Udgivet d. 16-09-2020
Efter det fredag blev bekræftet, at Tyskland har haft sit første tilfælde af smitte med afrikansk svinepest (ASF), har Kina nu besluttet at forbyde import af tysk svinekød.
Forbuddet træder i kraft, efter der torsdag blev fundet et dødt vildsvin med afrikansk svinepest i det østlige Tyskland.
Fødevarestyrelsen vurderer fortsat, at den samlede risiko for smitte med ASF til danske svinebesætninger på baggrund af ASF-fund i et vildsvin i det østlige Tyskland er meget lav.
Kommuner og lodsejere kan søge tilskud til rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning frem til 2. februar 2021.
Ansøgningsrunden for rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning åbnede for ansøgninger 7. august 2020 og var planlagt til at lukke 15. september 2020. Men i forbindelse med forberedelsen til sagsbehandlingen, er der fra adskillige ansøgere, herunder KL, fremkommet ønske om, at Landbrugsstyrelsen udskyder ansøgningsfristen. Derfor forlænges ansøgningsrunden frem til 2. februar 2021.
Du kan læse mere om årets ansøgningsrunde for tilskud til rydning af tilgroede arealer og forberedelse til afgræsning i Tilskudsguiden på vores hjemmeside
Nu kan du frem til 31. marts 2021 prøve FarmTracking og CropManager helt gratis. Både FarmTracking og CropManager er med til at gøre hverdagen lettere for dig som planteavler.
Kontakt din planteavlskonsulent, som kan hjælpe med at tilmelde dig.
FarmTracking er et enkelt registreringsværktøj, som giver dig overblik over behandlingerne i marken. CropManager samler dine markstyringsredskaber ét sted, og giver dig et stærkt grundlag for at træffe de rigtige beslutninger.
Vejledningen om gødsknings- og harmoniregler for planperioden 2020/2021 ligger nu på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
Her kan du læse om de vigtigste ændringer.
Inden år 2030 skal vi i Danmark reducere vores samlede drivhusgasemissioner med 70 %, og i landbruget har vi en ambition om at være klimaneutrale i år 2050. I dag står landbruget for omtrent 30 % af Danmarks drivhusgasemissioner, når tabet af kulstof fra landbrugs jordene medregnes, og vi må derfor bruge en hel række tiltag til at nedbringe emissionerne, hvis vi skal nå i mål.
Der er flere forskellige virkemidler, som kan tages i brug, når det handler om at mindske udslippet af drivhusgasser. På marken kan vi grundlæggende benytte os af tiltag som reducerer forbruget af kvælstofgødning, udvaskning af kvælstof, brændstofforbruget og nedbrydningen af jordens organiske materiale. I nogle tilfælde vil virkemidlerne endda kunne lede til en opbygning af jordens kulstofindhold og altså binde CO2 i jorden.
Organogene jorde er kulstofrige jorde. De findes typisk i ådalene eller er tidligere mosearealer og andre drænede vådområder. På landmand.dk kan du i modulet ”Tørvejorde - kulstofrige lavbundsjorde” se, om du har arealer med kulstofrige jorde.
Når organogene jorde (kulstofrige lavbundsjorder) drænes og dyrkes, sker der en stor udledning af drivhusgasser. Hovedparten kommer fra nedbrydning af det organiske stof i jorden, som omdannes til CO2. Derudover udledes der også lattergas (N2O). Ved at ændre på brugen af de organogene jorde, kan vi reducere drivhusgasemissionerne fra arealerne. Det kan gøres på to måder:
Arealet af dyrkede organogene jorde er opgjort til 171.000 ha, hvoraf ca. 74.000 ha har et kulstofindhold over 12 % og de resterende et indhold på 6-12 %.
Kilde: Sådan mindsker du klimaaftrykket fra marken, LandbrugsInfo. Siden kræver login.
Ludning af halm med ammoniak er generelt ikke tilladt, fordi den del af ammoniakken, der ikke bindes i halmen, bliver frigivet til atmosfæren. Der er dog mulighed for tilladelse til ammoniakbehandling, hvis vejret er meget vådt, så det er muligt at bjærge fugtig halm og undgå skimmelvækst i halmen.
Denne mulighed for undtagelse fra det generelle forbud bør vi værne om ved kun at anvende ammoniak, når det er nødvendigt for at redde fugtig halm, selvom der er opnået en generel tilladelse i kommunen.
Vær opmærksom på, at selvom der er opnået undtagelse fra forbuddet i din kommune, må ammoniakbehandling af halm ikke foretages i eller nærmere end 300 m fra kategori 1- og 2-natur.
Undtagelsen fra forbuddet er baseret på DMI’s opgørelse af nedbørsdøgn i de enkelte kommuner. Undtagelsen udløses, hvis der i en kommune i en periode på 3 uger fra uge 31 til 37 har været mere end 14 nedbørsdøgn, hvor døgnnedbøren har været større end eller lig med 0,1 mm nedbør.
Antallet af nedbørsdøgn i de enkelte kommuner udsendes af DMI hver tirsdag morgen for de foregående 3 uger.
Antallet af nedbørsdøgn har dags dato udløst tilladelse til ludning af halm med ammoniak i foreløbig for 5 kommuner. Du kan følge med i, om der er tilladelse i din kommune på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Af Ulla Plauborg, velas
Nu lancerer Landbrugsstyrelsen en ny app, som gør landmanden i stand til at erstatte noget af sit papirarbejde med få klik på mobilen, mens han står ude i marken.
Et par billeder med mobilen og få klik på skærmen.
Så let og enkelt bliver det fremover for landmanden at levere den dokumentation, der skal til for at få udbetalt landbrugsstøtte.
Ved at uploade et foto af den nyslåede græsmark direkte ind i Landbrugsstyrelsens nye app sparer landmanden tid på kontrol. Samtidig sparer appen Landbrugsstyrelsen for et fysisk kontrolbesøg og tidskrævende sagsbehandling.
Læs mere om den nye app her og her.
Som hovedregel skal du logge på Landbrugsstyrelsens app med det samme NemID, som du logger på Tast selv-service. Men du kan fx ikke bruge NemID medarbejdersignatur på nøglefil, som du bruger på din pc. Bestil derfor nøglekort allerede i dag, hvis du kun har nøglefil.
Se her hvordan.
Temadag for såvel nye som erfarne økologiske landmænd, som vil være med til at udvikle den økologiske landbrugsproduktion.
For at sikre, at vi fortsat har en stærk økologisk landbrugsproduktion i Danmark, skal vi hele tiden udvikle os. Forbrugerne stiller større og større krav til den økologiske produktion, og dem vil vi gerne leve op til. Samtidig er det helt afgørende, at forbrugerne finder produktionsformen troværdig, og at de har tillid til os økologiske landmænd.
På denne temadag bliver du informeret om nye initiativer, der er på vej indenfor den økologiske landbrugsproduktion, og du får inspiration til at omsætte de nye initiativer til tiltag på din egen bedrift.
Se mere om mødet her.