Udgivet d. 11-05-2023
Det kolde forår ses mange steder tydeligt i græsmarkerne, hvor græsmængden på nuværende tidspunkt er under middel, men der er stor forskel mellem lokaliteter og marker, og enkelte forventer græshøst lige efter Kristi Himmelfartsdag.
I mange efterårsudlagte marker er der en tæt bestand af hyrdetaske. Selvom det kan se voldsomt ud, udgør det kun en lille del af grønmassen på slættidspunktet, og det betyder ikke noget for kvaliteten. Hyrdetaske skyder ikke igen efter slæt.
Billede 1 Efterårsudlagt kløvergræs med tæt bestand af hyrdetaske og storkenæb. Ingen af de to
arter vil dominere efter slæt (Foto: Thomas Harbo, SAGRO).
Den store forskel mellem lokaliteter og marker ses også på det aktuelle vandunderskud i markerne, hvor der nogle steder er behov for vanding. Tjek jordens fugtighed med jordspyd eller spade. Det kan hurtigt blive aktuelt at sætte vandingsmaskinerne i gang.
Ukrudtsbekæmpelse i etablerede græsmarker er primært rettet mod rodukrudt og engbrandbæger. Der er kun få godkendte midler. Vær opmærksom på godkendelse og behandlingsfrist.
I græsmarkerne er der kun få muligheder for kemisk ukrudtsbekæmpelse og bekæmpelse er som oftest kun nødvendig, hvis der er problemer med rodukrudt som skræpper, tidsler og mælkebøtter. Mod rodukrudt som skræppe og tidsel opnår du ofte den bedste bekæmpelse, når du behandler på genvækst 2-3 uger efter slæt eller afpudsning.
Ligeledes kan der sprøjtes imod engbrandbæger, men her bør en omlægning af græsmarken dog kraftigt overvejes i stedet, da effekten af den kemiske ukrudtsbekæmpelse er utilstrækkelig mod veletablerede engbrandbæger-planter. Derudover er engbrandbæger en giftig plante, som skal undgås i græsmarker, der anvendes til slæt, da dyrene ikke kan frasortere eller undgå planten i ensilage og hø, da engbrandbæger mister sin bitre smag, når den slås af og tørrer ind. Den bedste kemiske ukrudtsbekæmpelse fås på førsteårs-ukrudtsplanter, og her kan det være en god strategi at behandle med Harmony 50 SX i august på arealer med kendte problemer.
Der er kun få midler til rådighed til anvendelse på græsarealer, og der skal skelnes mellem original- og kopiprodukter, da flere af disse ikke har den samme godkendelse til anvendelse i græs; bl.a. må Starane 333 HL ikke anvendes i stedet for Flurostar 180 eller Tomahawk 200 EC. Ydermere skelnes der i flere godkendelser mellem græsmarkernes alder samt marker med og uden kløver, da flere midler ikke er skånsomme overfor kløver. Ved anvendelse af Harmony 50 SX kan der opstå en vækststandsning i græsset, hvorfor den skal bruges sidst på sæsonen fra medio juli til ultimo august.
Tabel 1 Bekæmpelsesforslag ukrudt i græsmarker med kløver (Kilde: SEGES)
Tabel 2 Bekæmpelsesforslag ukrudt i græsmarker uden kløver (Kilde: SEGES)
Har du tidligere haft udfordringer med storkenæb og ærenpris i majsmarkerne, bør du holde godt øje med majsens spiring, så en behandling med Roundup og DFF kan nås inden fremspiring.
De først såede majs er nu fremspiret, hvilket betyder, at muligheden for en behandling med Roundup og DFF inden fremspiring er passé. Er majsen endnu ikke spiret frem, og arter som – især hejre- og storkenæb, se billede 2, er at finde i marken, bør du overveje en sprøjtning med glyphosat inden fremspiring. Den bedste effekt af DFF opnås, når det udsprøjtes under fugtige forhold, men erfaringer viser dog, at der også opnås en god effekt under mere tørre forhold. Virkningen viser sig, når der falder nedbør. Vinduet for behandling er ret lille, da majsen spirer meget hurtigt frem med de nuværende ret høje temperaturer.
