Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder nr. 27, 8. november 2018

Udgivet d. 07-11-2018

MARK


Aktuelt i marken

Af planterådgiver Henning Frostholm

Sprøjtning med glyphosat i efteråret

Vi er nu ved at være så så langt henne på året, at betingelserne for optagelse af glyphosat ikke længere er optimale. Plantedækket er mange dage vådt hele dagen, så risikoen for at sprøjtevæsken ”vaskes af” planterne er overhængende. Dog viser vejrudsigten for den kommende uge, at der godt kan findes nogle tidspunkter, hvor en glyphosatsprøjtning kan lade sig gøre. Ved bekæmpelse af kvik gør det heller ikke noget, at der sprøjtes lige før eller efter den første nattefrost. Noget tyder endda på, at lidt nattefrost faktisk sætter yderligere skub i transporten ned i udløberne, og dermed medvirker til god langtidseffekt.

Mange marker med olieræddike er i år særligt kraftig udviklet, og det vil derfor være vanskeligt at ramme kvikplanter i bunden af en sådan mark. Olieræddike er ikke vinterfast og vil visne ned i en normal dansk vinter. Det vil derfor være lettere at ramme græs og kvik til foråret, når olieræddiken er ”klappet sammen”

Billede 1 Olieræddike i marts, hvor der igen er ”åbnet op” for at kunne ramme græsukrudt med sprøjtedråberne. Foto Seges

På nuværende tidspunkt vil vi anbefale flg. mængder aktivstof. Ikke alle produkter har samme tilladte max dosis, så læs altid etiketten, så du ikke kommer til at overskride den tilladte dosering.

Tabel 1 Glyphosat aktivstof til forskellige opgaver

Overordnet set er der ikke den helt store forskel på effekten af de forskellige glyphosatprodukter, når der sammenlignes gram for gram på aktivstoffet. Derimod har Monsanto på etiketten for Roundup PowerMax anført, at kravet er 2-4 timers tørvejr som optimale betingelser, mens der typisk står 4-6 timers tørvejr på andre produkter. Her sidst på sæsonen, hvor forholdene sjældent er helt optimale, kan det være den lille fordel, du skal gøre brug af for at få den ønskede effekt. Tilsætning af ammuniumsulfat og spredeklæbemiddel vil fremme effekten af alle glyphosatprodukter under de mere ugunstige betingelser, vi har her sidst på sæsonen.

Kerb 400 SC

Jordtemperaturen er nede på 7-8 oC, og det vil nu være en god idé at sprøjte med Kerb 400 SC hvis der skal bekæmpes græsukrudt og fuglegræs i vinterraps. Kerb er en god resistensbryder og bør derfor bl.a. anvendes, hvor der ellers er problemer med at bekæmpe græsukrudt i sædskiftet. Vi anbefaler, at der sprøjtes med 1,0 l pr. ha mod énårig rapgræs. Til bekæmpelse af øvrige græsser anbefales 1,25 l pr. ha.

Mangan

Det vil stadig være fornuftigt at tildele mangan til marker, hvor der erfaringsmæssig er risiko for manganmangel. Vinterbyg er mest følsom overfor manganmangel – derefter kommer hvede, mens vinterrug er mindst følsom. Der er størst risiko på humusrig sandjord.

Jordprøver

Har du glemt at bestille udtagning af jordprøver, kan det nås endnu. Det gode vejr i efteråret har medført at ventetiden på udtagning af jordprøver i øjeblikket er meget lav. Det vil derfor være et godt tidspunkt at få bestilt nye jordprøver, så vi kan bruge de nye tal, når gødningsplanen for 2019 skal udarbejdes.

Kontakt din planterådgiver på tlf. 7021 2040 og bestil udtagning allerede i dag.

Til toppen

Forebyggelse af udvintringssvampe i vintersæd og frøgræs

Af planterådgiver Henning Frostholm

Kilde Seges

Med års mellemrum kan der optræde angreb af udvintringssvampe i vintersæd og frøgræs i marker, der er kraftigt udviklede inden vinteren. Kun Folicur Xpert er godkendt til svampebekæmpelse om efteråret i vintersæd og frøgræs (mindre anvendelse).

Bekæmpelse udføres senest muligt før snefald med 0,5-0,6 l/ha Folicur Xpert, der har forebyggende effekt mod sneskimmel og trådkølle. Mod sneskimmel kan man ofte nøjes med en randbehandling.

Hvis der f.eks. anvendes 0,6 l Folicur Xpert (indeholder 160 g/l tebuconazol) om efteråret, så er der brugt 55 procent af den tilladte triazolmængde. Ved randbehandling bliver den forbrugte mængde selvfølgelig drastisk nedsat.

