Header billede

TILVÆKST Grovfoder nr. 7, 22 april 2022

Udgivet d. 22-04-2022

Mark


Aktuelt i majs

Af planterådgiver Peter Siebert

Majssåningen er så småt ved at begynde på de luneste lokaliteter. Pak jorden efter pløjning, så såbedet holdes fugtigt og hold øje med, at frøet ikke lægges i tør jord. Begynd med dine luneste marker, hvis du gerne vil i gang med såningen, og start med de små ukurante marker med mange kiler og foragre, så effektiviteten på majssåmaskinen kan holdes høj, når forholdene bliver optimale senere på foråret.

Majssåning begynder nu

Vi nærmer os udgangen af april måned og for nogle begynder majssåningen nu. Særligt i de sydlige egne af SAGRO´s geografiske område er det ikke uvant at starte majssåningen, før vi går ind i maj måned. På trods af en fornuftig dagstemperatur i påskeugen og i skrivende stund, så har nætterne været kolde, hvilket er medvirkende til at jordtemperaturen endnu er i underkanten af de anbefalede 8 °C. Som bekendt er den vejledende rettesnor, at majssåningen kan begynde når jordtemperaturen er nået op på 8 °C i 10 cm's dybde og med udsigt til at være stigende. Jordtemperaturen er til den lave side endnu, men med udsigt til at være stigende. For nuværende er værktøjet fra SEGES "Tjek jordtemperaturen i dit lokalområde" desværre fejlramt og viser ikke retvisende værdier for jordtemperaturen. Femdøgnsprognosen lover stabile moderate til høje temperaturer, forholdsvis lune nætter og begrænset nedbør. Vi kan derfor forvente, at jordtemperaturen fortsat vil være stigende, og jordfugten i de øverste cm omvendt vil være faldende. Fokus bør derfor nu være på at bibeholde fugten i såbeddet til majsen, og særligt på arealer, der jordbearbejdes uden afsluttende jordpakning, bør jorden pakkes straks efter jordbearbejdningen for at undgå udtørring.

På de tidlige og lune lokaliteter kan majssåningen så småt begynde. Der er nogle majssåmaskiner, som skal over mange hektar, og her kan det give god mening at komme i gang med såningen. Start på de høje og sunde marker med gode læforhold – altså marker som kan betegnes som lune lokaliteter for dit område. Dernæst kan du priotere at tilså de marker, som er besværlige at så og dermed tager længere tid. Det kan være små marker og marker med mange foragre og kiler. Ved at gemme de store regulære marker til senere sikrer du en høj effektivitet på majssåmaskinen på det tidspunkt, hvor forholdene for majssåning er rigtig gode. Herved får du sået hovedparten af majsen på det optimale tidspunkt.

Undgå udtørring af såbeddet

Ved majssåning på nuværende tidspunkt, hvor udsigten til nedbør er begrænset, bør du særligt holde øje med, om majsen sås i en tør jord. Majs skal sås i 4-5 cm's dybde i velpakket jord, og frøet skal lægges på en fugtig fast bund, så vandforsyningen sikres, og der opnås en god og ensartet fremspiring. Ved et meget tørt såbed kan sådybden øges så frøet placeres på en fugtig bund. Læs mere om majsetablering i TILVÆKST Grovfoder nr. 6. 

 

På lokaliteter, hvor du forventer fugleskader, bør såningen afvente, at forholdende taler for en hurtig fremspiring så perioden, hvor fuglene kan gøre skade bliver så kort som mulig; afvent derfor såning på udsatte arealer.

Husk det gode håndværk og forsikringen mod tab af kvælstof

Det er dyrt at lave et dårligt resultat i et år, hvor afgrødepriserne er skyhøje. Derfor skal etablering udføres rettidigt og med det rette udstyr. Eksempler på forbedringspotentialer er f.eks. at der nogen steder ikke anvendes den anbefalede dækmontering ved såning af majs. Det betyder, at der ved majssåningen køres i den kommende majsrække, fordi hjulmonteringen ikke er tilpasset, så der kan køres imellem rækkerne. Det er svært at sætte et beløb på det udbyttetab, det giver anledning til, da det også afhænger af forholdene i marken. Erfaringen siger dog at udbyttetab i planteproduktion ofte opstår, før det kan konstateres med det blotte øje. Ved at køre i den kommende majsrække forringes såbedet i den ramte majsrække, med risiko for et dårlige resultat til følge.