Billede 2 Nyfremspirede storkenæb kendes på de asymmetriske, nyreformede kimblade
(Foto: Vivi Ernstsen, SAGRO).
I SAGRO's område er der i en ret stor andel af markerne blevet nedfældet placeret gylle som startgødning. Jeg har været forbi flere marker – såvel hvor der er placeret gylle, som hvor der er nedfældet gylle på traditionel vis inden pløjning. To nærtliggende marker tilhørende samme bedrift er tilsået med samme majssort, Function, den 19. April. I marken, hvor gyllen er placeret, er der ikke anvendt startgødning, mens der i marken, hvor gyllen er nedfældet inden pløjning, er anvendt startgødning med fosfor. I begge marker har jeg gravet alle frø op på en halv meter række. Billederne nedenfor viser forskellene på majsspirerne, som jeg så i markerne. På nuværende tidspunkt viser billederne en tendens, og jeg noterer mig, at kimstænglen er længere fremme ved anvendelse af startgødning, mens kimroden og siderødderne synes knap så veludviklede, som ved placering af gylle. Det bliver spændende igennem sæsonen at følge de enkelte marker – og især til høst.
Billede 3 Function, sået den 19. april, hvor der er placeret gylle til majs UDEN anvendelse af
startgødning (Foto: Vivi Ernstsen, SAGRO).
Billede 4 Function, sået den 19. april, hvor der er nedfældet gylle traditionelt forud for såning og
anvendt startgødning (Foto: Vivi Ernstsen, SAGRO).
Det tidligt såede vårsæd – samt ukrudtet i markerne – har været meget langsomt om at spire frem og vokse til i det kolde vejr, men de første marker er dog behandlet mod ukrudt inden for de seneste 1-2 uger. Nu er vejret imidlertid blevet betydelig varmere, og udvikling af afgrøde og ukrudt går nu betydelig hurtigere.
Timing af sprøjtningen er det vigtigste for et vellykket resultat. Pas på ikke at behandle for tidligt, dvs. før ukrudtets 3-4 bladstadium og kornets begyndende buskning, vækststadium 20-21. Ved for tidlig sprøjtning KAN der blive behov for genbehandling. Afventer du sprøjtning indtil det beskrevne tidspunkt, vil afgrøden i langt de fleste tilfælde kunne kvæle evt. senere fremspiret ukrudt. Læs mere om ukrudtsbekæmpelse i vårsæd i TILVÆKST Grovfoder nr. 10 og se vores standardløsningsforslag her
I marker med kløvergræsudlæg gælder ovenstående behandlingstidspunkt dog ikke. Fighter 480 + Renol er en langt svagere ukrudtsløsning end de, der kan sættes sammen til brug i vårsæd uden kløvergræsudlæg, og der skal ofte behandles på ukrudtets 0-2 bladstadium. Hvor der er kløvergræsudlæg, gælder det om at behandle på småt ukrudt, men det er dog også én af de få behandlinger, hvor jeg vil prioritere godt vejr med sol og temperaturer > 15 °C over ukrudtets størrelse. Holder vejrudsigten, bliver de kommende dage noget nær ideelle til at udføre behandlingen med Fighter 480 + Renol.
I Bededags-weekenden var der flere dage med stærk blæst. Nogle steder resulterede det i regulær sandstorm. Heldigvis har vi ikke fået mange meldinger om skadede afgrøder. Risikoen har dog været ret stor i nyfremspirede roer og vårsæd på 1-2 bladsstadiet.
Billede 5 Sandflugt i nyetableret vårbygmark. Nogle steder er vejgrøfterne helt føget efter
(Foto: Thomas Harbo, SAGRO).
Markerne har været længe om at tørre op, så der har kunnet laves et tilfredsstillende såbed. Efterhånden er de sidste marker dog ved at være klar til såning, og de fleste vil have afsluttet såningen i denne uge. Pga. de kølige forhold har majsen været længe om at spire frem, men nu hvor det kølige vejr er overstået, varmes jorden hurtigt op, og de senest såede majs vil hurtigt blive fremme. Selvom det bliver tørt og betingelserne for god effekt af DFF/Legacy 500 SC ikke er indlysende, bør du ikke undlade at anvende de effektive jordmidler mod ærenpris-arter, hvor disse udgør et alvorligt ukrudtsproblem. Vær opmærksom på at majsen ikke er kommet op, hvis du behandler med DFF/Legacy 500 SC og glyphosat!
