Header billede

TILVÆKST Grovfoder nr. 7, 14. marts 2025

Udgivet d. 14-03-2025

Mark


Aktuelt i græs

Af planterådgiver Thomas Harbo

Foråret er så småt over os, og gødningstildeling til græsmarkerne er nu aktuel, ligesom tromling i nogle tilfælde også kan være det.

Siden sidste uge er der kommet godt gang i aktiviteten i græsmarkerne med gyllekørsel og gødningstildeling. Mange oplever, at de kan køre i flere marker end forventet, og vi får en del henvendelser, som går på, hvorvidt de aktuelle muligheder skal benyttes til at tilføre gylle til marker, hvor det ikke er planlagt?

Overordnet set må det siges at være en fordel at udbringe så megen gylle som muligt så tidligt på sæsonen som muligt. Flere oplever dog også, at det svinder hastigt i gyllelageret, hvor det især er de ejendomme, som plejer at følge reglerne om kvæg-undtagelsesbrug, og derfor skal afsætte megen gylle her i foråret, der kan være udfordret. Inden du selv bruger en større del af gyllen, er det derfor en god idé, at du sikrer dig, at der både er tilstrækkelig gylle til afsætning og til majsen, som skal etableres om 5-6 uger.

Endelig er der også den tilbagevendende diskussion om, hvorvidt græsmarkerne skal tromles. Har muldvarperne været aktive i markerne i vinterperioden, skal skuddene selvfølgelig slæbes ud og jævnes. Hertil er en græsmarkstromle med lamelplanke ideel. Er der spor i marken fra sidste slæt, kan det også være nødvendigt at tromle, men er der ikke noget behov, er det bedst, at du bruger din tid på noget andet.

Billede 1 Her er muldvarpene stadig aktive, og der skal gøres en indsats med fælder eller gas,
ligesom skuddene skal jævnes og marken tromles. (Foto: Thomas Harbo, SAGRO)

Til toppen

Etablering af foderroer

Af planterådgiver Thomas Harbo

Roer er en afgrøde, der etablerer sig langsomt. Skal du have det fulde udbytte af roernes store udbyttepotentiale, er der behov for en lang vækstsæson, og roerne skal derfor etableres tidligt. Ligeledes skal der sikres en ensartet afgrødeetablering ved en omhyggelig såbedstilberedning. Udbyttetabet ved sen såning er stort, og med screening af frøpartierne er risikoen for stokløbere pga. for tidlig såning meget begrænset.

Prioriter roerne først

Har du foderroer i markplanen, skal du ubetinget prioritere at få roerne sået til tiden, hvilket under normale forhold er ultimo marts-primo april. Roerne kvitterer for et omhyggeligt bearbejdet såbed. Fremspiring og plantebestand bliver for ringe, hvis såbedet er for løst eller for tørt, og et ikke for dybt opharvet såbed med en god fast bund over hele marken er afgørende for at opnå en ensartet fremspiring og etablering. Risikoen for, at du får lavet et dårligt såbed, er for stor, hvis du haster arbejdet igennem.

Risikoen for stokløbere efter et koldt forår er med de moderne roesorter, der er på sortslisterne ved firmaerne nu, meget begrænset. Kan du lave et godt såbed sidst i marts på en lun lokalitet og ellers den første uge i april, skal du ikke være bekymret for at så roerne. I litteraturen er det angivet, at roefrø spirer allerede fra 3 °C, så den nuværende jordtemperatur burde være tilstrækkelig til at sætte gang i spiringen. Men som ved al anden afgrødeetablering er det vigtigt, at du kan lave et godt såbed! Ved at så tidligt undgår du også de største angreb af rodbrand, som vi gerne oplever, når roerne spirer frem under varmere forhold.

Figur 1 aktuel jordtemperatur i Agerbæk (Kilde: SEGES)

 

Siden årtusindskiftet er der ikke lavet mange forsøg i foderroer med henblik på at afprøve forskellige dyrkningsteknikker og -strategier. Fra årene før årtusindskiftet har vi derimod mange forsøgsresultater at trække på. Selvom vi i dag dyrker helt andre roetyper og -sorter og ved højere udbytteniveauer, kan vi sagtens bruge de ældre forsøgsresultater til at estimere udbyttetabet ved sen etablering.