Billede 1 Et eksempel på dårligt håndværk fra 2021. Her er der sået med en traktor, der er
monteret med brede dæk, og der har været kørt, hvor der skal sås. Jorden er våd og kompakt,
og sårillen står åben med frit udsyn til frøene. (Foto: Thomas Harbo, SAGRO)

Interessen for brug af nitrifikationshæmmer har været stigende i år og det med god grund. Forsøg fra 2021 viste gode resultater, og det må konkluderes, at det efter flere års forsøg viser sig at være en god forsikring mod tab af kvælstof. Særligt i en rækkeafgrøde som majs, hvor den største kvælstofoptagelse sker forholdsvis lang tid efter udbringning af gyllen. Vi begynder dog at høre at flere springer fra i sidste øjeblik og alligevel ikke tilsætter nitrifikationshæmmer til gyllen. Mange har selvfølgelig allerede kørt meget af gyllen ud, men der mangler stadig at blive kørt noget gylle ud forud for majs. Overvej derfor en ekstra gang om det ikke skal være i 2022, at du skal bruge en forsikring mod tab af kvælstof. Tabt kvælstof er en dyr affære i 2022 med de nuværende gødningspriser. De seneste par dyrkningssæsoner har vel også efterhånden vist os, at det danske vejr er blevet mere ekstremt med længere perioder med enten tørke eller store nedbørsmængder.

Indstil såningen ved udsigt til megen nedbør

Ved et pludseligt skift i vejret til en lidt koldere periode og særligt ved skift til en regnvejrsperiode, bør såningen sættes på pause. Majs, der sås i en kold- og våd jord, vil have en dårligere fremspiring, end majs sået i en varm jord. Den våde jord holder temperaturen nede og vil mindske udsving i jordtemperaturen omkring frøet. Selv efter en opklaring i vejret vil majsen, der er sået i en kold jord være længere om at komme i gang igen, fordi den våde jord holder luftskiftet og deraf temperaturen nede i jorden.

Til toppen

Ukrudtsbekæmpelse i vårsæd

Af planterådgiver Thomas Harbo

Generelt er der gode og billige muligheder for at bekæmpe ukrudt i vårsæd, men du skal være opmærksom på resistent ukrudt. Undlad bred anvendelse af Mustang Forte på arealer, der indgår i sædskiftet med afgrøder som bl.a. foderroer, kløver og andre bælgplanter. Midlet har mange restriktioner i forhold til efterfølgende afgrøde og anvendelse af halm fra en behandlet afgrøde.

Rettidig bekæmpelse, timing og øvrige forhold

Aktuelt er der ikke mange arealer, som er klar til ukrudtsbekæmpelse. Mange steder er det tørt, og ukrudtsbekæmpelsen kan med fordel udsættes indtil kornet er i begyndende buskning, så ukrudt, der spirer frem efter nedbør, enten bekæmpes ved den lidt sene sprøjtning eller kvæles af afgrøden. Ny fremspiring af ukrudt ses gerne 10-12 dage efter betydende nedbør.

Rettidig bekæmpelse af ukrudt i vårsæd er ofte, når ukrudtet står med 3-4 løvblade; så kan du normalt undgå genbehandling. Især skal du passe på med ikke at behandle for tidligt, hvis der er et større indslag af hanekro og snerlepileurt i ukrudtsbestanden, da dette er arter, som spirer sent frem. Hvis du har mange gul okseøje, skal du omvendt være påpasselig med ikke at få behandlet for sent, da store gul okseøje kan være meget svære at bekæmpe tilstrækkeligt godt.

