Udgivet d. 03-05-2018
Vi har i øjeblikket en meget fin fremspiring af vårafgrøder og ukrudt. Ukrudtsbekæmpelse er nu aktuelt i de vårsædsmarker, der er længst i udviklingen. Dvs. kornafgrøder med 3-4 blade. Det våde vejr og høje jordtemperaturer har medført en effektiv spiring af ukrudtsfrø. Det ser ud til, at vi får gode forhold til at udføre en effektiv ukrudtsbekæmpelse i den komme uge.
Læs mere om ukrudtsbekæmpelse i vårsæd i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 7.
Billede 1 Vårbyg med to blade. Der er allerede en del ukrudt på kimbladsstadiet. Det er passende at sprøjte denne mark for ukrudt om en lille uges tid. På det tidspunkt vil langt det meste ukrudt være spiret frem (Foto: Marie Uth, SAGRO).
I hestebønnemarker, hvor hestebønnerne er spiret frem og ukrudtet står med kimblade, er det aktuelt med bekæmpelse af tokimbladet ukrudt og enårig rapgræs.
Den relativt korte periode fra såning til fremspiring af hestebønnerne har betydet, at der ikke er spiret meget ukrudt frem. Der er til gengæld en kraftig fremspiring i øjeblikket efter regnvejret først på ugen.
En billig løsning er 0,75 – 1 l/ha Fighter 480, som bekæmper fuglegræs, hvidmelet gåsefod, hyrdetaske, kamiller, mv.
Ved betydelig forekomst af enårig rapgræs, pileurt, ærenpris og hanekro vælges i stedet 0,5 l/ha Stomp CS + 0,5 l/ha Fighter 480.
Fighter 480 kræver en temperatur på ca. 20 oC for at give tilfredsstillende effekt. Det ser ud til, at der kommer en god mulighed for at foretage en effektiv behandling omkring den kommende weekend.
Billede 2 Hestebønner behandlet med Command lige efter såning. Det er ikke meget ukrudt, der er nået at spire frem inden hestebønnerne er kommet op (Foto: Eva Engelbreth, SAGRO).
Der kan efterhånden findes svampesygdomme i alle vintersædsmarker, men der er meget variation i forhold til sygdomme og angrebsgrad. Det våde vejr den seneste uge har givet gode smitteforhold for skodplet og septoria. I den kommende tid vil varmt vejr give gode muligheder for udvikling af meldug og rust i alle vintersædsarter.
I vinterbyg er der skoldplet eller bygrust i en del marker, og angrebsgraden er varierende.
Hybridvinterbyggen er mest modtagelig for bygrust, og det er derfor væsentligt at tjekke disse marker.
Skoldplet har haft gode forhold i det våde vejr. På nuværende tidspunkt udløses en sprøjtning ved angreb på 10 % af planterne og samtidig tre dage med nedbør. Vi har allerede haft omkring tre nedbørsdage den seneste uge, hvilket har udløst bekæmpelse flere steder. Til gengæld har vi nu udsigt til en tør periode, som lægger en dæmper på svampens udvikling.
Se løsningsforslag i sidste nummer af TILVÆKST Salgsafgrøder.
I vinterhvede kan der på nuværende tidspunkt være behov for bekæmpelse af meldug og septoria.
Skadetærsklen for bekæmpelse af meldug er 10 – 25 % angrebne planter afhængigt af vækststadie. Bekæmpelse er især relevant på lokaliteter, hvor der er erfaring for udvikling af kraftige meldugangreb.
Vi anbefaler normalt at bekæmpe med 0,15-0,2 l/ha Talius, men det er svært at skaffe Talius i øjeblikket, da det først nu er ved at ankomme til landet. Et alternativt middel mod meldug er Input, men effekten er knap så god. Dosis er 0,3 – 0,4 l/ha.
Talius købt sidste år må ikke længere anvendes eller opbevares. Midlet havde reg. nr. 3-196.
Septoria ses nu tydeligt i vinterhveden, og det kan være en meget tabsvoldende sygdom. Samtidig er det meget dyrt at bekæmpe septoria. Det er vigtigt at overveje grundigt, om du vil foretage en tidlig bekæmpelse af septoria nu, og dermed ender ud med tre behandlinger mod septoria, hvis den gængse strategi følges.