Tilbage i perioden 1979 – 83 blev der gennemført 18 forsøg med såtidspunkter for fodersukkerroer. Resultaterne er vist i tabellen her under med tab opgjort i FE/ha og procent ved at udsætte sådatoen i forhold til den 12. april, som dengang var udgangspunktet, de øvrige etableringstidspunkter blev sammenlignet med. I tabellens højre del har jeg estimeret udbyttetabet ved samme procentvise reduktion i udbyttet ved det aktuelle udbytteniveau i 2025, som her er sat til gennemsnittet i sidste års sortsforsøg med foderroer, som var 18.433 FEN/ha.

 

Tabel 1 Udbyttetab ved for sen såning af foderroer (Kilde: Oversigt over Landsforsøgene 1983)


I SEGES dyrkningsvejledning for roer er der link til en efterhånden ældre, men trods alt stadig udmærket video om etablering af roer. Selvom videoen efterhånden har nogle år på bagen, er der ikke noget, der grundlæggende er forandret, og den sætter fokus på lige præcis de faktorer, der gør forskellen mellem den halvsløje, den acceptable og den perfekte etablering. Link til SEGES' dyrkningsvejledning findes her. 

Jeg vil anbefale, at du bruger linket, så du også får glæde af de mange links i dyrkningsvejledningen.

Såbed i det pløjede system

Jeg ser desværre lidt for ofte såbed til roer, som ikke er tilstrækkeligt ensartede og jævne. Det giver en uens – eller manglende – fremspiring. De fleste er i dag kun vant til at lave såbed til korn og majs, som begge er afgrøder, som er langt mere tolerante for et knapt så godt såbed, end roerne er. Jeg kan pege på flere forhold, som ikke er optimale, og som går igen, når resultatet ikke er godt nok:

  • Tilberedningen af såbedet skal 'udføres i én arbejdsgang' fra du starter med udbringning af husdyrgødning, over pløjning til opharvning og såning. Arbejdet må ikke strække sig over så lang tid, at jorden udtørrer.
  • Ikke mange pløjer med jordpakker længere, ligesom der generelt ikke er den samme omhyggelighed med pløjearbejdet som tidligere. Mulighederne for forbedring er flere; omhyggelig indstilling af ploven, passende dækbredde som der er plads til i furen og lidt lavere hastighed under pløjearbejdet. Jorden bør pakkes i forbindelse med pløjningen eller umiddelbart derefter og inden udtørring begynder.
  • Her på den vestjyske sandjord har kun de færreste, der har en såbedsharve, som har bærehjul nok til, at såbedet kan bearbejdes i en ensartet dybde på fire til fem cm. En kompaktharve med bærerulle i fuld bredde er nok det bedste alternativ. Har du ikke mulighed for placering af kvælstof ved såning af roerne, kan du evt. udså gødning ved opharvning af såbed med såsættet til korn.

Alligevel kan du ved omhyggelighed i alle faser af pløjearbejde og såbedstilberedning – her under tilpas LANGSOM kørsel – ofte få lavet et udmærket såbed, men det kræver, at du ved hvordan, at du er omhyggelig i alle arbejdets faser og ikke mindst, at du står ud af førerhuset og kontrollerer resultatet – og foretager de nødvendige justeringer af maskinerne. I det følgende beskriver jeg, hvordan såbedet til roerne ideelt bearbejdes.

Det ideelle såbed

Klargøring af roemarken starter oftest med udbringning af fast husdyrgødning og/eller nedfældning af gylle efterfulgt af en omhyggelig pløjning med jordpakning, hvor du ikke må køre for hurtigt. Kører du for stærkt med ploven, kan marken ofte se jævn ud lige efter pløjning, men efter nogle uger, når jorden har sat sig, kan den være ganske ujævn på tværs af agerretningen.

For roernes fremspiring, afgrødeudvikling og mulighederne for ukrudtsbekæmpelse er det meget vigtigt, såbedet er helt jævnt og tilpas fast. Kun herved kan du placere frøene korrekt og stabilt i 2-2,5 cm’s dybde. Dybere hjulspor eller tandspor efter harven, som er fyldt efter med løs – og måske tør jord – bør selvfølgelig ikke findes.