Sneskimmel

Sneskimmel er kun relativt sjældent et problem, men fremmes af tidlig såning, fordi kraftig plantevækst og snelag fremmer svampen. Sneskimmel angriber alle vintersædsarter og frøgræs. Sneskimmel optræder ofte i markkanten, hvor der på grund af læforhold ligger sne i en længere periode i vinteren. Randbehandling kan ofte være tilstrækkelig.

Billede 2 Sneskimmel i vinterbyg om foråret ved begyndende vækst (Foto Seges).

Trådkølle

Vinterbyg kan angribes af trådkølle, som ses med års mellemrum. Rug kan også angribes, men kun med svage angreb.

Angreb ses især i kraftigt udviklede vinterbygmarker med forfrugt vinterbyg eller kun et vinterbygfrit år. Kraftigt udviklede marker og snedække på ikke frossen jord fremmer angreb, men snedække er ikke en forudsætning for angreb. Angreb ses også tit i marker, der er svækkede f.eks. af manganmangel.

Billede 3 Område i vinterbygmark angrebet af trådkølle fotograferet i april (Foto Seges).

Billede 4 Nærbillede af område i vinterbygmark angrebet af trådkølle fotograferet i april (Foto Seges).

Til toppen

Graduering - få det med i planlægningen, så lykkes det i marken

Af planterådgiver Jens Peder Pedersen

Der sker ikke så meget i marken i vinterhalvåret, og det er derfor en god anledning til at lægge en god plan for næste sæson, her kan det være en god ide at tænke i graduering.

På mange bedrifter findes der teknik, som kan graduere i et eller andet omfang. Har man dette udstyr bør man undersøge, hvad det kan, og om det kan bidrage positivt på bundlinjen. Samtidig er IT værktøjer og satellit fotos nu let tilgængelige, så det er bare at komme i gang med en god plan. Den kolde tid giver nemlig gode muligheder for at se på satellitfotos fra den overståede sæson og sæsonen før, for at identificere de variationer og udfordringer, der er i marken og finde det gode foto, som man kan omsætte til et udsædstildelingskort. Når vi laver tildelingskort, er det vigtigt også at tilsætte sund fornuft og viden om marken. Tildelingskort kan med fordel anvendes til gødning, såning og sprøjtning.

Det hjælper dog  ikke meget, at lave gode tildelingskort, hvis teknikken ikke fungerer, når vi slipper den løs på marken. Når foråret kommer så vil de fleste helst ikke holde stille.

Gradueret såning

Mange steder ses marker med varierende etablering og en dårligere plantebestand end ønsket. Der kan opnås en positiv effekt ved at flytte kerner fra områder med god etablering til områder med dårligere ved såning, og således få en ensartet mark med et bedre udgangspunkt. Mange såmaskiner kan så gradueret, enten manuelt eller styret efter et kort.

SAGRO holder den 27/11 kursus i gradueret udsæd – kurset er gratis. Læs mere på sagro.dk 

Se video her

Endvidere tilbyder SAGRO nu præcisionstjek. Et præcisionstjek er et møde på bedriften og maskinhuset. Her ses på muligheder og strategi for at komme i gang med eller videre med præcisionsjordbrug.

Hvis et præcisionstjek vil give værdi på din bedrift så kontakt:

Planterådgiver Erik Kjeldsen på ekj@sagro.dk telefon 96296913 eller Planterådgiver Jens Peder Pedersen  på jpp@sagro.dk telefon 76602335.

Til toppen

ARRANGEMENTER OG KURSER


Planteavl 2018: Produktion, Penge og Politik

Landbrug & Fødevarer, Planteproduktion inviterer til Regionale møder 2018. 

Billund: Mandag den 12. november kl. 19.00-22.00 hos SAGRO, Majsmarken 1, Billund. Læs mere på sagro.dk  
Holstebro: Torsdag den 22. november kl. 19.00-22.00 hos SAGRO, Nupark 47, 7500 Holstebro. Læs mere på sagro.dk

Til toppen

VILDBJERG - Inspirationsdag om natur på din ejendom

Tid: Onsdag den 14. november kl. 14.00-16.30 
Sted: Feldbjergvej 7, 7480 Vildbjerg

Få sparring, ideer og gode råd fra ligesindede.

Deltagelse på intromøde er gratis, men kræver tilmelding.

Læs mere på sagro.dk

Til toppen

Digitaliseringen kommer - og den digitale landmand

November byder på 4 møder omkring digitalisering. 

Digitaliseringen kommer - skal du med?

Kom og få input til, hvilke muligheder du har for at bruge de digitale løsninger i din dagligdag. SAGRO og SEGES giver dig et indblik i, hvad fremtiden byder på.