Der er overordnet set tre muligheder:
Til at dæmpe tidlige angreb af septoria kan f.eks. anvendes 0,3-0,45 Orius, 0,25-0,4 Prosaro eller 0,2-0,25 Bumper. For at undgå yderligere resistensudvikling mod prothiconazol, som findes i Proline, Prosaro, Propulse, m.fl., er det en fordel at vælge Orius/Bumper, de har dog lidt lavere effekt mod septoria i forhold til de øvrige løsningsforslag (se sidste nummer af TILVÆKST Salgsafgrøder).
De bedste septoria-midler, Propulse/Bell/Viverda, gemmes til behandling på faneblad og aks.
Billede 3 Relativt kraftige angreb af septoria i Benchmark-hvede st. 31, som er sået direkte (Foto: Michael Fleng, SAGRO).
I vinterrug er der forekomst af skoldplet i mange marker. Typisk er der ikke betaling for at bekæmpe skoldplet i rug i strækningsfasen. Bekæmpelse kan være relevant i en fugtig periode, hvor angrebene ”følger med op ad afgrøden” og ses på øvre blade. Typisk gror rugen fra skoldplet i denne fase, og da der samtidig er udsigt til tørt vejr, vil der formentlig ikke være betaling for svampebekæmpelse i rug.
Den vigtigste sygdom i rug er brunrust, og vi har endnu ikke set brunrust i år.
Se løsningsforslag i sidste nummer af TILVÆKST Salgsafgrøder.
I triticale skal du fortsat være meget opmærksom på meldug og gulrust, som har spredt sig i mange marker.
Se løsningsforslag i sidste nummer af TILVÆKST Salgsafgrøder.
Hvis du skal vækstregulere vintersæd, er det oplagt at foretage behandlingen i den kommende uge. Kornet er ca. i st. 31-33, og der er kraftig vækst. Temperaturene er passende høje, og afgrøderne er godt forsynet med vand. På nuværende tidspunkt, hvor kornet strækker sig, foretrækkes midlet Moddus M eller tilsvarende. I vinterbyg og rug, som har nået st. 33, kan eventuelt blandes med Cerone. En løsning kunne være 0,2 Moddus M + 0,2 Cerone. Tilpas dosis til afgrøde og behov for vækstregulering. Undgå at bruge Cerone ved temperaturer omkring 20 0C og høj sol.
Se midler og doser i TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 5. Hvis du blander vækstreguleringsmiddel med svampemiddel øges den vækstregulerende virkning. Dosis af vækstreguleringsmidlet kan derfor reduceres med ca. 25 %.
Bemærk at Cycocel senest må anvendes i st. 32 (2 knæ mærkbare). Moddus M og tilsvarende midler må senest anvendes i st. 39 (fanebladet fuldt udviklet). Cerone er godkendt fra st. 33 (3 knæ mærkbare).
Billede 4 Billede fra vækstreguleringsforsøget i Gørding. Der er opnået kraftig vækstregulering i flere af parcellerne, og den bedste effekt har været i parcellen behandlet med 0,4 l/ha Cuadro den 18. april, hvor vi havde den meget varme periode (Foto: Frederik Jensen, SAGRO).
Det kølige våde vejr har lagt en dæmper på aktiviteten af glimmerbøsser i raps. Vi forventer generelt ikke at der er gnav af betydning i øjeblikket. Der er dog enkelte undtagelser. Inden længe står rapsen i blomst, hvor bekæmpelse af glimmerbøsser kun er relevant ved meget kraftige angreb svarende til 20 biller pr. plante.
Vi har fået godt med vand. I weekenden og først på ugen er der kommet ca. 25-35 mm i SAGROs område. Der er derfor i øjeblikket ikke vandingsbehov. Der er dog udsigt til tørt vejr i den kommende tid, så vanding i vinterraps, vinterbyg og frøgræs kan hurtigt blive aktuel på tørre lokaliteter. Inden længe kan der også blive vandingsbehov i vinterhvede og vinterrug.
Den 15. maj er sidste frist for ændring af fællesskemaet. Efter denne dato kan der dog fortsat trækkes arealer ud af ansøgningen.
Som udgangspunkt anbefaler vi én svampebehandling under blomstring i vinterraps, når de første gule kronblade begynder at falde (st. 65). Behandlingen kan undlades på arealer, hvor der ikke har været dyrket raps de seneste 5-6 år. Dog øges risikoen for svampeangreb, hvis blomstringen er langstrakt og vejret er fugtigt i perioden.