Billede 1 Vårbyg med kraftig bestand af resistent fuglegræs. Her er Pixxaro EC et oplagt valg som
blandingspartner til f.eks. Express 50 SX, da Pixxaro EC er en sikker resistensbryder
(Foto: Thomas Harbo, SAGRO)

En enkelt ukrudtsbehandling er som regel nok. På lavbundsarealer eller andre steder, hvor der er et meget stort ukrudtstryk, vil en splitbekæmpelse ofte være nødvendig. Løsningsforslagene i tabel 3 gælder for ukrudt med tre-fire løvblade, dog med undtagelse af løsning 7 (gul okseøje), hvor tidlig bekæmpelse er afgørende for et tilfredsstillende resultat. Alle de viste løsninger – undtagen løsning nr. 8 – kan blandes med manganprodukter.

Som altid opnår du den bedste effekt ved morgensprøjtninger. Har der været nattefrost, bør rimen være tøet på planterne, inden du sprøjter. Sprøjter du i perioder med nattefrost, store temperaturforskelle mellem dag og nat eller under særlig gode betingelser med stærk sol efter omslag fra tørre forhold til "grødevejr", kan det give lysfarvning/svidning af afgrøden. Tendensen forstærkes ved iblanding af manganprodukter. Lysfarvning efter sprøjtning og svidning efter anvendelse af manganprodukter ser ofte værre ud, end det er. Er der tale om alvorlig manganmangel vil de varige negative effekter heraf normalt overstige betydningen af en forbigående svidning.

Aktuelle midler til ukrudtsbekæmpelse i vårsæd

Til ukrudtsbekæmpelse i kornafgrøderne anvendes en blanding af ældre og nyere produkter. Der er ikke kommet nye midler til denne sæson; dog kan der være enkelte nye kopiprodukter/handelsnavne. Nogle midler kan anvendes i alle kornarter, men nogle få er ikke godkendt i havre. I tabel 1 nedenfor ses en oversigt over de mest gængse midlers godkendelse.

Tabel 1 Aktuelle godkendelser for de almindeligste ukrudtsmidler til anvendelse i vårkorn.

1)  Må IKKE anvendes, hvor der er udlæg af græs af nogen type.

Når du anvender tankblandinger, er det naturligvis det middel, der har de skrappeste afstandskrav, der fastsætter afstandskravet for den samlede blanding.

For de fleste af midlerne gælder der også andre og mere specifikke krav til anvendelse som f.eks. det maksimale antal behandlinger pr. sæson og den maksimalt tilladte dosering, som ofte er afhængig af afgrødens udviklingsstadium. Det vil føre for vidt at angive alle forhold i denne oversigt, og idet der også ofte er forskelle imellem godkendelserne på original- og kopiprodukter / sammenlignelige produkter, skal vi opfordre til, som reglerne også foreskriver, at du altid læser etiketten nøje inden anvendelse.

Læs ALTID etiketten – anvendelse i ikke godkendt afgrøde medfører KO

Der bliver løbende strammet op på anvendelse af planteværnsmidler, og en overtrædelse af en begrænsning i anvendelsen, som er specificeret på etiketten, kan føre til sanktion efter reglerne om krydsoverensstemmelse (KO).

Som eksempel herpå kan nævnes, at der på etiketten til Nicanor SG (Ally 20 SX) under brugsanvisning er et afsnit med "Begrænsning i anvendelse" hvor første punkt lyder: Nicanor SG (Ally 20 SX) må kun anvendes om foråret i korn uden udlæg, og tilsvarende for Express Gold 33 SX: Express Gold 33 SX må kun anvendes om foråret i korn uden udlæg. Formuleringen "Må kun anvendes..…i korn uden udlæg" skal tages helt bogstaveligt. Produkterne må KUN anvendes i rent korn, og må således IKKE anvendes, hvor der er græsudlæg af nogen slags – herunder også græs-efterafgrøde.

Flere produkter end de to i eksemplet har den slags godkendelser, hvor der let kan ske fejl.