Mange har oplevet en besværlig forårssæson, hvor gyllekørsel, jordbehandling og såning ikke er gået så let, som man kunne ønske. Majsens fremspiring er ikke gået hurtigt under de kølige forhold. Hvor der er kendte problemer med ærenpris-arter, bør du få sprøjtet med DFF/Legacy 500 SC inden majsens fremspiring, selvom det er tørt. Virkningen af sprøjtningen holder tilstrækkeligt længe til, at der bør behandles, hvor der forventes massiv fremspiring. Effekten klinger kun langsomt af, og vi har megen erfaring for, at den gør en afgørende forskel for bekæmpelsen af ærenpris-arterne, når blot der kommer nedbør inden for de kommende uger.
Normalt vil det kun være mod hejre- og storkenæb, at glyphosatsprøjtningen er meget vigtig, eller evt. hvor såbedet har ligget så længe inden såning, at der er pæn jævn ukrudtsfremspiring af andre arter også. Det kunne være tilfældet i år, men pas på for majsens fremspiring går rigtig hurtig nu. Forslag til doseringer finder du i TILVÆKST Grovfoder nr. 9
Vær under alle omstændigheder opmærksom på, at majsen ikke er fremspiret, hvis du behandler med glyphosat.
De tidligst etablerede afgrøder er blevet behandlet med første sprøjtning (T1-sprøjtning) mod ukrudt i denne uge (uge 19).
Vi er nu midt i maj måned, og jorden varmes hurtigt op. Almindelig hanespore er kendt for at spire ved lidt højere temperaturer, men i de senere år er der sket en ændring i populationen, så en stor andel af frøene nu spirer ved lavere jordtemperaturer. Vær opmærksom den tidlige fremspiring, så du får bekæmpet ukrudtet allerede i første bladsprøjtning, hvor det er aktuelt.
I det hele taget er rettidighed forudsætningen for god effekt af ukrudtsbekæmpelsen mod en række problem-ukrudtsarter, og for såvel alle vore standardløsninger i tabel 6-9 – og særdeleshed for løsning 3, er det en forudsætning, at det senest sker, når ukrudtet står med første hold løvblade. Blandt de frøukrudtsarter, som du skal holde et særligt vågent øje med, kan bl.a. nævnes alm. Hanespore, snerle- og vejpileurt, storkenæb og ærenpris-arter.
De godkendte midler fremgår af tabel 3.
Det nyere produkt Onyx, som er en ny formulering af aktivstoffet Pyridat, som erfarne læsere måske husker som produktet Lentagran 45 WP fra for henved 20 år siden, har hidtil ikke indgået i vores standardløsninger, men nye erfaringer viser, at det booster effekten af Tocalis m.fl. mod alm. hanespore, når det indgår i løsningen til første sprøjtning. Desuden anvender vi Onyx i en løsning, som skal bruges, hvor der det efterfølgende år skal sås roer eller bælgplanter m.v., ligesom midlet i en række tilfælde kan bruges til at booste effekten af især mesotrion-produkterne, hvor det optimale sprøjtetidspunkt er forpasset eller for ekstra effekt på alm. Hanespore; Se Standardløsning nr. 9.
For blot at have en nogenlunde idé om prisniveauet på de forskellige standard-løsningsforslag har vi anvendt priserne i tabellen herunder, som er hentet i "Middeldatabasen". Prisen på Tomahawk 200 EC er dog indhentet hos en lokal grovvareforretning.
Tabel 3.1 Ukrudtsmidler i majs. Godkendelser, max. doseringer og andre bestemmelser, samt "vejledende" pris.
Tabel 3.2 Ukrudtsmidler i majs. Godkendelser, max. doseringer og andre bestemmelser, samt "vejledende" pris.
1) DFF/Legacy 500 SC har en off label godkendelse – nu kaldet "minor use" – til anvendelse i majs før fremspiring. Du finder den her.
Som altid gælder det selvfølgelig for tankblandinger, at det er det middel, der har de skrappeste afstandskrav, der fastsætter afstandskravet for den samlede blanding.
