Udgivet d. 14-01-2025
Kort før jul udkom Landsforsøgene 2024, hvor alle landsforsøg 2024 afrapporteres. Der er en lang tradition for at lave landsforsøg i Danmark, og det giver megen god viden, som kan bruges til at optimere planteavlen. For grovfoder er der ofte en del forsøg omhandlende majsdyrkning, og jeg vil nu dykke ned i nogle af de mest væsentligste resultater, eller mangel på samme, vedrørende majs.
Jeg vil i dette afsnit komme ind på nogle af de forsøg, der har været i 2024 med biostimulanter, plantetal og gødning.
Brugen af biostimulanter, der udsprøjtes i vækstsæsonen, er forholdsvist nyt i Danmark og kun afprøvet i få afgrøder og få forsøg i regi af Landsforsøg. Som vi tidligere har omtalt, kan det være svært at lave forsøg med biostimulanter og mikronæringsstoffer, da der ikke er sikkerhed for, at det vil virke under alle forhold og vækstbetingelser.
I 2024 er der i Landsforsøg i majs afprøvet fire forskellige biostimulanter: Vixeran, BlueN, Veradyn og AzotoPower.
Ingen af de afprøvede biostimulanter har givet et merudbytte. Konklusionen ovenpå dette års forsøg må indtil videre være, at der som udgangspunkt ikke tyder på at være noget merudbytte for at bruge biostimulanter i majs.
Det er jævnligt en diskussion om, hvad plantetallet i majs skal være. Der har tilbage i tid været flere forsøgsserier med plantetal i majs, men for at sikre at anbefalingen stadig står mål med de nye sorter, vi dyrker i dag, er forsøgene til dels taget op igen i kombination med andre faktorer som græsefterafgrødens udvikling. Plantetal-forsøget er et forsøg med fire sorter og fire plantetal, varierende fra ca. 60.000 til 111.000 planter per hektar. I tabellen nedenfor kan du se udbytte og kvalitetsparametre for forsøget med plantetal, som er afprøvet med de fire sorter Cito KWS, Prospect, Function, Benco. De fire sorter repræsenterer hver deres tidlighed, hvor Cito KWS er den tidligste sort og Benco den mest sildige sort af de fire. Forsøgene bekræfter i grove træk den viden, vi har fra tidligere års forsøg, og viser, at et højt plantetal giver et højere udbytte, men også at kvaliteten bliver påvirket negativt. Ved et højt plantetal er der mindre stivelsesindhold, og tørstofprocenten er typisk lavere. Det indikerer, at kolbeandelen er forholdsmæssigt mindre ved et højt plantetal end ved et lavt plantetal. Grundlæggende ændrer forsøget ikke på vores anbefaling til plantetal i majs. Du kan se vores tabel med SAGRO´s anbefaling til plantetal i nedenstående tabel 2, som du finder under tabellen fra landsforsøget.
Tabel 1 Plantetal i typer af majssorter til helsæd, 2024, (Landsforsøgene 2024, side 357)
I nedenstående tabel kan du se SAGRO´s vejledende anbefaling til frøantal i forhold til majsen formål. Forsøgene med plantetal i 2024 giver ikke anledning til ændringer.
Tabel 2 Frøantal for helsæd-, kolbe- og kernemajs under lune og kolde forhold. (Kilde SEGES, tilpasset af SAGRO)
I 2024 har der på to lokationer været et stort gødningsforsøg med kombinationer af nedfældet og placeret gylle. Desværre er det kun forsøget ved Varde, som er blevet godkendt, så grundlaget for at lave den helt store konklusion på forsøget er ikke til stede. Men med det i baghovedet at der kun er et forsøg i 2024, synes jeg alligevel, at figuren fra forsøget skal bringes, da den viser det, som mange allerede godt ved i forvejen. Nemlig at gyllen så vidt muligt først skal udbringes lige op til etablering af majsen, uanset om det nedfældes eller placeres. Udbringningstidspunktet er en faktor, som betyder meget i en nedbørsrig sæson som 2024, hvor der i perioden fra første udbringningstidspunkt den 14. marts til andet udbringningstidspunkt den 23. april er faldet 196 mm nedbør, hvoraf 143 mm er afdrænet fra rodzonen. Som det ses i figuren nedenfor, har udbringning af gylle den 23. april givet et merudbytte på 8,7 a.e. per hektar svarende til 870 FEN per hektar på trods af en mindre tilførsel af kvælstof. Nitrifikationshæmmeren Vizura er anvendt ved alle udbringninger af afgasset gylle i forsøget.
Figur 1 Stigende mængder kvælstof til majs i afgasset gylle og handelsgødning. (Landsforsøgene 2024, side 361)
Igen i år afholder SAGRO aftenkongres. Det er i Billund den 20. januar og i Aulum den 22. januar, begge dage fra kl. 19.00 til 22.00. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding sker via link nedenfor eller SAGROs hjemmeside. Fristen for tilmelding er den 17. januar.
Aftenkongressens første to timer vil primært handle om Den grønne trepart, mens den sidste time vil have et mere fagligt fokus, hvor du kan tilmelde dig sessioner om salgsafgrøder, grovfoder, kartofler, miljø og økologi.