God dybdestyring med bæreruller eller mange hjul på en harve med smalle tænder og lille tandafstand giver det bedste resultat. Sådan en harve giver en intensiv bearbejdning af jorden, hvorfor det er vigtigt at holde fremkørselshastigheden så tilpas lav, at krummestrukturen ikke ødelægges. Det endelige såbed skal være jævnt og tilpas fast i 0-4 cm dybde, så frø og kimplanter kan suge fugt i en tør periode. Ofte ses uens fremspiring og manglende planter, som resultat af for dyb opharvning eller for løst såbed, hvor den kapillære effekt ikke er genskapt.

Figur 2 Tværsnit af de øverste 10-12 cm af såbedet til roer.
lerjord kan jordoverfladen slæmme til, inden roerne kommer op,
hvis der kommer betydelige mængder nedbør, og det falder hurtigt.
Sker dette, bør du straks inden jorden bliver alt for tør, sørge for at
 skorpen brydes, eventuelt med en let rensning (Kilde: SEGES).

Såbed i det harvede system

Der kan også etableres roer i et harvet system. Tilmed kan det have nogle fordele, da risikoen for ødelæggende sandflugt er væsentlig mindre. Udfordringen er så på den anden side, at indarbejdelse af dybstrøelse til en fornuftig udnyttelse af kvælstof langt fra er ideel.

Som ved al anden såbedstilberedning uden pløjning er det et absolut, uomgængeligt krav, at stubben behandles med glyphosat. Efter den første øverlige jordbearbejdning kan der efterbehov arbejdes ned i en dybde på 15-20 cm. Når marken er nogenlunde opharvet efter 1-2 harvninger, udbringes gyllen. Alt afhængig af hvilken gyllenedfælder der anvendes i marken og resultatet heraf, kan der laves en dybdeharvning for at løsne jorden efter gyllevognen og lave et ordentligt såbed til roerne. Roernes vækst bliver alvorligt hæmmet af dårlig jordstruktur, så tilstrækkelig dyb jordløsning og genpakning er et vigtigt opmærksomhedspunkt!

Er du i de første år med det harvede system, kan det give mening at dybdeharve ned under den tidligere pløjesål, men det er en vurdering, som skal foretages i den enkelte mark. Er pløjesålen brudt, er der ikke behov for at gå dybere end 15-20 cm. Ligeledes kan det være nødvendigt at løsne i gamle spor og lignende. Husk dog på, at det er at foretrække at udbedre strukturskade i tør jord, da risikoen for en ny genpakning er større i en våd jord.

Plantetal og såning

Hvis såbedet er bearbejdet som beskrevet oven for, bør det være tilstrækkeligt at så 100.000 frø pr. ha. for at opnå det ønskede plantetal på 85.000 – 90.000 planter. Med 50 cm rækkeafstand, som de fleste roesåmaskiner har i dag, svarer det til en frøafstand på 20 cm.

Sådybden skal være 2,0-2,5 cm. Frøet skal altid placeres 0,5-1 cm nede i den fugtige jord på en fast bund, så vandoptagelsen sikres. Er du ikke sikker på, at der kommer regn lige efter såning, og er jorden blevet for tør i overfladen, øges sådybden til max. 3,5 cm, så frøets kontakt med fugtig jord sikres. Sådybden måles som afstanden fra jordoverfladen i sporet efter trykrullen til frøet.

Billede 2 Uens fremspiring af roer (Foto: Thomas Harbo, SAGRO)

Forebyg sandflugt

Roemarken er udsat for risiko for sandflugt i lang tid. Er der risiko for sandflugt på roemarkerne, kan du mindske denne ved at udså 30-40 kg vårbyg pr. ha syv til ti dage før såning af roerne. Vårbyggen udsås med almindeligt såsæt til korn.

Når byggen står i begyndende buskning med 4-5 blade, skal den nedvisnes med 0,5-0,6 L/ha Agil 100 EC. Vårbyggen vil herefter virke dæmpende på sandflugt indtil roerne selv "kan stå distancen".

Tidligere var det udbredt praksis at bredsprede gylle, hvis det trak op til sandflugt. Det må vi selvfølgelig ikke længere, men du kan også opnå en god effekt ved at slangeudlægge tyk kvæggylle. Dog er det i reglerne nu præciseret således, at slangerne skal slæbe hen ad jorden ved udbringning. En god skorpe af indtørre kvæggylle vil hæmme fremspiringen og give et lavere plantetal, men er roerne kommet op, når du lægger gyllen ud, sker der ikke det store.