For de fleste af midlerne gælder der, som det fremgår i tabel 3, også andre og mere specifikke krav til anvendelse, som f.eks. det maksimale antal behandlinger pr. sæson, den maksimalt tilladte dosering, afstand til §3 og vandmiljø samt som noget nyt for en række midler også afstand til veje, boliger, institutioner og offentlige arealer for at beskytte beboere og forbipasserende.
Generelt er der ikke de store problemer med begrænsninger i afgrødevalget efter majsafgrøder, hvor midlerne i tabel 3 er anvendt; dog er der nogle få undtagelser, som indimellem giver problemer efter anvendelse af mesotrion-produkter (Tocalis / Callisto / Starship Max m.fl.).
På Tocalis-/ Callisto- / Starship Max-etiketten m. fl. er der flg. forbehold for efterfølgende afgrøde (citat): "Efter anvendelse af Tocalis / Callisto / Starship Max må der det efterfølgende år ikke sås/plantes følsomme afgrøder/kulturer, som roer, spinat, ærter, hestebønner, salat, kål og andre grønsager. Før såning af vårraps bør jorden pløjes. Lettere jordbearbejdning som harvning er tilstrækkelig før såning af korn og græsser. Ved omsåning kan der kun sås majs. Der må tidligst sås efterfølgende afgrøder fire måneder efter sprøjtning." I praksis har vi set skader i såvel foderroer som ærter og hestebønner året efter anvendelse af mesotrion-produkter.
Planlægges der roer, ærter eller hestebønner efter majsen, må der i stedet sættes en løsning sammen af de øvrige godkendte midler incl. Onyx. Vi har en sådan løsning med i vores standard-sprøjteforslag; Se tabel 5.
I standardløsningerne til ukrudtsbekæmpelse i majs, som du finder i tabel 6 og 7 hhv. 8 og 9, indgår Harmony 50 SX og Starane 333 HL i de fleste. Under de normale forhold bør Harmony 50 SX benyttes i første sprøjtning og Starane 333 HL i anden sprøjtning, da effekten af Harmony 50 SX er bredest, ligesom den er mest robust under kølige forhold. I løsning 3 skal du i alle tilfælde benytte Harmony 50 SX (i første sprøjtning) for at sikre effekten mod storkenæb.
Udvikling af resistente ukrudtsbestande imødegås også bedst ved at benytte Harmony 50 SX i første sprøjtning og Starane 333 HL sammen med MaisTer i den anden.
Mod snerle- og vejpileurt er effekt/bytteforholdet mellem Harmony 50 SX og Starane 333HL / Flurostar 180 / Tomahawk 200 EC, som vist i tabel 4.
Tabel 4 Effekt mod snerle- og vejpileurt
På arealer med massiv fremspiring af snerlepileurt kan der være behov for at supplere løsning 1 og 2 med 0,05-0,08 L/ha Starane 333HL i første sprøjtning. Bemærk dog max. dosis på 0,15 L/ha for Starane 333 HL, og at Starane 333 HL samt Flurostar 180 kun må anvendes én gang pr. sæson.
Løsningsforslagene mod de "særlige ukrudtsarter" (tabel 7 hhv. 9) bør benyttes som foreslået, da de specifikt er sammensat for at opnå den bedste effekt mod de nævnte ukrudtsarter, som ofte har et fremspirings- og vækstmønster, der afviger fra det almindelige.
Erfaringer fra de seneste mange sæsoner har vist, at effekten af de Tocalis-/Starship Max-baserede løsninger kan forbedres – ikke mindst mod ærenpris-arter – ved at tilsætte 0,5 L/ha Renol, MaisOil eller anden vegetabilsk penetreringsolie. Effekten er også bekræftet i Landsforsøg. Vores anbefaling er derfor altid at anvende Renol/MaisOil i de Tocalis-/Starship Max-baserede løsninger, da vi har brug for "al den effekt, vi kan samle sammen"; effekten mod ærenpris-arterne er ikke overbevisende!
Vi anbefaler ikke at anvende mineralsk penetreringsolie.