Priser på ukrudtsmidler

Med udgangspunkt i de godkendte midler, kan der kombineres rigtig mange forskellige løsninger sammen, som alle kan bekæmpe ukrudtet i de fleste marker. Middelvalget er ikke bare et spørgsmål om effekt, men i høj grad også om pris. Imidlertid er sammenligning af priser et uoverskueligt kaos af vejledende (læs "vildledende") priser og detailleddets forskellige rabatordninger. For blot at have en nogenlunde idé om prisniveauet på de viste standard-løsningsforslag har vi anvendt flg. priser, som er hentet i "Middeldatabasen"(opdateret 11.04.2022).

Tabel 2 Priser anvendt i vores standard-løsninger.

Løsningsforslag til ukrudtsbekæmpelse i vårsæd

Nedenstående standardløsninger er gældende for kornafgrøder i begyndende buskning fra vækststadium 20, og for ukrudt med 3-4 løvblade. For flere ukrudtsmidler er kun lavere doseringer lovlige før vækststadium 20; dette gælder bl.a for produkterne Pixxaro EC, Starane XL og Starane 333 HL, som anvendes i flere af løsningsforslagene. Metaxon må tidligst anvendes fra vækststadium 20.

Tabel 3 Standard-sprøjteforslag til ukrudtsbekæmpelse i vårsæd fra vækststadium 20 og ukrudt med 3-4 løvblade.

¤

Løsningsforslagene nr. 1, 2, 4 – første behandling, 5, 6, 7 og 10 tilsættes altid 0,15 - 0,2 l/ha sprede-klæbemiddel; pris for 0,15 l/ha er indregnet.

1)

0,15 l/ha Starane 333 HL kan i vårbyg erstattes med 0,28 l/ha Flurostar 180. Løsningen med Flurostar 180 EC er et par kr. dyrere pr. ha, men godkendelsen af Flurostar 180 er bredere end godkendelsen af Starane 333 HL, som IKKE er godkendt i græsmarker. Flurostar 180 er IKKE godkendt i vårhvede.

Starane 333 HL (etikettens tekst) Omsåning: Ved behov for omsåning kan der fem uger efter behandling etableres korn, græs eller majs.

2)

5 g Express 50 SX svarer til 3,33 g Nuance Max 75 WG

5 g Express 50 SX kan erstattes af 8 g Nicanor SG (Ally 20 SX) eller 7 g Express Gold 33 SX – dog IKKE i korn med udlæg af græs.
I havre undlades DFF. Express 50 SX kan her med fordel erstattes af Nicanor SG (Ally 20 SX) / Express Gold 33 SX for tilstrækkelig effekt på agerstedmoder og ærenpris-arter.

Vær dog opmærksom på flg. begrænsninger i efterfølgende afgrøde og ved omsåning:

Nicanor SG (Ally 20 SX) (etikettens tekst) Efter behandling med Nicanor SG (Ally 20 SX), kan der den følgende vækstsæson dyrkes vårraps, kartofler, majs, korn, ærter, hestebønner og hør. Hvis der er anvendt max 15 g/ha Nicanor SG (Ally 20 SX), kan der dyrkes roer det efterfølgende år. Hvis der er anvendt max. 15 g/ha Nicanor SG (Ally 20 SX), kan der dyrkes vinterraps og korn med græs/kløverudlæg mere end to måneder efter sprøjtning. Hvis der er anvendt mere end 15 g/ha Nicanor SG (Ally 20 SX), kan der dyrkes vinterraps og korn med græs/kløverudlæg mere end tre måneder efter sprøjtning. Der kan ikke dyrkes roer, grønsager eller nogen anden afgrøde end de ovenfor nævnte, hverken det år Nicanor SG (Ally 20 SX) er anvendt eller det følgende år.

Omsåning af et areal behandlet med Nicanor SG (Ally 20 SX): Hvis en behandlet mark skal omsås, må der kun sås korn. Indenfor den første måned efter behandlingen må der kun sås vårhvede eller havre, og der bør pløjes.

Express Gold 33 SX (etikettens tekst) Express Gold 33 SX må kun anvendes om foråret i korn uden udlæg. Der må ikke i det samme vækstår anvendes andre produkter, der indeholder tribenuron-methyl, iodosulfuron, metsulfuron-methyl, triasulfuron eller thifensulfuron-methyl.

