort, medmindre du ønsker at opnå højere proteinprocent, da gødskes der frem til skridning. Har du holdt gødning tilbage for at omfordele kvælstof efter biomassen i marken, så se afsnittet Inspiration til præcision, hvor netop det omtales.

Situationen er lidt den samme for vårsæden; har du ikke tildelt alt gødning endnu bør det gøres snart, og gerne med udsigt til nedbør eller vanding, sådan at planterne kan få gavn af gødningen. 

Ukrudt i vårsæd

Udviklingen i vårbygmarkerne går stærkt, og der er forskel på, hvilket stadie de er nået. I de fleste marker, vurderes hovedparten af ukrudtet dog at være fremme, så der kan sagtens sprøjtes. Er ukrudtet ved at få løvblade, bør en ukrudtssprøjtning prioriteres, når vejret er til det. Er ukrudtet mindre udviklet, måske på grund af lidt senere såning, så kan vejrudsigten ses an. Formentligt bliver der mulighed for en lidt senere ukrudtssprøjtning, mange af midlernes effekt øges med højere temperatur, som måske kan opnås i næste uge. Se gennemgang af strategier og doser i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 8.

Hvis der også skal behandles mod flyvehavre, så skal der være minimum en uges mellemrum mellem ukrudts- og flyvehavresprøjtningen, så vårbyggen er i god vækst inden flyvehavresprøjtningen. Foxtrot/Primera Super skal bruges senest i stadie 30, begyndende strækning. Kan det ikke lade sig gøre at få tilrettelagt sprøjtningerne, så der kan opnås det ønskede mellemrum mellem sprøjtningerne, kan følgende blanding bruges i byg og hvede under buskning:

0,8 l/ha Primera/Fortrot +
0,04 l/ha DFF/Legacy 500 +
8 g/ha Express50 SX +
0,15 l/ha Sprede-klæbemiddel


Næste nummer af TILVÆKST Salgsafgrøder kommer i uge 22.

Til toppen

REGLER OG TILSKUD


Ukrudt på gårdspladser og udyrkede arealer

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Ved ukrudtsbekæmpelse på udyrkede arealer, som gårdspladser eller omkring arealer, kan benyttes enten gasbrænding eller kemiske løsninger. Ved gasbrænding bekæmpes primært nyt etårigt ukrudt og ved kemisk bekæmpelse er der risiko for udvaskning af midlet.

Gasbrænding vinder frem på områder, hvor udyrkede arealer ønskes friholdt for ukrudt. Bedste effekt opnås ved en blanchering, som ødelægger overfladen på planten, det er nødvendigt med gentagne behandlinger for at få ramt alt ukrudt. Store ukrudtsplanter og rodukrudt er meget svære at bekæmpe med gasbrænding, løsningen er i stedet enten mekanisk eller kemisk.

Kemisk bekæmpelse kræver varsom anvendelse på befæstede arealer, gårdspladser m.m. da nedbrydning af ukrudtsmidlerne sker langsomt, og bindingen i jorden kan være ringe. Dette kan give en ringere effekt samt udvaskning af midlerne. Undgå at sprøjte flader, hvor midlerne kan skylles bort ved nedbør.

Tabel 1 Mulige midler til ukrudtsbekæmpelse på befæstede arealer, gårdspladser m.m.

Til toppen

INSPIRATION TIL PRÆCISION


Omfordeling af gødning m.m.

Af planterådgivere Erik Kjeldsen, Niels Holmgaard og Jens Peder Pedersen

Omfordel gødning

Det er ved at være tid til eftergødskning af vintersæden. Målet kan enten være at omfordele efter udbytte omkring stadie 37 eller senere med henblik på at øge proteinindholdet i brødhvede eller foderhvede, som opfodres på egen bedrift. Det er derfor rigtigt vigtigt at være opmærksom på at få valgt den rigtige omfordeling, sådan at der opnås den ønskede omfordeling. Sørg for at lave tildelingskortet så tæt på kørslen som muligt, for at ramme den aktuelle variation i marken bedst muligt. Denne øvelse er svær – og det allerførste man skal spørge sig selv om, er om variationen er stor nok? Denne overvejelse kræver træning, da svaret måske nok giver sig selv, hvis der ikke er nogen variation, mens det er sværere, hvis der er en smule variation. Er du i tvivl så ring gerne til en drøftelse af dine marker.

 

Rodukrudt

Når man er i marken og finder rodukrudt (fx agertidsel), er det smart at få det registreret nu, for det er ikke let at huske, når vi når til høst, og der skal sprøjtes. Får man det registreret i Farmtracking, kan man pletsprøjte efter registreringerne – selvom man endnu ikke automatisk kan få lavet et kort. Denne registrering gør det også relativt let at genfinde og vurdere effekten i marken, både lige efter sprøjtningen, men også næste år.

Bruger man ikke Farmtracking kan det helt lavpraktisk tegnes ind på markkortet, så pletterne kan genfindes senere.

 

Er du nysgerrig på mere præcision i din planteavl eller har du spørgsmål til noget af det ovenstående, så kontakt din planterådgiver eller SAGROs præcisionsteam Erik Kjeldsen tlf. 96 29 69 13, Niels Holmgaard tlf. 96 29 69 36 og Jens Peder Pedersen tlf. 76 60 23 35.

Til toppen

VANDING


Vandbalancen uge 20

Af planterådgiver Susanne Frydendal Nielsen

Du kan følge vandbalancen i dit område her.

Vær opmærksom at nedbørsunderskuddet bliver 25-30mm i vårsæden i næste uge, selvfølgelig mest i den tidligt såede vårsæd. Det er derfor godt at sørge for at de øvrige marker er vandet op inden vårsæden også skal med i vandingsrotationen.

Du kan også bruge CropMananger til at følge vandbalancen i dine marker.

 

Til toppen
Download pdf