Mange års erfaring viser, at vi ikke kan bekæmpe stort ukrudt. Derfor er det vigtigt at følge de mange erfaringer fra de seneste år, der viser, at der i majs opnås størst sikkerhed for at holde afgrøden fri for betydende ukrudt, når der anvendes en splitstrategi, hvor ukrudtet ved første sprøjtning max. står med første par blivende blade – dette gælder i særdeleshed for storkenæb og ærenpris-arterne og til dels snerlepileurt. Selvfølgelig betyder temperatur- og fugtighedsforhold på sprøjtetidspunktet meget for effekten, men korrekt timing er altafgørende og kan ikke på nogen måde overvurderes! En del har erfaret, hvor meget ukrudt, der bekæmpes ved en sprøjtning "lidt til den tidlige side"; mange flere har oplevet, hvor svært det er at opnå en tilfredsstillende bekæmpelse, når det sker blot et par dage for sent – også selvom dosis øges. Når det så er sagt, skal du naturligvis øge doseringen med måske 15-25 %, hvis ukrudtet lige er blevet "et par dage for gammelt", da mulighederne for senere at rydde op i stort ukrudt er meget begrænsede.
Billede 6 Her skal der bekæmpes ukrudt inden for 3-4 dage (Foto: Thomas Harbo, SAGRO)
Anden sprøjtning, T2, gennemføres 10-20 dage senere, når nyfremspiret ukrudt har nået samme udviklingstrin som ved første sprøjtning. Se vore standardforslag til ukrudtsbekæmpelse i majs i henholdsvis tabel 6 hhv. 8 for almindelige ukrudtsarter inkl. Alm. Hanespore samt hejre- og storkenæb, og tabel 7 hhv. 9 for andre "særlige" (besværlige) ukrudtsarter.
Praktiserer du sædskifte med majs, græs og korn i rotation, kan du være heldig, at ukrudtsbestanden kun består af letbekæmpeligt frøukrudt uden betydende indslag af nogle af de mere besværlige arter, som nævnes i afsnittet "Ukrudtsartersom kræver særlig opmærksomhed". I sådanne tilfælde er effekten af de opstillede standardløsninger i tabel 6 hhv. 8 til første og anden sprøjtning ligeværdig. Som standardforslagene lægger op til, bør der dog anvendes en løsning med MaisTer mod græsukrudt i enten første, T1, eller anden bladsprøjtning, T2, da dette erfaringsmæssigt holder marken bedst fri for ukrudt, indtil majsen lukker af hen mod Sankt Hans.
I mere trængte sædskifter kan du dog også opnå denne situation. Det er f.eks., hvor du har sprøjtet med DFF/Legacy 500 SC mod ærenprisarter, og du samtidig ved, at du kommer til at afslutte ukrudtsbekæmpelsen med en rensning og isåning af efterafgrøde. Her kan du også satse på, at én regulær sprøjtning mod frøukrudt er tilstrækkelig, og du bør anvende en moderat dosis MaisTer svarende til løsning 5; se også nedenfor. Bemærk dog, at denne løsning (5) er utilstrækkelig og uegnet, hvor der er problemer med alm. hanespore og rodukrudt, herunder kvik, da bekæmpelsen ikke er tilstrækkelig og kan resultere i en alvorlig opformering af denne problemart.
Bemærk også kommentarerne om ukrudtsarter under "Ukrudtsbestand og bemærkninger"; Se tabel 6 hhv. 8, standardløsningerne nr. 1 / 2, 3 og 4.
En række ukrudtsarter er så vanskelige at bekæmpe, at forekomst af disse bestemmer middelvalg, timing og bekæmpelsesstrategi i det hele taget. Det kan være svært bekæmpelige arter eller arter med et fremsprings- eller vækstmønster, som afviger fra det "normale". Ærenprisarter, samt hejre- og storkenæb er de mest besværlige arter af det almindeligt forekommende tokimbladede frøukrudt (se tabel 6 hhv. 8), mens bekæmpelsesstrategien for arter af rodukrudt, samt alm. Hanespore og grøn skærmaks er vist i tabel 7 hhv. 9.
Fælles for alle disse (og flere andre) arter er, at deres opformering bør forebygges og undgås. Hertil er sædskifte oftest den bedste (og eneste) løsning!