Dybstrøelse kan også udspredes tyndt mod sandflugt. Det har ingen negativ påvirkning af roerne. Derimod kan det give dårligere effekt af ukrudtssprøjtningerne, dels som ringere effekt af jordmidler dels ved at fremspiret ukrudt kan stå i læ og dermed blive for store til at kunne bekæmpes effektivt.

Gødskning

Ligesom vi kender det fra majs og efterhånden også mange kornmarker, er det en fordel at placere 25-30 kg N pr. ha til roerne. Hvorvidt der anvendes flydende eller fast gødning er uden betydning. En almindelig NS-gødning som NS 24 21 (svovlsur ammoniak), NS 26 13/14/15 eller NS 27 4 kan alle bruges, men du bør ikke anvende ureaholdige gødninger eller gødninger med kalium, da de giver en forøget risiko for rodsvidninger. Gødningen bør placeres 5-6 cm ved siden af frøene og 5 cm under; desto større gødningsmængde desto større afstand fra frø til gødning. Kan du ikke placere gødning ved såning, bør du tildele en tilsvarende mængde gødning i såbedet inden såning.

Billede 3 Roefrø og gødning. Gødningsstrengen ligger ca. 5 cm fra og 3-4 cm under roefrøene
(Foto: Thomas Harbo, SAGRO)

Ukrudtsbekæmpelse

I efterhånden mange år har jeg i en del marker med god effekt anvendt jordmidler med aktivstoffet clomazon (Centium 36 CS, Clomate, Kalif 360 CS), som jordmiddel inden roernes fremspiring (T0-sprøjtning) – senest tre dage efter såning. Centium 36 CS har en regulær godkendelse til anvendelse inden fremspiring og som bladmiddel, når roerne har udviklet to løvblade. Clomate og Kalif 360 CS har godkendelse til mindre anvendelse INDEN roernes fremspiring. Du kan hente "Brugsanvisning til mindre anvendelse" her.


Vær påpasselig med ikke at anvende for høj dosis og at undgå overlap. På sandjord anvendes 0,075-0,08 L/ha, mens der på lerjord kan anvendes 0,1-0,15 L/ha.

Billede 4 Roeplante med skade af for høj dosis clomazon (Foto: Thomas Harbo, SAGRO)

Sprøjtningen hæmmer den tidlige ukrudtsfremspiring og giver et lidt "større vindue" for T1-sprøjtningen, hvis forholdene for den meget vigtige første sprøjtning ikke er gunstige. Der opnås effekt på forholdsvis få arter som burresnerre, fuglegræs, hejre- og storkenæb, hyrdetaske, enårig rapgræs, rødtvetand, sort natskygge og ærenprisarter. Desuden har vi erfaret, at effekten af de senere sprøjtningerne med bladmidlerne øges – herunder ikke mindst at også vej- og snerlepileurt bekæmpes bedre.

Clomazon-produkterne kan også give forbigående hvidfarvning og kortvarig vækststandsning af vårbyg udsået som værn mod sandflugt som beskrevet ovenfor, men det slår ikke byggen ihjel.

Er roerne længe om at spire frem, eller er der af anden årsag ukrudt – f.eks. ukrudt, der ikke er dækket ved pløjning, bør dette bekæmpes med et godkendt glyphosat-produkt INDEN roernes fremspiring. Vær opmærksom på evt. fremspiret vårbyg, som heller ikke tåler glyphosat.

Vær MEGET opmærksom – herbicider anvendt i foregående afgrøde

Du har selvfølgelig for længst taget stilling til, hvilke marker roerne skal etableres på. Imidlertid ser vi indimellem, at det lige er blevet glemt, at der er anvendt et herbicid i den foregående afgrøde, som kan have spirehæmmende effekt på roerne.

Nedenstående er blot vist nogle få eksempler, og det er slet ikke en udtømmende oversigt over herbicider, som kan have negativ indflydelse på etableringen af roer i år, hvis de er anvendt i 2023.