I højrisiko-marker, hvor der er foretaget en behandling i st. 65, kan der eventuelt følges op med en behandling to uger senere, men en splitbehandling har kun været rentabel i enkelte forsøg med meget kraftige angreb af knoldbægersvamp. Ved den sidste behandling bør doseringerne nedsættes med ca. 20 %.
Se løsningsforslag i tabel 1. Desuden kan du i tabel 2 sammenligne effekter af de enkelte midler.
De anvendte løsninger i tabel 1 har generelt været ligeværdige i landsforsøgene. Der har dog været et enkelt forsøg i 2017 med meget kraftige angreb af knoldbægersvamp, hvor flere af de afprøvede behandlinger har givet et merudbytte på mere end 10 hkg pr. ha efter udgifter er trukket fra. Det gælder følgende behandlinger:
Tabel 1 Løsningsforslag til svampebekæmpelse i vinterraps. Bemærk; hvis der er anvendt et af de anvendte midler i efteråret, skal der tages højde for begrænsninger i godkendelsen.
Tabel 2 Svampemidlernes effekt mod sygdomme I vinterraps (kilde: Seges).
For at opnå en effektiv bekæmpelse af knoldbægersvamp, er det afgørende at bruge en stor vandmængde. Det er nødvendigt for at få en god dækning af hele planten også på de nederste blade. Med konventionel sprøjteteknik betyder langsom kørsel og minimum 250 l vand og gerne 300 l vand pr. ha.
Ved svampebekæmpelse under blomstring er målet knoldbægersvamp, skulpesvamp og gråskimmel. I nogle marker kan der samtidig være mere udbredte angreb af lys bladplet. Hvis dette er tilfældet, vælges løsninger, som yderligere har effekt mod lys bladplet.
I de seneste år har vi set relativt kraftige angreb af knoldbægersvamp, hvorfor svampebekæmpelsen først og fremmest rettes mod denne. Angreb af knoldbægersvamp fremmes af hyppig rapsdyrkning. Hvileknoldene kan overleve op til 8-10 år i jorden. Fugtige forhold omkring blomstring fremmer angreb, men betydende angreb er også set under relativ tørre forhold. En lang blomstring fremmer også angreb, da smitten sker via de nedfaldne kronblade på løvbladene.
Skulpesvamp og gråskimmel er ikke afhængige af sædskiftet og blomstringens varighed.
I de senere års mange landsforsøg med svampesprøjtning i vinterraps under blomstring har ca. 80 procent af forsøgene været rentable (ekskl. køreskade) ved en rapspris på 270 kr./hkg. Det gennemsnitlige bruttomerudbytte har været 3,0 hkg/ha.
Billede 5 Smitten af knoldbægersvamp sker via de gule kronblade og fugt på løvbladene. En lang
blomstring øger derfor angrebsrisikoen (Foto: Seges).
Der har siden 2014 været begrænsninger på, hvor meget triazol, der må bruges i løbet af en sæson. I vinterraps kan du risikere at overskride den godkendte mængde, hvis du har anvendt triazol i efteråret. Det kan være i form af Orius eller Folicur Xpert.
Hvis du ikke har anvendt triazol i efteråret, vil der normalt ikke være problemer med at overholde begrænsningen i foråret. Heller ikke selv om du foretager en split-behandling mod svampe. I tabel 3 er der eksempler på vægtningen af forskellige løsninger. Samlet set må der højst bruges 100 % af den tilladte mængde triazol på en vækstsæson.
Eksempel på ulovlig sprøjteplan med udregning af triazol-belastning:
0,6 l/ha Orius (69 %) anvendt i efteråret
Splitbehandling i foråret med hhv. 0,45 Orius (36 %) + 0,35 Amistar (0 %) og 0,5 Folicur Xpert (32 %)
Samlet triazol-belastning: 69 + 36 + 0 + 32 = 137 %
Tabel 3 Eksempler på triazolbelastning for gængse midler og doser. En samlet triazol-belastning på 100 % svarer til den højeste lovlige mængde triazol på en vækstsæson.
SAGRO og AgroMarkets inviterer til HandelsErfa i Esbjerg den 8. maj kl. 9.45-14.30.
Arrangementet er gratis. Læs mere på sagro.dk.