Hvor du planlægger etablering af efterafgrøde eller blot rensning eller evt. strigling, som en del af bekæmpelsesstrategien, bør løsninger med MaisTer prioriteres i første sprøjtning, T1. Kvik bekæmpes først effektivt, når det står med 3-4 blade, men der er også en mindre effekt på kvikskud med færre blade. MaisTer-dosis i første sprøjtning bør afstemmes efter mængden af kvik; Se standardløsning 2 og 5.
Rensning og etablering af efterafgrøder er ikke velegnet, hvor der findes rodukrudt, og bør kun ske, hvor anden placering af efterafgrøden ikke er mulig. Sent fremspirende arter som sort natskygge, hvor spiring kan sættes i gang af rensningen, kan evt. bekæmpes med 0,08-0,1 kg/ha Tocalis, svarende til 0,4-0,5 l/ha Callisto/Starship Max, efter etablering af græsefterafgrøden, når kulturgræsserne står med 2-3 blade.
Anvendelse af Starship Max/Tocalis og MaisTer inden etablering af græsefterafgrøder giver normalt ikke anledning til problemer med fremspiring, hvor der radrenses eller evt. strigles i forbindelse med etableringen. Det kan ikke anbefales at så cikorie i efterafgrøden, hvor der er behandlet med Starship Max/Tocalis og/eller MaisTer. Anvendt mod almindeligt frøukrudt skal der gå mindst to dage mellem sprøjtning og rensning, for at midlet får tid til at virke. Effekt på rodukrudt kræver længere tid og kan forventes efter fem dage, hvor der er anvendt Starship Max/Tocalis, og 8-10 dage efter behandling med MaisTer. Firmaerne Syngenta hhv. Bayer, erstatter IKKE tab forårsaget af dårligt etableret efterafgrøde i majs efter brug af produkterne.
Skal der ikke etableres efterafgrøder i marken, anvendes en passende dosering af MaisTer almindeligvis i T2, hvor den alt andet lige giver mest effekt for pengene!
I alle løsningsforslag undtagen forslaget i tabel 3 indgår aktivstoffet mesotrion, som kendes fra mange produkter som f.eks. Callisto, Meristo, Starship Max og Tocalis. I vores standardløsninger anser vi Callisto og Tocalis for at være originalprodukterne. I mange år var Callisto udgangspunktet i vores standardløsninger, men pga. pesticidafgifterne går udviklingen fra flydende produkter (Callisto) mod pulver/granulat (Tocalis), og prisen på Tocalis da også omkring 4 % lavere end for de flydende produkter i henhold til de vejledende priser på Middeldatabasen.
Vær meget opmærksom på hvilket produkt, du skal anvende. Starship Max er en 100 g-vare, hvorimod Tocalis er en 500 g-vare. Tocalis-doseringerne i tabel 6 og 7 skal således ganges med 5 for at få den modsvarende Callisto/Starship Max-dosering i tabel 8 og 9. Da der stadig er mange 100 g-varer på markedet, kan du også finde standardløsningerne for Starship Max og andre 100 g-varer i tabel 8 og 9.
Det er ikke let at lave en effektiv løsning til ukrudtsbekæmpelse i majsen uden brug af mesotrion-produkterne. Imidlertid er der et behov for at finde brugbare løsninger, da ikke alle har plads til kornarealer, som ellers er den sikre forfrugt til foderroer, bælgplanter og andre specialafgrøder. – Her skal du dog også huske, at nogle af ukrudtsmidlerne i kornafgrøderne har restriktioner i forhold til efterfølgende afgrøde.
Se ukrudtsmidlernes restriktioner under tabellen her
Nedenstående løsningsforslag skal ses som en samlet strategi for ukrudtsbekæmpelsen i majs på de pågældende arealer. Strategien fungerer bedst på arealer med en sund afgrøderotation, hvor der ikke er opformeret en kraftig bestand af vanskeligt bekæmpelige ukrudtsarter. Effekten af bladmidlerne er fuldstændig utilstrækkelig med kun 55-60 % virkning mod ærenpris-arter. Derfor er sprøjtning med DFF/Legacy 500 SC før fremspiring en uomgængelig del at den samlede strategi. Prisen for denne løsning er 497-581 kr./ha og er på niveau med alternative løsninger baseret på Tocalis/Starship Max. Mod de to kendte problem-ukrudtsarter, snerlepileurt og ærenpris-arterne, KAN effekten af det foreslåede sprøjteprogram være utilstrækkelig, og radrensning vil nok ofte blive en nødvendig del af den samlede løsning.
