Header billede

FlexNyt - Uge 26, 2024

Udgivet d. 26-06-2024

Info


Beregn individuel pris ved handel med grovfoder

Køber og sælger af grovfoder kan med dette værktøj få hjælp til at fastsætte en handelspris. Værktøjet fastsætter optimeringsprisen på slætgræs og majs til helsæd ud fra individuelle forhold, når der spe­cificeres udbytteniveauer, afgrødepriser og andre væsentlige fak­torer.

SEGES Innovation anbefaler, at man ved handel med grovfoder tager udgangspunkt i princippet for optimeringspris – altså den pris, der sikrer, at grovfodermarken har samme økonomi som en alternativ afgrøde. Ved optimeringsprisen opnår sælger det samme dækningsbidrag efter arbejds- og maskinomkostninger pr. ha ved at dyrke grovfoderet, som vedkommende ville have opnået i alternativ afgrøde.

Dermed dækker optimeringsprisen styk-, maskin- og arbejdsomkostninger samt jord­leje svarende til dækningsbidrag efter maskiner og arbejde (DBII) fra den relevante alternativafgrøde (typisk vårbyg dyrket med handelsgødning).

SEGES Innovation beregner gennemsnitlige optimeringspriser på såvel konventionelt som økologisk grovfoder, når der er væsentlige prisudsving på input og alternativ­afgrøder. Nederst i artiklen findes links til seneste udgivelse. De udgivne optimeringspriser er vægtede gennemsnitspriser for grovfoderafgrøderne ud fra deres dyrkning på de forskellige jordbundstyper.

Læs mere her og hent de enkelte regneark.

Til toppen

Ændring af kravet om dansk bankkonto til udlændinge

Tidsfristen for at oprette en dansk bankkonto til udbetaling af løn til en udenlandsk medarbejder forlænges fra 90 til 180 dage.

Det er en grundlæggende betingelse for at få opholds- og arbejdstilladelse, at den udenlandske medarbejder er tilbudt en ansættelse i Danmark på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Det betyder blandt andet, at udbetalingen af løn skal ske til en dansk bankkonto.

Som reglerne er i dag, skal den danske bankkonto oprettes inden for 90 dage fra op­holdstilladelsen er givet. Hvis den udenlandske medarbejder indrejser efter at ved­kommende har fået opholdstilladelse, skal bankkontoen oprettes inden for 90 dage fra indrejse i Danmark. Hvis den udenlandske medarbejder allerede har en opholds­tilladelse, som er gyldig i mindst 3 måneder, skal lønnen udbetales til en dansk bank­konto fra første lønudbetaling.

Ændringen træder i kraft den 1. juli 2024. Læs mere her.

Til toppen

Info Vær opmærksom på plantebeskyttelsesmidlernes afstandskrav

Flere og flere plantebeskyttelsesmidler får ved fornyet eller udvidet godkendelse krav om, at der ved sprøjtning holdes afstand til veje, boliger, institutioner og offentlige arealer i form af en zone, der ikke behandles.

Hensigten med dette krav er at øge beskyttelsen af beboere og forbipasserende langs landbrugsarealer i forhold til eksponering af pesticider som følge af afdrift mv.

Nogle plantebeskyttelsesmidler har yderligere en restriktion om, at der skal anvendes en bestemt afdriftsreducerende sprøjteteknik langs vandmiljø og §-3 natur. Dette vil være gældende i de yderste 20 meter af marken op mod det areal, som er genstand for beskyttelsen.

Et eksempel på et pesticid, som for nylig har fået ændret krav om afstand til veje, beboelse mm., er svampemidlet Propulse SE 250. Ordlyden på den nyeste etikette er:

”Må ikke anvendes nærmere end 5 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer for at beskytte beboere og forbipasserende. Samtidig skal afdriftsreducerende udstyr med minimum 50 % afdriftsreduktion anvendes ved udbringning.”

I ovenstående eksempel må de yderste 5 meter mod veje, boliger mv. altså ikke sprøjtes, og der skal anvendes 50 % afdriftsreducerende sprøjteteknik i de yderste 20 meter langs disse områder.