Express Gold 33 SX bør ikke anvendes i afgrøder, der er stresset af frost, tørke, vand, sygdomme, skadedyr, næringsstofmangel eller andre faktorer, der begrænser afgrødens vækst.

Efter behandling med Express Gold 33 SX, kan der efter 2 måneder sås korn med eller uden græs/kløverudlæg samt vinterraps*.

Hvis en behandlet mark skal omsås, må der kun sås korn. Inden for den første måned efter behandlingen må der kun sås vårhvede eller havre, og der bør pløjes.

Det følgende forår kan der dyrkes vårraps, kartofler*, majs, korn, roer*, ærter, hestebønner og hør.

*På jord med 50 % sand og pH>8, kan der opstå gulfarvning af sukkerroer, raps og kartofler.

Der kan ikke dyrkes grønsager, frugt, bar samt prydplanter eller nogen anden afgrøde end de ovenfor nævnte, hverken det år Express Gold 33 SX er anvendt eller det følgende år.

3)

Pixxaro EC (etikettens tekst) Omsåning: Én måned efter behandling kan der etableres korn, græs, majs og raps. Efterfølgende afgrøde: Der er ingen restriktioner for efterfølgende afgrøde. Pløjning anbefales forud for etablering af bælgplanter.

4)

Starane XL (etikettens tekst) Omsåning: Ved omsåning kan der etableres korn, majs eller græs.

5)

Mustang forte (etikettens tekst): Omsåning Ved omsåning kan der kun etableres korn, græs eller majs. Forud for genetablering bør eventuelle planterester indarbejdes i jorden ved kraftig harvning eller pløjning. Efterfølgende afgrøde Fra det følgende efterår kan der etableres korn, raps, græs og majs. Da Mustang Forte indeholder aminopyralid, skal der gå 14-24 mdr. mellem Mustang Forte behandlingen og etablering af følgende følsomme afgrøder: 14 mdr.: Kartofler og andre natskyggearter, sukkerroer, løg, gulerod og andre skærmplanter. 24 mdr.: Ært, hestebønne, lupin og andre bælgplanter, agurk, salat og andre kurvblomstrede. Plantemateriale og efterfølgende afgrøde Halm og staldgødning/dybstrøelse indeholdende halm fra afgrøder behandlet med Mustang Forte, må ikke anvendes: I biogasanlæg Efter anvendelse af 0.5 l/ha Mustang Forte eller mindre, anbefales det at indarbejde halm samt staldgødning/dybstrøelse (ikke gylle) indeholdende halm fra afgrøder behandlet med Mustang Forte, senest 4 mdr. før etablering af andre afgrøder end korn, raps, græs og majs. Efter anvendelse af mere end 0.5 l/ha Mustang Forte gælder følgende retningslinier (for halmhåndtering): - Halm må kun bortføres fra ejendommen til industriel brug eller afbrænding. - Halm eller staldgødning/dybstrøelse (ikke gylle) som indeholder halm fra afgrøder behandlet med Mustang Forte: - Kan indarbejdes i jorden når som helst før etablering af korn, raps, græs og majs - Skal indarbejdes i jorden min. 7 mdr før etablering af andre afgrøder.

Pixxaro (etikettens tekst): Omsåning: Én måned efter behandling kan der etableres korn, græs, majs og raps. Efterfølgende afgrøde: Der er ingen restriktioner for efterfølgende afgrøde. Pløjning anbefales forud for etablering af bælgplanter.

 

Husk minimiddel-restriktion

Der har nu i efterhånden en del år været restriktioner i brugen af SU-midler (minimidler), således at de kun må bruges én gang pr. vækstsæson. Dette skyldes, at de har et fælles nedbrydningsprodukt. Begrænsningen på max. én behandling pr. vækstsæson gælder alle originalprodukter og kopiprodukter nævnt i tabellen herunder. Der kan således ikke laves en splitsprøjtning med minimidler i begge sprøjtninger, ligesom minimidler ikke må blandes.

Tabel 4 Vårsæd. Markedsførte minimidler, originalprodukter og kopiprodukter.

Til toppen
Download pdf