Vær opmærksom på, at firmaerne på etiketten tager forbehold mod at så roer og bælgsæd m.fl. året efter, at der er anvendt mesotrion-produkter på arealet, da det meget vel kan resultere i en dårlig afgrødeetablering. Du påtager dig derfor denne risiko for egen regning.
Tabel 5 Samlet bekæmpelsesstrategi mod ukrudt i majs som forfrugt til følsomme afgrøder som f.eks. foderroer og bælgplanter
1) Priserne er beregnet med udgangspunkt i de "Vejledende priser", tabel 3.
De ukrudtsløsninger, vi anbefaler i år, ser du i tabel 6 og 7 samt 8 og 9.
Hvordan får du den ønskede fodermængde og kvalitet fra græsmarken i 2023? Læg din overordnede strategi tidligt og vær kritisk med dine græsmarker.
Med en god slætstrategi kan du påvirke kvaliteten og udbytteprofilen af årets græshøst, men det kan være svært at vurdere og fastlægge det rigtige slættidspunkt. Et af værktøjerne til at hjælpe med beslutningen om slættidspunkt er en friskgræsanalyse. Med en friskgræsanalyse får du et indblik i græssets udvikling, vækst og fordøjelighed på analysetidspunktet, hvorved beslutningsgrundlaget om slættidspunkt bliver langt bedre. Friskgræsanalyser giver også mulighed for, på baggrund af fakta, løbende at revurdere din slætstrategi og derved lave justeringer undervejs som slætsæsonen skrider frem.
Fodermængden, der kan hentes på marken, er også en vigtig faktor. Det nytter ikke at køre med fast slætinterval, hvis der ikke har været en god græsvækst i den pågældende periode, eller der modsat har været mere gang i græsset end forventet. Høstprisen er nemlig næsten uafhængig af mængden.
Når du har styr på dine kvaliteter, bliver vinterfodringen nemmere og billigere i indkøb af kraftfoder. Det er også lettere at lægge ensilagen i stak efter lagkageprincippet, så der opnås en mere ensartet kvalitet gennem vinterfodringen. Det gør det samtidig nemt og hurtigt at hente ensilage.
Første slæt har ofte et lavt proteinindhold, men har til gengæld et højt energiindhold, som følge af gode cellevægge/NDF. Græssets indhold af protein vil typisk falde med op mod tre procentenheder den sidste uge inden slæt. Også af den årsag ønsker vi et tidligt slæt med en høj fordøjelighed i græsset med en FK organisk stof på ikke under 80.
Ligesom de foregående år laver SAGRO igen i år en oversigt over frisk-græsanalyser, hvor vi følger seks marker fordelt med tre i den nordlige del af SAGRO's område, og tre i den sydlige del. I hver mark klipper vi friskgræs-prøver tre gange – første gang var den 8. maj.
Friskgræs-analyser laves på NIR-scanneren, der efter få minutter kan give svar på parametrene i græsset på det aktuelle tidspunkt: Tørstof, proteinindhold, sukkerindhold og fordøjelighed mm. Ud fra analysesvaret kan vi tage stilling til slætdato. Vi gentager succesen med friskgræs-analyser med NIR-scanneren igen i år, dog i et lidt anderledes set-up.
Der er tre muligheder for at få lavet friskgræsanalyser hos SAGRO:
1) Du kan selv klippe græsprøven og indlevere den på kontoret i Herning eller Esbjerg, hvor den vil blive analyseret på NIR-scanneren samme dag. Pris 300 kr. pr. prøve.
2) Du kan selv klippe græsprøven, men få den afhentet af os på udvalgte dage, og få den analyseret på NIR-scanneren samme dag. Pris 400 kr. pr. prøve.
3) Vi kan komme ud og klippe prøven og tage den med til analyse i Herning eller Esbjerg, hvor den analyseres samme dag. Pris 900 kr. pr. prøve.
Meld ind om du ønsker at få lavet friskgræsanalyse, og hvilken mulighed du ønsker at benytte. Tilmelding til friskgræs-analyse med NIR-scanneren foregår til Charlotte From Katholm på mail cka@sagro.dk eller telefon 25 57 98 96