Header billede

TILVÆKST Grovfoder nr. 9, 21. april 2023

Udgivet d. 21-04-2023

Mark


Aktuelt i majs

Af planterådgiver Thomas Harbo

Majssåningen er begyndt, men omslag i vejret sætter nok arbejdet på pause. Overvej anvendelse af DFF / Legacy 500 SC før fremspring ved kendte problemer med ærenprisarter. Ligeledes bør glyphosat også overvejes som en mulighed før fremspiring i marker med tætte bestande af storke- og hejrenæb.

Jordtemperatur

De seneste dage har budt på blæst og sol – altså rigtig godt tørrende vejr. Majssåningen er da også så småt gået i gang, selvom jordtemperaturen kun lige har sneget sig op over de anbefalede 8 °C. Vejrudsigten melder desværre om omslag til mere ustadigt vejr med nedbør i weekenden, hvilket også vil få jordtemperaturen til at falde. Det er endnu så tidligt, at du bør indstille majssåningen, hvis der er udsigt til at jordtemperaturen falder til under 8 °C og fugtige forhold.

Figur 1 Jordtemperatur. Aktuel temperatur den 21. april, og femdøgnsprognose for Agerbæk, Herning og Ribe (Kilde: SEGES)

Ukrudtsbekæmpelse før fremspiring – T0-sprøjtning

I perioden fra såning til fremspiring bør du overveje muligheden for en ukrudtsbekæmpelse med glyphosat og/eller DFF/Legacy 500 SC før fremspring. Hvorvidt det er en god idé med en sprøjtning før fremspring afhænger særligt af hvilke ukrudtsarter, der findes i marken, og om der er særlige "problemarter" imellem. Har du erfaringsmæssigt problemer med ærenpris-arter og storke- og hejrenæb, kan det være den rigtige beslutning med en sprøjtning inden fremspiring.

I marker med tætte bestande af ærenprisarter er der ikke mange gode kemiske løsninger, som giver tilstrækkelig effekt efter majsens fremspiring. Den bedste løsning mod ærenprisarter i majs fås ved anvendelse af DFF/Legacy 500 SC før majsens fremspiring (T0-sprøjtning). DFF og Legacy 500 SC er identiske produkter, og udover de to nævnte findes der også andre kopi-produkter med samme indhold. Men det er vigtigt at bemærke, at det kun er DFF og Legacy 500 SC, som har en godkendelse til mindre anvendelse i majs før fremspiring. Hvis du anvender DFF eller Legacy 500 SC, skal du vedlægge dokumentation for godkendelsen til den mindre anvendelse i din sprøjtejournal. Du finder godkendelsen for DFF/Legacy 500 SC her.

Bemærk yderligere, at det kun er tilladt at anvende DFF/Legacy 500 SC, når der er problemer med ærenprisarter.

Du får den bedste effekt af DFF/Legacy 500 SC, når behandlingen først sker, når jorden lige har fået tid til at "sætte sig" efter såbedstilberedningen. Har du anvendt en tromle til at gøre såbedet færdig med, eller er der faldet nedbør lige efter såning, kan du behandle umiddelbart efter såning, men i andre tilfælde bør du vente et par dage med behandlingen. Under tørre forhold må du forvente en lidt lavere effekt.

Billede 1 Tæt bestand af ærenpris i majs. Her burde der have været anvendt DFF/Legacy 500 SC
inden fremspiring (Foto: Thomas Harbo, SAGRO)

Udover eventuel anvendelse af DFF til bekæmpelse af ærenprisarter kan der ved andet genstridigt ukrudt være en fordel at anvende glyphosat inden majsens fremspring. Arter som storke- og hejrenæb er svære at bekæmpe i majs, og derfor kan de med fordel bekæmpes inden majsens fremspring.

I marker med hyppig majsdyrkning, hvor både ærenprisarter og alm. hanespore er et problem, kan sprøjtningen med DFF/Legacy 500 SC medvirke til, at den første sprøjtning efter fremspiring (T1) kan udsættes lidt, således at der vil være en større fremspiring af alm. Hanespore. Dermed kan effekten på den første fremspiring af alm. hanespore alt andet lige forbedres i forhold til en T1-sprøjtning udført til normal tid, hvor det ofte er fremspiringen af ærenpris-arter, der afgør, hvornår sprøjtningen skal udføres.

Mange har gjort sig erfaringer med at bruge en glyphosat-sprøjtning før fremspring af majsen. Erfaringerne viser dog, at det slet ikke er i alle tilfælde, at der kan spares en af de normale to sprøjtninger i majs. Under kølige forhold er der som oftest fremspiret ukrudt, før majsen kommer op, mens der under lune forhold, hvor majsen kommer hurtigt op, mindst skal være fire til seks dage fra såbedstilberedning til såning, før der er så megen ukrudtsfremspiring, inden majsens kommer op, at det kan berettige den ekstra sprøjtning med glyphosat. Har du derfor ingen problemer med de før nævnte ukrudtsarter, bør du overveje, om du vinder noget ved den ekstra sprøjtning med glyphosat før fremspiring. Omvendt, bør du ved kendskab til problemarter, indtænke glyphosat- og DFF/Legacy 500 SC-sprøjtningen som en ekstra hjælp til at ramme de vanskeligt bekæmpelige ukrudtsarter, hvor de normale to sprøjtninger erfaringsmæssigt kan have svært ved at give den ønskede effekt.

Tabel 1 Løsninger til ukrudtsbekæmpelse i majs inden afgrødens fremspiring

1)  Må kun anvendes én gang pr. sæson.

Har du foderroer, hestebønner eller ærter i sædskiftet?

Har du majs i en mark, hvor du i næste vækstsæson skal dyrke foderroer, hestebønner, ærter m.fl. må du ikke anvende aktivstoffet mesotrion i år. Det omfatter produkter som Tocalis, Calliste, Evolya, Starship Max m.fl. For at få en tilstrækkelig god effekt på æresprisarter er du derfor nødt til at udføre sprøjtningen med DFF/Legacy 500 SC inden majsens fremspiring. Jeg vil i den situation anbefale, at du anvender en høj dosis på 0,07- max. 0,075 L/ha. Ingen af de øvrige godkendte midler i majs har nogen nævneværdig effekt på ærenpris.

Nye godkendelser af glyphosat-produkter

Som tidligere omtalt i TILVÆKST Grovfoder har alle glyphosatprodukter fået ny godkendelse, hvor anvendelse på befæstede og stærkt permeable arealer ikke længere er godkendt, ligesom det i landbrugsafgrøder kun er tilladt med én behandling på sæson med samme produkt. Der er imidlertid også en lang række andre krav i de nye godkendelser. Det er bl.a. forbehold for anvendelse i konsumafgrøder, og Roundup Flex XL har forbehold i foderafgrøder med anvendelse til fjerkræ og får. Desuden er der nu indført dosis-afhængig afstand til §3-arealer og – for de fleste produkters vedkommende – krav om 2 meter afstand til veje, boliger, institutioner m.v.

Myndighederne har desværre ikke benyttet lejligheden, nu da alle glyphosat-produkter skulle have ny godkendelse, til at ensrette godkendelser og etiketter, så du er nødt til at nærlæse etiketten på det aktuelle produkt for at se, hvad der gælder.

Til toppen
Download pdf