  • Er der brugt Mustang Forte, kan der IKKE dyrkes roer.
  • Etiketten for Tocalis (Border 100 SC, Callisto, Evolya, Lumica, Meristo, Starship Max, Tocalis m.fl.) tager forbehold for etablering af roer efter anvendelse af Tocalis. Hvis du etablerer roer efter majs, hvor der er anvendt Tocalis, påtager du dig for egen regning en risiko. Vælger du alligevel at etablere roer efter anvendelse af Tocalis, nedsættes risikoen ved at pløje før såning. Vi har set eksempler på afgrødeskader, hvor der er sået roer/spinat uden forudgående pløjning, hvilket understreger vigtigheden af ovenstående.
  • Hvis der er anvendt op til 15 g/ha Accurate Max/Nicanor SG/Savvy, kan der dyrkes roer det efterfølgende år.

Forholdene i jorden og de vejrmæssige forhold har også betydning for nedbrydning af pesticidrester. Risikoen for negativ påvirkning af afgrøden er mindst, når pH (reaktionstallet) er passende højt, og der er en god biologisk aktivitet i jorden. Omvendt er risikoen størst på let, lys sandjord med lavt Rt (pH). Sidste års nedbørsrige sommer mens jordtemperaturen var høj har givetvis været positiv for nedbrydning af pesticidrester, ligesom der i den fugtige og lune efterårs- og vinterperiode også har været en lang periode med gunstige betingelser. Men det gælder stadigvæk, at etablering af roer sker på din egen risiko, hvor der på etiketten af de ukrudtsmidler, der blev anvendt sidste år, er taget forbehold for den efterfølgende afgrøde.

Til toppen

Opdatering – Nitrifikationshæmmere ved gylleudbringning

Af planterådgiver Peter Siebert

Det er stadig aktuelt at anvende nitrifikationshæmmer til majs og roer.

I TILVÆKST Grovfoder nr. 3 bragte vi artiklen "Brug Nitrifikationshæmmere ved tidlig gylleudbringning". I denne artikel bringer vi en kort opfølgning på status i marken nu og anbefalingen for anvendelse af nitrifikationshæmmere.

Føret i marken har været godt et stykke tid, og såningen af vårsæd er flere steder begyndt. Anbefalingen for gylle til vårsæd er derfor, at det ikke længere er relevant at anvende nitrifikationshæmmere til gylle som udbringes forud for vårsæd, korn og blandsæd. Enkelte forsøg med nitrifikationshæmmere til gylle til korn har vist dårlige resultater, og derfor har den tidlige anbefaling alene været båret af risikoen for tab til udvaskning i det meget tidlige forår. Med den tørre februar måned og indtil videre også tørre marts må udvaskningen indtil nu forventes at være meget begrænset, grænsende til ingen udvaskning.

Anbefalingen for brug af nitrifikationshæmmere gælder stadig for gylle til rækkeafgrøder som majs og roer, som først forventes at have et egentligt kvælstofoptag hen over sommermånederne. Anbefalingen er fortsat, at der anvendes 2,0 liter Vizura eller 1,7 liter Instinct pr. hektar.

Du kan læse vores tidligere artikel om brug af nitrifikationshæmmere ved tidlig gylleudbringning her

Til toppen

Regler og tilskud


Kvælstofprognosen for 2025 er klar

Årets kvælstofprognose er netop offentliggjort. Prognosen viser et gennemsnitligt indhold af kvælstof i jorden, og der er IKKE grundlag for korrektion nogen steder. Kvælstofprognosen er altså 0, og din kvælstofkvote skal altså ikke reguleres.

Til toppen

Husk indberetning af IPM-spørgeskema

Af planterådgiver Cecilie Rasmussen

Husk indberetning af IPM-skemaet senest den 31. marts.

Når sprøjtejournalen er blevet indberettet, kan du udfylde IPM-skemaet. IPM-skemaet er et spørgeskema, som skal udfyldes via Miljøstyrelsens hjemmeside. Skemaet skal du selv udfylde og indsende, da systemet ikke er sat op med "rådgiveradgang".

Din sprøjtejournal skal være indberettet, før du kan udfylde skemaet. Når sprøjtejournalen er indberettet, vil du modtage IPM-skemaet i din e-boks med afsenderen Miljøstyrelsen som afsender. Det er et krav, at IPM-skemaet er udfyldt, hvis der kommer en evt. kontrol. Manglende udfyldelse medfører bøde ved kontrol. Kan du ikke indberette dit IPM-skema, tag da kontakt til din planterådgiver.