Der kan være kommet en lignende passus på dit produkt siden sidst, du anvendte det. Det er derfor vigtigt, at man altid nærlæser etiketterne inden start på sprøjteopgaver.

Læs mere om de nye godkendelser her og læs etiketten grundigt inden brug.

Til toppen

Naturtip


Vi vil i hvert FlexNyt komme med små og over­skuelige tips, som kan hjælpe dig med at gøre noget for biodiversiteten. Ofte er tippene små tiltag, der ikke kræver ret meget og som du selv kan gøre.

Våde enge (blomsterrige arealer)

Enge er våde og fugtige områder, hvor der gror urter og græsser. Enge er beskyttet af Naturbeskyttelsesloven og kan 

 

være både rig på blomster, når engen er næringsfattig og mindre rig på blomster, når den er mere næringsrig, hvor det oftest er arter som alm. hønsetarm, lyssesiv, knæbøjet rævehale og lav ranunkel.

Våde arealer på ejendommen kan udvikle sig til blomsterrige enge med lidt hjælp. Det kan være, at du har jord ned til et vandløb eller der ligger en sø midt i det hele. Hvis jorden er fugtig eller våd det meste af året kan det udvikle sig til eng. Hvis man forvalter et sådant område godt, kan man få en meget smuk blomstereng til gavn for insekter, fugle, padder og mange andre dyr.

Kom i gang nu

For at fremme en større blomsterrigdom er det vigtigste at arealerne ikke påvirkes af gødning ud over direkte fra afgræssende dyr. Hvis arealet er beskyttet natur, må det ikke gødes direkte, men afstrømning fra nærliggende arealer er også væsentlig at undgå.

Den helt store anbefaling er at få afgræsset engen med kreaturer eller heste, som kan tåle at være ude hele året, det er f.eks. Skotsk Højland, Galloway, Dexter og Hereford.

Der skal ikke ret mange dyr til at afgræsse et engområde, da den generelle anbefaling er mellem 70-250 kg dyr pr. ha - alt efter hvor produktiv engen er og området ser ud. Dvs. at en ko på 600 kg skal have ca. 3 ha at gå rundt på.

Hvis du ikke selv har mod på at blive dyreholder, kan du tage kontakt til en dyreholder i nærområdet eller hvis naboen allerede græsser naboarealet snakke med dem om at flytte hegnet, så dyrene også kan græsse dit areal. Man kan også tage kontakt til kommunen, om de kan hjælpe med at få det afgræsset.

Andre ting som der kan arbejdes med, er mere naturlig hydrologi og øge frøpuljen af blomster. Hvis arealet i forvejen er beskyttet natur, kræver det en dispensation fra kommunen og derfor anbefales det at kontakte den lokale kommune og eventuelt inddrage en lokal naturkonsulent, som kan lave en konkret plan for indsatsen. Hvis arealet ikke er beskyttet natur, vil tiltag med ændring af grøfter stadig være godkendelsespligtige, men spredning af blomsterfrø kan gøres. Arealet vil forventes at blive til beskyttet natur.

Hvis du kun har et meget lille stykke eng, kan en tidlig forårsslåning også være god naturforvaltning. Det er bare vigtigt at fjerne det afslåede materiale, så der ikke lægger dødt græs og dækker for jorden, for så kan urterne ikke komme til.

Til toppen

Mark


Flyvehavre skal fjernes på alle arealer

Det er lovbestemt, at alle arealer skal holdes fri for flyvehavre. Det optimale tidspunkt for aflugning af flyvehavre er, når kornafgrøden er gennemskredet. Når du alligevel er gennem markene på jagt efter flyvehavre, benyt da lejligheden til aflugning af andre græsser, som f.eks. italiensk rajgræs og agerrævehale. 

Tidspunkt for aflugning af flyvehavre

I løbet af de næste par uger vil flyvehavren skride igennem, og du har derved de bedste betingelser for at finde flyvehavren. Planterne skal luges op med rod, ellers kan planten udvikle nye skud. Hvor der findes flyvehavre, skal lugningen gentages efter 10-14 dage for at få “efternølerne” med. Her kan funktionen med hotspot i Farmtracking med fordel anvendes, så det er lettere at genfinde stedet, hvor der var flyvehavre. En kikkert kan være et godt hjælpemiddel ved afsøgning for flyvehavreplanter.