Sådan styrer du din digitale bedrift

  • Hvad er digitalisering?
  • Hvilke digitale muligheder er der lige nu, og hvordan udnytter du dem?
  • Hvad vil de digitale muligheder betyde for din hverdag som landmand?

Der ligger allerede en stor mængde digital data på din bedrift, hvordan kan du opsamle dem og få et overblik over dem. 
Hvad kan de bruges til i den daglige drift?
Alle disse spørgsmål kan du få svar på når du deltager i fyraftensmødet ”Digitaliseringen kommer - skal du med?”. Du hører om alle de digitale værktøjer, der allerede findes og som kan hjælpe dig med at digitalisere og automatisere arbejdsgange på din bedrift.

Læs mere på sagro.dk
Esbjerg: Onsdag den 14. november kl. 17.00-19.00 hos SAGRO, John Tranums Vej 25, Esbjerg Ø
Herning: Tirsdag den 20. november kl. 17.00-19.00 hos SAGRO, Birk Centerpark 24, Herning

Den digitale landmand

Et møde for dig som er godt i gang med at bruge digitale løsninger og som ønsker at skabe et samlet overblik over mark og stald.

Der findes tonsvis af data på din bedrift- i traktoren, fra marken, i stalden og for hele virksomheden. 

Det er en udfordring at samle det hele og skabe overblikket, der kan bruges til at træffe de rigtige beslutninger. 
Hør om Landmandens Dashboard og hvordan det kan hjælpe med at give et samlet overblik over hele din virksomhed.

Holstebro: Onsdag den 21. november kl. 17.00-19.30 hos SAGRO, Nupark 47, Holstebro
Billund: Mandag den 26. november kl. 17.00-19.30 hos SAGRO, Majsmarken 1, Billund

Til toppen

Sprøjteopfølgningskursus

Opfølgningskurser for sprøjteførere i efterår-vinter 2018/2019

(AMU kode 48175)

Er det mere end 4 år siden, du sidst har været på opfølgningskursus, eller sprøjter du ikke selv, men vil gerne købe pesticider til din virksomhed til næste vækstsæson? Så skal du på kursus denne vinter. Kurserne afvikles i samarbejde med Dalum Landbrugsskole som AMU-kurser med mulighed for at søge VEU-godtgørelse efterfølgende, hvis man opfylder betingelserne herfor. Alle kurserne er målrettet landbrugsbedrifter (kode 48175).

Læs mere om tilmelding og pris under de enkelte kurser på sagro.dk

Torsdag den 29. november i Esbjerg
Mandag den 3. december i Herning
Mandag den 10. december i Billund
Tirsdag den 18. december i Holstebro

 

Til toppen

Slut med løse sedler i traktoren - FarmTracking er dit mobile kontor

Af planterådgiver Christina S. Jørgensen

FarmTracking er en brugervenlig app, som kan anvendes både på telefon, tablets og Ipad.

Med FarmTracking app´en kan du let udføre registreringer i marken. Eksempelvis har du adgang til dyrkningsplanen og kan føre din sprøjtejournal, redigere i udsæds- og gødningsplan, registrere udbytter, ligesom du kan se dine marker i markkortdelen. Via GPS-funktionen kan du altid se, hvilken mark du er på, og registrere hotspots som dræn, brønde, ukrudtspletter og meget andet.

Indtil 1. maj 2019 har du mulighed for at prøve FarmTracking gratis. Ta’ med på et af SAGROs kurser om FarmTracking, og lær hvordan du kan bruge FarmTracking i din dagligdag. Kurset henvender sig til dig, som er ny bruger af Farmtracking. Efter kurset kan du anvende de vigtigste funktioner.

Kom godt i gang med FarmTracking, Holstebro
Mandag den 10. december 2018 kl. 9.00-11.30

Kom godt i gang med FarmTracking, Herning
Mandag den 10. december 2018 kl. 13.00-15.30

Kom godt i gang med FarmTracking, Esbjerg
Tirsdag den 11. december 2018 kl. 9.00-11.30

Kom godt i gang med FarmTracking, Billund
Tirsdag den 11. december 2018 kl. 13.00-15.30

Tilmelding: senest 6. december på tlf. 7021 2040 eller på sagro.dk
Pris: 200 kr. inkl. forplejning

Ønsker du at få adgang til FarmTracking, så kontakt din planterådgiver eller ring direkte til:
Christina Skelmose Jørgensen, tlf. 7660 2162, csj@sagro.dk
Vivi Ernstsen, tlf. 7660 2195, ver@sagro.dk

Til toppen

AULUM - Aftenkongres

Sæt kryds i kalenderen mandag den 10. december 2018 kl. 19.00-22.00, hvor Planter & Miljø holder Aftenkongres i Aulum Fritidscenter. Nærmere program følger.

Til toppen
Download pdf