IPM-skemaet skal være udfyldt senest den 31. marts 2025.

Til toppen

Bruger du svovlsur ammoniak, flydende gødning eller urea?

Af planterådgiver Vivi Ernstsen

Restriktioner for udbringning af svovlsur ammoniak, urea og flydende gødninger med amid-kvælstof gælder fra 1. april til 1. februar. Der skal udfyldes en erklæring om anvendelsen.

Ved udbringning af svovlsur ammoniak skal gødningen placeres ved såning, nedfældes eller nedbringes inden for fire timer – dog ikke i perioden fra 1. februar til 1. april. Vær især opmærksom, hvis du anvender mekanisk blandede gødninger, som kan indeholde svovlsur ammoniak som en blandingskomponent. Du skal udfylde en erklæring om anvendelsen, som skal opbevares i fem år.

Regler for anvendelse

Ved udbringning af urea og flydende gødninger, som indeholder ureabaserde kvælstofforbindelser (amid-kvælstof), skal gødningen placeres ved såning, nedfældes eller nedbringes inden for fire timer. Alternativt kan den flydende gødning anvendes som bladgødskning, hvis der tilsættes sprede-klæbemiddel og tildeles max 20 kg urea-N pr. ha hver tredje dag. Du kan undgå kravet ved at tilsætte den anbefalede mængde ureaseinhibitor, som producenten foreskriver. Ureaseinhibitor skal være CE-mærket. Du er fritaget for kravet, hvis gødningen indeholder højst 6 % kvælstof, eller hvis gødningsproduktet har fået tildelt en dispensation. Forhør dig, hvor gødningen anskaffes, hvorvidt der er givet dispensation eller ej. Hvis svovlsur ammoniak m.v. anvendes uden for perioden 1. februar-31. marts, skal der udarbejdes en erklæring. Erklæringen (dokumentation) skal gemmes i fem år og skal indeholde følgende:

  • Hvornår gødningen er udbragt (Kan være registrering i FarmTracking).
  • Hvilken arealer gødningen er udbragt på (Kan være registrering i FarmTracking).
  • Hvor meget ureabaseret kvælstofgødning (amid kvælstof), som er tildelt (Kan være registrering i FarmTracking).
  • Anvendelse af ureaseinhibitor og indhold af ureaseinhibitor, samt kvittering for indkøb eller,
    1. kvittering for indkøb af sprede-klæbemiddel, samt dokumentation for tildeling af gødningen som bladgødskning og max tildeling af 20 kg urea-N pr. ha hver tredje dag eller,
    2. dokumentation for at vilkårene i Miljøstyrelsens dispensation er overholdt, samt gødningsproducentens forskrifter er efterfulgt.

Der findes ikke nogen "officiel" erklæring til formålet, men en simpel dateret og underskrevet erklæring om, at reglerne er overholdt, er tilstrækkelig.

Til toppen

Flydende ammoniak må fortsat anvendes

Kilde: SEGES

I 2024 kom godkendelsen til, at flydende ammoniak må anvendes til gødningsformål - dog med en række (forventede) retningslinjer for anvendelsen.

Tabel 2 Flydende ammoniak, krav til nedfældningsdybde og dosering.

 

Rent praktisk skal slutbruger modtage en erklæring fra leverandøren, hvoraf det fremgår, at flydende ammoniak er tilladt at anvende.

DAKOFO gør opmærksom på, at ansvar for overholdelse af dosering af flydende ammoniak alene er brugerens eget ansvar. Miljøstyrelsen er resort for overholdelse af REACH-forordningen i Danmark. I forbindelse med DAKOFOs notifikation via ECHA får Miljøstyrelsen besked om ændring af anvendelsen. Det betyder, at Miljøstyrelsen kan stille spørgsmål ved beregningerne i eksponeringsscenariet og deraf dosering mm.

DAKOFO ligger inde med en faglig rapport, der grundigt beskriver argumentationen for forudsætningerne i beregningerne. DAKOFO kan dog ikke drages til ansvar, hvis forudsætningerne for beregningerne i eksponeringsscenarie falder bort.

Til toppen
Download pdf