Det er alle marker, der skal ses efter for flyvehavre – også brakarealer, sprøjtefrie zoner og vandløbsbræmmer!

Til toppen

Bekæmpelse af kvik og rodukrudt med glyphosat før høst ved pletsprøjtning

Fra 1. juli 2024 er det kun tilladt at anvende glyphosat til pletsprøjtning mod flerårigt ukrudt før høst i foderafgrøder. Ændringen i bekendtgørelsen betyder, at der er kom­met nye etiketter på alle glyphosat-produkter. De ”gamle” produkter har anven­del­sesforbud efter den 31. december 2024.

Pletsprøjtning er i bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen defineret som behandling med plantebeskyttelsesmidler på et mindre område af arealet.

Kontakt din rådgiver for yderligere oplysninger.

Til toppen

Ansøgningsrunden for minivådområder er nu åben

Du kan nu indsende din ansøgning om tilskud til et minivådområde. Når du anlægger et minivådområde, er du med til at forbedre kvaliteten af vores havmiljø, ved at mindske udledningen af kvælstof til kysterne. Ansøgningsfristen er 30. september 2024, og du søger i Tast selv.

Private ansøgere kan søge om tilskud til etablering af et minivådområde. For at kunne søge skal du eje eller forpagte et eller flere arealer, der er udpeget som egnet eller potentielt egnet på udpegningskortet 2024.

Du kan finde udpegningskortet på miljøgis under fanen ”minivådområder” (Minivådområdekort 2024, før høring) eller i Internet Markkort (IMK) når du logger ind på Tast selv.

Læs mere her.

Til toppen

Grise


Fødevarestyrelsen hæver trusselsniveauet for afrikansk svinepest fra meget lavt til lavt

Pas på du ikke tager afrikansk svinepest med hjem fra jagtrejser, mountainbikeferie og vandreture i udlandet, lyder det fra Fødevarestyrelsen, der netop har ændret risikovurderingen for, at afrikansk svinepest rammer Danmark.

Tidligere på ugen blev der i den tyske delstat Hessen fundet afrikansk svinepest i et vildsvin. Og da mange danskere enten ferierer i området eller passerer igennem delstaten på deres ferietur sydpå, hæver Fødevarestyrelsen nu trusselsniveauet for afrikansk svinepest fra meget lavt til lavt.

Læs mere her.

Til toppen

Heste


Autoriserede hingstestationer 2024

Find de autoriserede hingstestationer. Det giver sikkerhed for at hingsten er avlsgodkendt og at du får udført alle de nødvendige registreringer. Udover godkendelse af selve hingstestationen, skal både hingsten og sæden kunne opfylde en række sund­hedsmæssige krav for at blive godkendt.

Find avlsstationerne her.

Til toppen

Mange flere har søgt om tilskud til bio-ordninger i år

Selvom der har været en markant stigning mellem 2023 og 2024, er der stadig rum for, at endnu flere kan søge bio-ordningerne. Der er fortsat underansøgning på næsten alle bio-ordningerne i forhold til de afsatte tildelinger af midler til ordningerne. Det betyder, at Landbrugsstyrelsen fortsat forventer, at kunne udbetale de tilskudssatser, de har beregnet for 2024, samtidig med, at der fortsat er midler afsat til bio-ordningerne i 2025 og frem, så endnu flere kan indgå i de frivillige ordninger.

Til toppen

Haven


Sådan bekæmper du dræbersnegle i haven

Dræbersnegle. Haveselskabet oplever at haveejere i hele Danmark har problemer med snegle. Bekæmp de uønskede gæster med Haveselskabets 5 gode råd.

2024 er et snegleår

Et lunt efterår og en relativ mild vinter efterfulgt af et vådt forår, har givet optimale betingelser for dræbersneglene. De har resulteret i ekstraordinært mange snegle i de danske haver i år. Vil du bekæmpe dræbersnegle i haven, får du her Haveselskabets 5 bedste råd til effektivt at holde bestanden nede.  

Se Haveselskabets 5 gode råd her.

Til toppen
Download pdf