Udgivet d. 29-09-2020
Hvert år sender Landbrugsstyrelsen en nyhed ud om de KO-krav (krydsoverensstemmelse), landmænd bør have mest fokus på i den daglige drift. I år har vi gjort listen mere målrettet, så du kan se, hvad der er relevant for bedrifter henholdsvis med og uden husdyr.
KO-fokuslisten er en oversigt over de KO-krav (krydsoverensstemmelseskrav), som Landbrugsstyrelsen sætter fokus på for at hjælpe landmænd med at overholde reglerne om krydsoverensstemmelse.
Se listen her.
KO-fokuslisten er ikke en udtømmende liste, men en liste over de KO-krav, som overtrædes flest gange i forbindelse med kontrol af krydsoverensstemmelse.
Landbrugsstyrelsen har besluttet, at alle medarbejdere, som ikke har kritiske funktioner, arbejder hjemmefra i de kommende to uger. Kundecenteret, kontrollen og sagsbehandlingen fortsætter dog under de nye retningslinjer.
Landbrugsstyrelsen følger naturligvis regeringens anbefaling om, at alle offentligt ansatte, som ikke varetager kritiske opgaver, arbejder hjemmefra eller sendes hjem i den kommende tid.
Se hvilke funktioner der fungerer normalt her.
Blomsterstriber øger den biologiske bekæmpelse af skadedyr i marken med 16 pct. og giver bedre bestøvning af afgrøderne, konkluderer nyt studie. Det skriver økologisk.nu i sit seneste nyhedsbrev. Blomsterstriber i dyrkede marker har flere positive effekter og bidrager bl.a. til biologisk bekæmpelse af skadedyr i markerne. Det fremgår af et studie, som et internationalt forskerhold fra 27 forskellige institutioner og universiteter står bag.
Forskerne har analyseret data fra 529 steder i Nordamerika, Europa og New Zealand og konkluderer, at blomsterstriber og hegn har positiv værdi for landbrugsproduktionen på de omkringliggende marker og at de indeholder et uudnyttet potentiale.
Læs mere her.
Antallet af nedbørsdøgn har nu udløst tilladelse til ludning af halm med ammoniak i alle landets kommuner. Tilladelsen gælder frem til nytår.
I 2021 skal den målrettede kvælstofregulering sikre en kvælstofindsats på 3.518 ton N svarende til ca. 373.600 ha efterafgrøder, hvilket er meget tæt på indsatsbehovet for 2020. Indsatsbehovet er i 2021 fordelt på 70 områder – de såkaldte kystvandoplande.
Den målrettede kvælstofregulering skal bidrage til, at der ikke sker en for stor udledning af kvælstof fra landbruget til vores vandmiljø, og at tilstanden i vores vandmiljø bliver forbedret.
Landbrugsstyrelsen har udarbejdet et kort over de områder, hvor der er et indsatsbehov i 2021, og hvor det bliver muligt at søge tilskud til etablering af efterafgrøder og alternativer til efterafgrøder. Se kortet her.
Otte landmænd har meldt sig til at hjælpe Landbrugsstyrelsen med at forenkle efterafgrødereglerne. De har i 2020 skullet opfylde et krav til en minimum biomasseproduktion og dermed en minimum kvælstofoptagelse om efteråret målt med satellit, i stedet for opfyldelse af det pligtige efterafgrødekrav. Det skal give landmanden frihed til selv at vælge, hvordan det opfyldes. Det kan ske med vintersæd, efterafgrøder eller spildkorn mfl. Kom og hør, hvordan det er gået dem. Se hvordan efterårsbevoksningen har udviklet sig, og hvordan man måler kvælstofoptagelse og risiko for kvælstofudvaskning på pilotbedrifterne.
Du skal huske at søge om 2. rate af dit tilskud senest 8 år efter, at du har søgt om 1. rate af dit tilskud.
Hvis du har tilsagn om tilskud til privat skovrejsning, får du udbetalt dit tilskud i to rater. Du skal selv søge om at få udbetalt dit tilskud, når du er klar.
Du søger om udbetaling af 1. rate, når du har plantet træerne. Du kan få udbetalt 2. rate af dit tilskud, når træerne har nået en højde på 1 meter, og dit skovrejsningsprojekt er færdigt. Du skal søge om udbetaling af 2. rate af dit tilskud senest 8 år efter, at du søgte om udbetaling af 1. rate.
Læs hvad du skal gøre her.
Ansøgningsrunden for tilskud til privat skovrejsning åbnede i år 1. juli og lukker onsdag den 30. september 2020.
Det er et krav til din ansøgning, at du har fået de nødvendige tilladelser og dispensationer fra offentlige myndigheder til at gennemføre projektet. Du skal selv indhente tilladelserne og vedhæfte dem i din ansøgning.
Hvis du ikke har fået svar på dine ansøgninger om tilladelser fra eksempelvis kommunen, kan du stadig indsende din ansøgning om tilskud til Landbrugsstyrelsen. Vi giver i årets ansøgningsrunde mulighed for, at du kan eftersende dine tilladelser frem til og med 31. oktober 2020.
Læs mere her.
Miljøstyrelsen afholder i den kommende tid forskellige dialogmøder som led i planprocessen vedr. 3. generation af Natura 2000-planer. Der er både møder målrettet lodsejere og møder, hvor foreninger og organisationer inviteres.
3. generation af Natura 2000-planerne skal gælde for perioden 2022 – 2027. De nye planer skal sendes i høring senest medio 2021 og det endelige tidspunkt for høringsprocessen kendes endnu ikke. Som optakt til denne proces afholder Miljøstyrelsen i den kommende tid en række forskellige møder for lodsejere og for foreninger og organisationer.
Formålet med møderne vil være at orientere om den kommende proces med udarbejdelse af Natura 2000-planerne samt præsentation af de udarbejdede basisanalyser for Natura 2000-områderne.
Bemærk, at der er flere forskellige typer møder. Læs derfor hele invitationen her og hold øje med din e-boks.
Artiklerne er udarbejdet i samarbejde med medarbejdere i Velas – partner i Dansk Landbrugsrådgivning og udsendes til følgende DLBR-virksomheder: Djursland Landboforening, SAGRO, Sønderjysk Landboforening, Østdansk Landboforening, LandboNord, LandboThy, Landbrugsrådgivning Syd, nf plus, LHN, Landbo Limfjord, Lemvigegnens Landboforening, LandboSyd, Agri Nord og Velas. Dette FlexNyt er udgivet tirsdag i den angivne uge. Ønsker du oplysninger om indholdet i FlexNyt, er du velkommen til at kontakte din rådgiver eller Birgit Winther Sørensen, SEGES, Agro Food Park 15, Skejby, 8200 Aarhus N, tlf. 8740 5508