Header billede

KvægInfo – Marts 2025

Udgivet d. 28-03-2025

Aktuelt


Få hjælp til at lægge den rigtige slætstrategi

Af citeret fra SEGES Innovation

’Slætstrategi, græs’ er udviklet af SEGES og Aarhus Universitet, som en hjælp til at vise slættidspunkt og slætstrategiens betydning for udbyttet, fordøjelighed af organisk stof og indholdet af protein i kløvergræs og vise den sammenhæng, der er mellem slættidspunkt og kvalitetsparametre.

For at finde slætstrategi værktøjet i SEGES Innovation, så klik her.

Tryk på Start/login for at gå til simuleringsmodulet. 

Læs hjælpeteksten til højre for at udfylde korrekt.

Ved indtastning af postnummer hentes den lokale klimanorm for det valgte område. BEMÆRK at der er tale om klimanormal og kløvergræs uden tørkestress. Vejret vil oftest være anderledes end klimanormen, hvorfor der ofte vil være forskel mellem de beregnede og opnåede værdier.

Efter udfyldning fremkommer foreslående slættidspunkter og udviklingskurver. I kan selv rette i dato og antal dage (se med gult) og se hvordan det påvirker kvaliteten af græsset.

I bunden af siden ses de forventede udbytter i hvert slæt, fordøjeligheden samt råproteinindhold.

Brug redskabet alene eller sammen med din rådgiver, når I skal planlægge årets græshøst. Både i forhold til forventede mængder, men også i forhold til kvalitet.

Til toppen

Mund- og klovesyge rykker tættere på

Af Faglig leder/virk. rådgiver SAGRO Kvæg Mads Ebdrup Mortensen

På kvægkongressen hørte vi om et tilfælde af mund- og klovesyge i en tysk besætning med 14 vandbøfler. Mistanken peger på, at smitten kom med ejeren hjem fra ferie i Tyrkiet.

Dengang lød det beroligende, at der ikke havde været nye udbrud siden 10. januar – men det billede har desværre ændret sig. I løbet af marts er der konstateret nye udbrud i både Ungarn og Slovakiet.

Det minder os om dengang, vi i 2020 hørte om en coronavirus i Kina og tænkte: "Det når nok aldrig til Danmark." Men det gjorde den. Vi skal derfor tage enhver potentiel smitte alvorligt – både hvad der kommer ind og ud af landet, og ikke mindst ind og ud af din ejendom.

Hvad kan du gøre?

🔸 Opdater din smittebeskyttelsesplan – få hjælp af Kvægrådgiver og smittebeskyttelses ekspert Marianne Seekjær, og sørg for at mund- og klovesyge er tænkt ind.
🔸 Vær kritisk med besøgende – køb det nødvendige gæstetøj og fodtøj, så alle kommer sikkert rundt på ejendommen.
🔸 Overvej eksport af kvier – selvom dyrene rejser ud, kommer lastbilen et sted fra.

Til toppen

Nedslag fra kvægkongressen

Af Citeret fra Kvægkongressen 2025

Nedslag nr. 1: Sæt mål og opnå point

CO2-aftrykket pr. kg mælk, på alle Arla leverandører, er faldet med 13,7 % fra 2015 til 2023. Størstedelen af reduktionerne drives af det der i bæredygtighedstillægget, kaldes ”Big 5”. Altså fodereffektivitet, proteinudnyttelse, gødningseffektivitet, arealanvendelse, samt ko-dødelighed. Der er i 2023 opnået 1,08 kg CO2e pr. kg mælk, mens Arlas målsætning for 2030 er 0,88 kg CO2e pr. kg mælk.

Nedslag nr. 2: Fodring med roer

Fordelen ved ensilering af roer er, at det kan fodres året rundt. Når roer ensileres er der en stor omdannelse af sukker til ætanol. Så længe roerne ensileres sammen med enten græs eller majs, undgås væsketab fra roerne og dermed bevares energien.

Forsøg viser, at det høje indhold af ætanol ikke hæmmer koens foderoptag. Konklusionen på forsøget var at fodring med friske eller ensilerede roer kan supplere foderrationen, med op til 15-20 % af ts.

Fodring med ætanolrige roer, sænker ikke metan-udledningen. Det er et fint fodermiddel, som dog ikke gør noget ekstra positivt. Gevinsten ved at have roer, skal findes i marken.

Til toppen

Fokuspunkt ved indberetning af FarmAhead Check (klimatjek)

Af Kvægrådgiver SAGRO Kvæg Charlotte From Katholm & Jesper Winther Kristensen

Det går fremad med at sænke CO2 emissioner fra kvægbruget. I Arla er emissionerne i 2024 reduceret med 1,7% per kilo ejermælk i forhold til 2023. Det går blandt andet fremad, grundet de mange lavthængende frugter, der er høstet de sidste år. Den helt store pulje af drivhusgasser kommer stadig fra køernes fordøjelse – og det er desværre også den del, der er sværest at nedbringe. Derfor vil Arla fremadrettet have stigende fokus på fodereffektivitet. Tidligere har nogle oplevet, at beholdninger, tastet i klimatjek, er blevet rettet i forbindelse med validering, for at afstemme udbytter mellem årsrapport og udregnede KPI’er i FarmAhead Check. Det vil ikke længere ske, da beholdninger i årsrapporten anses som værende sande. Det er altid vigtigt at have styr på sit foder og på hvad køerne æder. Men fremadrettet bliver det endnu mere vigtigt at have styr på sine udbytter, sit forbrug og beholdninger, da det er her det næste klimaskridt skal tages.

Fra SAGRO Kvæg vil vi opfordre til, at der som minimum bliver opgjort beholdninger i starten og slutningen af året. Ønsker man at gå med livrem og seler, så kan der være en pointe i, at lave det kvartalsvis. 

Til toppen

Foderpriser


Foderpriser marts 2025 - Agrocura

Er du interesseret i at drøfte kraftfoderpriser, markedets dynamikker og købssignaler, så kan du finde mere information om Agrocura ved at trykke her.

Til toppen

Kontakt


Kvægrådgivere hos SAGRO

Til toppen
Download pdf